— Vil du virkelig sige, at den hund betyder mere for dig end børnene?— rasede Mette, mens hun tørrede den femte sølvandpyt op fra køkkengulvet den dag.
Tæppet i køkkenet var forsvundet. Da det stod klart, at selv de dyreste rengøringsmidler ikke kunne bekæmpe håndens uheldige vaner, havde Mette simpelthen rullet tæppet sammen og smidt det ud.
Men det var ikke kun tæppet. Manden havde åbnet en dåse majs, hældt indholdet i en skål og efterladt både dåsen og den beskidte skål i vasken. På bordet lå smuler, en kop med kaffeflager og en åben syltetøjsglas med en ske stikkende ud. På gulvet lå syntetisk vadding og strimler af en bamse-dinosaurs lemlæstede rester.
Og naturligvis var det Mette, der skulle rydde op.
— Du behøver ikke at skrige sådan,— sagde Lars stille, mens han rodede i køleskabet.— Det er bare en hund. Den skal nok vænne sig.
Mette rettede sig op. I hendes blik læste man irritationen, der havde bygget sig op i uger. Hun kneb øjnene sammen og rakte ham den våde klud.
— Fantastisk. Så kan du også selv rydde op efter den hund. Lad mig minde dig om, at det *bare* er en hund, mens jeg *bare* er din kone. *Bare* mor til dine børn. Og *bare* din familie, der kvæles i dens stank og uheld!
Mette sparkede til syntetvadden og stormede mod soveværelset, mens hun undgik synderen selv. Thor, den store, grå hund med de bedende øjne, sad i døråbningen og så på. Den gøede ikke, gemte sig ikke. Som om den ikke følte skyld.
Hun mindedes, hvordan det hele startede…
…To måneder tidligere kom Lars hjem med denne lodne dynge af problemer.
— Mads flytter. Langt væk,— begyndte han.— Han siger, det er umuligt at tage hunden med. Så jeg tænkte… Thor har brug for en familie. Og det er sundt for børnene at lære at passe på et dyr. Det er da fantastisk, ikke?
Lars’ smil strålede, som om han lige havde reddet verden. Mettes følelser var stik modsatte. Som om han lige havde adopteret et barn uden at spørge hende.
— Okay… lad os sige, den bor hos os. Men hvem skal gå tur med den, fodre den, rydde op efter den?— Hun anede allerede svaret.
— Sammen. Vi er jo en familie. Nåh ja, men med turene er der et problem… Du kommer jo hjem fra arbejde før mig. Kunne du ikke tage det?
Mette sukkede, men nikkede. Hun vidste, det ville gå galt, men hvad skulle hun gøre? Hun håbede bare, at mavefornemmelsen tog fejl.
Desværre fik hun ret…
Mette gjorde sit bedste. Købte legetøj og skåle på stativ, så selvskabsvideoer om hundeopdragelse om aftenen. Thor svarede ved at vende halen demonstrativt til hende. På alle måder. Hans herre var Lars. Alle andre var bare uønskede tilføjelser.
De første to uger rev Thor tapetet af i entrén, tyggede i armlænet på lænestolen, sled puderne på køkkenstolene itu. Og så alle de uheld i huset…
Først gik Lars da i det mindste selv en morgenetur med Thor, men snart lå alt ansvaret på Mettes skuldre. Nu var det hende, der børstede, vaskede poter, fodrede… mens Lars kun tilføjede problemer.
Og nu sad han der igen, slukkede lyset og vendte ryggen til hende. Klart, han havde måske tørret sølvandet op. Hun kunne høre støvsugeren. Men hun var villig til at vædde på, at bord og vask stadig var et rod.
Og i morgen ville det samme ske.
— Hør her, Lars,— gav hun op og vendte sig mod ham.— Siden du tog Thor med, har jeg ikke levet. Jeg har overlevet.
Manden rørte sig ikke. Lod som om han sov, selvom hun vidste, han hørte hvert ord.
— Jeg går tur med ham om morgenen, fordi du sover,— fortsatte hun.— Jeg går tur på min frokostpause. Jeg går tur om aftenen, fordi jeg kommer hjem først. Jeg fjerner hår, skifter vand. Gør alt, hvad *du* burde. Og hvad får jeg? Dit brok og hans knurren. Synes du, det er rimeligt?
Lars sukkede. Han havde intet at sige. Børnene havde været interesserede i tre dage, men nu kælede de kun for Thor i forbifarten.
— Du overdriver. Han er ikke så slem.
Mette bed sig i læben. Denne gang gav hun ikke op.
— Jeg er træt af det,— sagde hun.— Vælg. Mig eller hunden.
Lars vendte sig om, lagde armene over maven og stirrede op i loftet. Så rejste han sig og begyndte at pakke.
Mette så tavs på, mens han tog jakken på og greb snoren.
— Jeg svigter ikke mine venner. Vi tager til sommerhuset. Vent, til du falder til ro,— hviskede Lars på vej ud.
Hun stoppede ham ikke. Fulgte kun hans ryg med øjnene. Den samme ryg, hun engang strøg om aftenen. Nu var den en fremmeds. Og hunden var også en fremmed.
Døren lukkede blidt. Først fnøs hun. I tyve års ægteskab havde hun aldrig troet, han havde så stærke principper. Venner svigter han ikke. Men familien?
Pludselig blev det stille i hovedet. Ingen alarmklokke for morgen-ture. Ingen skåle at fylde om aftenen. Ingen sølvand at undgå om morgenen.
Det var både bittert og befriende.
…Tre måneder senere indså Mette nogle gange, at hun kunne ånde frit. Ikke kun fordi hundehåret var væk. Men fordi alt føltes lettere. Som om ikke kun Thor var forsvundet, men også den tyngende forventning. Hun ventede ikke længere på, at Lars ville lytte eller rydde op efter sig selv.
Børnene savnede ham, men var fornuftige nok til ikke at gøre en tragedie ud af det. Med tiden vænnede de sig.
— Mor, må jeg invitere pigerne hjem nu?— spurgte datteren tre dage efter Lars’ afrejse.
— Selvfølgelig. Der er ingen, der bider dem nu.
Dog lod sønnen sin cykel stå i entrén i stedet for på altanen, fordi ingen længere tyggede i hjulene. Men det var en lille pris at betale.
Sammen tapetserede de om. Ikke helt lige, men bedre end de flossede rester. Mette smed ud de ødelagte dyner og bidt-huller i puderne. Hun købte nye gardiner til stuen. En varm, dæmpet orange.
Hele lejligheden syntes at ånde lettet op.
— Mor, har du ikke fri i morgen?— spurgte sønnen ved morgenbordet.
— Næsten,— svarede Mette.— Jeg skal lige forbi mormor. Men resten af dagen er jeres.
TankenMette smiled og tænkte, at livet uden Lars og Thor endelig havde fundet sin egen, rolige rytme.
