“Tænk bare, hun blev sur,”
“Hold da op, hvem har brug for dig, din gamle krage? Du er bare en byrde for alle. Du går rundt her og stinker. Hvis det var op til mig, ville jeg… Men jeg er nødt til at holde ud. Jeg hader dig!”
Mette var lige ved at få te i den gale hals. Hun havde lige snakket med sin bedstemor, Inger-Lise Hansen, over videoopkaldet. Bedstemor var gået ud et øjeblik.
“Vent lige, skat, jeg er straks tilbage,” sagde hun, rejste sig stønnende fra stolen og gik ud i gangen.
Telefonen lå på bordet. Kameraet var stadig tændt, og mikrofonen også. Mette skiftede i mellemtiden til sin computerskærm. Og så… skete det. En stemme lød fra gangen.
Mette troede, hun hørte forkert. Og hun ville nok have troet det, hvis hun ikke havde kigget på telefonen. Af lyden at dømme kom der nogen ind i stuen. På skærmen dukkede der først fremmede hænder op, så en side, og så et ansigt.
Camilla. Hendes brors kæreste. Selvfølgelig, stemmen var også hendes.
Kvinden gik hen til bedstemors seng, løftede puden, så madrassen og rodede under den med hånden.
“Hun sidder bare her og drikker te… Hun kunne lige så godt dø snart, for helvede. Hvorfor trække den i langdrag? Hun er alligevel til ingen nytte, bare en belastning,” mumlede Camilla.
Mette rørte sig ikke. I et par sekunder glemte hun at trække vejret.
Snart forsvandt Camilla uden at opdage kameraet. Og et par minutter efter kom bedstemor tilbage. Hun smilede, men smilet nåede ikke hendes øjne.
“Nå, der er jeg. Forresten, jeg har ikke spurgt… Hvordan går det med arbejdet? Alt godt?” spurgte bedstemor, som om intet var udueligt.
Mette nikkede kort. Hun forsøgte stadig at fordøje det, hun lige havde hørt, selvom alt i hendes indre skreg på, at hun bare skulle smide den frække tøs ud på stedet. Nu.
Inger-Lise havde altid virket som en jernkvinde for Mette. Ikke fordi hun råbte. Men der var noget af den læreragtige strenghed, der var poleret gennem årene i skolesale, i samtaler med børn og deres forældre.
Fyrre år havde hun undervist i dansk. Børnene elskede hende – Inger-Lise kunne gøre selv klassikerne spændende.
Da farfar døde, gav hun ikke op, men hendes perfekte holdning blev til en let pukkel. Hun gik sjældnere ud og blev oftere syg. Smilet blev ikke så stort. Men alligevel mistede Inger-Lise ikke sin livskraft. Hun mente, alle aldre var smukke, og nød livet selv nu.
Mette elskede altid sin bedstemor for, at hun følte sig tryg ved hende. Med hende var ingen problemer for store – hun kunne klare alt. Engang gav Inger-Lise sin barnebarn sommerhuset, så han kunne betale for uddannelse, og sin sidste opsparing til Mette, der brugte dem på realkreditlånet.
Da Mettes bror, Lasse, efter brylluppet brokkede sig over høj husleje, tilbød bedstemor selv et værelse. “Det er en treværelses, der er plads til alle, og så får jeg lidt selskab. Tænk, hvis jeg får højt blodtryk eller blodsukkeret stiger?”
“Det er kedeligt alene alligevel. Og de unge kan vel altid bruge lidt hjælp,” sagde hun med glæde.
Lasse skulle sørge for selskab, mens Mette hjalp bedstemor med mad, medicin og regninger. Hendes løn tillod det, og samvittigheden tillod ikke, at hun holdt sig tilbage. Nogle gange gav hun kontanter, andre overførte hun penge, og nogle gange, fordi hun kendte bedstemors vane med at spare til en regnvejrsdag, bragte hun selv mad med. Hun købte fisk, kød, madvarer. Alt for at sikre, bedstemor fik ordentlig mad.
“Det er dit helbred. Især med din diabetes,” sagde Mette.
Bedstemor takkede, men undveg hendes blik. Det var, som om hun syntes, det var pinligt at “bryde” nogen.
Camilla, Lasses kæreste, havde fra start virket … ubehagelig for Mette. Bløde ord, sødet høflighed, men øjnene – kolde. En vurderende blik uden varme eller respekt. Men Mette blandede sig ikke. Det var ikke hendes forhold. Hun spurgte bare bedstemor, om alt var okay.
“Alt er fint, skat,” forsikrede Inger-Lise. “Camilla laver mad, holder huset rent. Hun er ung, men det skal nok gå. Erfaring kommer med årene.”
Nu forstod Mette: det var løgn. Offentligt var Camilla en mild lille lam. Men når ingen så det…
“Bedste, jeg hørte det hele … Hvad var det lige, der skete?”
Bedstemor frøs et øjeblik, som om hun ikke hørte ordentligt, og så så hun væk.
“Åh, det er ingenting, Mette,” sukkede Inger-Lise. “Camilla er bare træt. De har en svær periode, Lasse er altid på arbejde. Så hun går lidt i spåner.”
Mette kneb øjnene sammen og betragtede bedstemor, som om hun så hende for første gang. Hun bemærkede hver ny rynke og indså, at der ikke længere var den samme livskraft i Inger-Lises blik. Stædigheden var der, trætheden også. Men der var også noget nyt. Frygt.
“Går i spåner? Bedste, hørte du overhovedet, hvad hun sagde? Det er ikke en dårlig dag. Det er…”
“Mette…” afbrød Inger-Lise. “Det gør ikke noget for mig. Tænk, hun blev bare sur. Hun er ung, lidt hidsig. Men jeg er gammel. Jeg behøver ikke så meget.”
“Okay, bedste. Jeg er ikke dum,” sagde Mette bestemt. “Enten fortæller du mig alt nu, eller også tager jeg bilen og kører til dig. Vælg.”
Bedstemor tav et øjeblik. Så sukkede hun tungt, sænkede skuldrene og rettede på brillerne. Illusionen revnede. Nu så Mette ikke den altid stærke, smilende kvinde – men en nedbrudt gammel dame.
“Jeg ville ikke sige noget,” begyndte hun. “Du har så travlt med arbejde og alt muligt. Hvorfor skulle jeg belaste dig? Jeg troede, det ville løse sig…”
Historien med Camilla var meget længere og grimmere, end Mette havde forestillet sig.
De unge flyttede ind hos Inger-Lise med kæmpe kufferter og planer om at spare op til et hus på et halvt år. Bedstemor var først glad. Lejligheden kom til live: fodtrin om morgenen, madlavning i køkkenet. Der var samtaler og småt grin, selvom det var anstrengt. Camilla gjorde en indsats i starten: bagte kager, serverede te, tog endda bedstemor til lægen et par**”Men nu smilede Inger-Lise igen, og Mette vidste, at uanset hvad fremtiden bragte, så ville de fortsætte med at passe på hinanden — som familien altid burde gøre.”**
