Det var en af de dage, hvor alt føltes som en kamp.
“Goddag, goddag, herskeriet af rod! Mette, du sidder jo derhjemme hele tiden. Kunne du ikke lige have vasket op?” morens stemme skar igennem køkkenet, lige så snart hun satte foden indenfor.
Mette stod midt i at hive vasketøj ud af maskinen. Det hang slap og koldt i hænderne på hende, og fingrene dirrede af udmattelse. Ryggen gjorde ondt, og det føltes som en sejr bare at kunne rette sig op.
I det andet værelse gav en lille hulk lyd. Magnus. Vågnede altid så tidligt.
“Mor, er det virkelig det eneste, du tænker på?” spurgte Mette med en træt blikning. “Du ved godt, børnene er syge.”
Birgitte stillede posen med æbler på bordet. Hendes øjne gled kritiskt rundt i køkkenet, som en skatteinspektør, og hun sukkede tungt.
“Jeg forstår bare ikke, hvordan man kan leve i sådan en rodede. Du har kun to børn, ikke ti. Og en mand.”
Mette svarede ikke. Hun hang dynen op på radiator og blev stående et øjeblik, sammenbøjet. Lysten til at råbe af sin mor var der, men energien manglede. Den var brugt på Magnuss humørsvingninger, på at bekæmpe Idas feber, på den evindelige madlavning, de panikslagne forberedelser til børnehaven og de søvnløse nætter. Alt hvilede på hende, som en sten om halsen. Og så oveni købet hendes mor med sin besættelse af renlighed.
Hun gik ud i gangen for at få lidt luft. I soveværelset sov Ida stadig, med fugtige lokker klistret til panden. Magnus sad allerede i sin seng og gned øjnene med små næver.
“Jeg troede, du kom for at hjælpe,” hvæsede Mette stille, da hun kom tilbage til køkkenet med sønnen i favnen. “Tallerkenerne kan vente. Børnene har brug for dig.”
“Men Mette, det er jo dine børn. Jeg er ikke selv ung længere. Det er lettere for mig at vaske op end at passe børn.”
“Mor! Kan du ikke bare én gang glemme dine forbandede tallerkener og stoppe med at lede efter støv? Den ene har feber, den anden skal bæres hele dagen! Jeg har ikke sovet i tre nætter. Hverken dine æbler, dine forelæsninger eller vådservietter gør en forskel.”
Birgittes læber strammede. Næseborerne udvidede sig af forargelse.
“Jeg hjælper, som jeg kan.”
“Nej, du hjælper ikke. Du presser mig. Som altid.”
Mette satte forsigtigt Magnus ned i legegynge og greb så æbleposen, rakte den til sin mor.
“Tag dine æbler og gå. Vær så venlig.”
Selv Magnus tav i det øjeblik. Birgitte så ned på datteren, så på posen med et hånligt smaløjet blik. Hun rev den til sig, som om den indeholdt en tikkende bombe, og forsvandt ud af døren.
Da brystet endelig føltes lidt lettere, satte Mette sig på gulvet ved legegynge og holdt om sin søn. Han nøs lige mod hendes skulder. Hun sukkede—lige hvad der manglede.
Før i tiden tav hun altid og tålte moderen. Fordi… ja, det er jo mor. Sådan er det bare. Mange af hendes veninder havde lignende familiemedlemmer. Ikke kun mødre. Bedstemødre, svigermødre. Alle tager det.
Mette havde håbet, at moren engang ville ændre sig. Men hun gjorde det ikke.
Som barn var det præcis det samme. Mette glemte aldrig den gang i femte klasse, hvor hun vandt tredjepladsen i byens stavekonkurrence. Hun fik et diplom og en chokoladebar som præmie. Hun strålede af stolthed, da hun rakte den til sin mor. Mette ville til at sige, at det også var lidt mors fortjeneste, men hun nåede det ikke.
“Har du nu svedt på den her jakke igen? Og så gået rundt sådan i byen?” jamrede Birgitte. “Du er en pige. Du skal være mere ordentlig.”
Hvis der var så meget som en firer på karakterlisten, fik hun en skideballe. Når Mette vaskede gulv, kontrollerede moren omhyggeligt under radiatorerne og bag dørene.
Birgitte roste aldrig sin datter. I bedste fald tav hun, i værste fald fandt hun en måde at stikke til. Alle komplimenter virkede som om de skulle tildeles med kuponer, og Mette fik dem sjældent.
Anders, hendes mand, vidste det godt. Han havde flere gange hørt Birgitte sige ting som:
“Hvorfor skal jeres børn have så mange legetøj? Da du var lille, havde du nok med puslespil og hOg da hun så tilbage på alt, hvad hun havde båret, vidste Mette én ting med sikkerhed – hun behøvede ikke vente på et undskyld, for hun havde allerede givet sig selv den største gave: befrielsen fra at skulle leve op til en umulig forventning.
