“Jeg er en mand, ikke en møbel”
“Du købte forkert brød igen. Jeg sagde uden frø,” sagde Mette og smed brødet på bordet uden at kigge på Magnus.
“Det var det sidste,” svarede han roligt. “Hvorfor skal du skælde ud? Det er fint brød.”
“Lukas får ondt i maven bagefter. Det er nemt for dig at sige – det er ikke dig, der sidder oppe om natten og giver ham medicin.”
Magnus lukkede øjnene et øjeblik og sukkede dybt. Han stillede indkøbsposerne hen ved vinduet og satte sig på en taburet. Som om han prøvede at holde afstand fra familien. Han ville være tættere på, men kunne ikke.
Døren ringede – det var Lise. Hun kom med smågaver og et smil. Her, i søsterens hjem, føltes det altid som samme dag igen. Altid travlt, men hyggeligt, familien. Hun længtes efter den varme følelse.
“Hej, familie. Hvordan går det? Roligt og hyggeligt?”
“Hvis bare. Næsten færdige. Nu skal der bare laves lektier, aftensmad, bad. Og så stryge tøj til i morgen,” svarede Mette, mens hun tømte poser. “Har været på benene hele dagen, ikke engang sat mig ned.”
“Knæene knirker ikke endnu?” grinede Lise og tog jakken af.
Magnus nikkede bare til hende for at sige hej og forsvandt ind på soveværelset. Han havde længe holdt sig fra at blande sig i kvinders samtaler.
“Er det som altid?” spurgte Lise stille og kiggede på sin søster.
“Hvad mener du?”
“Altså, du er alene her. Magnus er i det andet rum, stille som en mus.”
Mette viftede irriteret af hende med et blik mod loftet.
“Bare lad være. Vi har bare… fordeling af pligter. Jeg tager mig af hjemmet og børnene, han arbejder. Som alle andre.”
“Det er ikke det. Han har været hjemme i halvanden time. Har du overhovedet talt med ham?”
“Undskyld mig, jeg behøver ikke at lave romantisk middag hver aften. Vi har børn.”
Køkkenet var småt. Et smalt bord, stole med slidte puder, et skældent skærebræt. På væggen hang en liste over klubber og træningsplaner. Alt skrevet i søsterens pæne håndskrift.
“Er børn slutningen på dit privatliv?” spurgte Lise.
Mette trak på skuldrene.
“Jeg vil bare ikke, at de skal have det… Som vi havde det. Kan du huske, hvordan mor lod os være alene i halve dage? Og hvor far drak, mens hun arbejdede? Og så alt det rod – det var skræmmende at gå på toilet, før jeg begyndte at rydde op.”
“Jeg husker det,” nikkede Lise og sukkede. “Men jeg husker også, hvordan vi lå på gulvet og så tegnefilm. Hvornår så du sidst noget sammen med børnene?”
Mette kiggede væk. Svaret var indlysende.
“De skal lære engelsk, matematik og svømning – ikke se tegnefilm.”
“Og Magnus? Har han ikke brug for noget?”
Mette kiggede mod gangen og rynkede panden.
“Han er voksen. Ikke et barn. Han kan vente for familiens skyld.”
Lise tav. Hun så bare på sin søster, der havde mørke poser under øjnene og håret i en rodet knude. Hendes hænder var i konstant bevægelse – åbn, luk, rør, ryd op.
“Elsker du ham?” spurgte Lise pludselig.
“Er du sindssyg?! Selvfølgelig gør jeg det! Men lige nu… er der ikke tid.”
“Over ti år uden tid. Siden Oliver blev født.”
Lukas kom ind i stuen. I pyjamas, urolig og sammenkrøbet som en lille spurv.
“Mor, Olivers bog er i stykker. Han siger, det var mig. Men jeg rørte den ikke!”
“Jeg ordner det.”
Mette rejste sig straks og forsvandt. Lise blev alene i køkkenet – men ikke længe. Et par minutter senere kom Magnus ind. Som om han havde ventet på, at hun skulle gå, for at hente vand.
“Træt?” spurgte Lise blidt.
“Det er okay. Men nogen gange føles det som om, hvis jeg forsvinder, vil hun ikke engang opdage det,” sagde Magnus stille.
“Hun vil opdage det. Måske bare for sent.”
Han trak på skuldrene, sukkede og vendte sig væk.
“Jeg elsker dem. Men jeg føler mig bare… som møbler. Bringer penge hjem – så er jeg fri.”
Lise vidste ikke, hvad hun skulle sige, og Magnus ventede ikke på et svar. Han rejste sig og gik tilbage på soveværelset.
Mette kom ikke tilbage. Hun blev hængende et sted mellem en ødelagt bog, støvede vindueskarme og uldent tøj i skabet.
Næste morgen startede ikke med kaffe, men skænderi ved skabet. Mette prøvede, som altid, at tækkes alle.
“Oliver, tag den jakke med – den med hætten.”
“Mor, jeg sveder i den. Vi skal bare i shoppingcenteret, det er varmt der.”
“Men vi skal udenfor først! Hvem skal så tørre din næse?”
Lukas, den yngste, dansede ved døren og trak sokkerne på udenpå støvlerne for at “slide mindre.” Mtte brølede, han foDa Magnus endelig åbnede døren og trådte ind med en kuffert i hånden, stirrede Mette et øjeblik på ham før hun lod tårerne løbe frit – for første gang i årevis vidste hun, at de kunne finde vejen tilbage til hinanden.
