**Dagbogsnotat**
“Se bare, hvem du er blevet til!” sagde Kåre og rystede på hovedet. “En ægte bolle, ikke en kvinde!” Han så ned på sin kone med en blikblanding af irritation og lede. Tanken om at være langt væk fra deres fælles hjem fyldte ham.
“Kære, jeg har lige født vores søn. Giv mig tid, så taber jeg vægten,” hviskede Mette, der kun lige tøjrede tårerne.
“Alle mine venners koner har født og er allerede slanke igen. Ingen af dem tog så meget på under graviditeten!”
Inderst inde foragtede han hende. Dette var ikke den kvinde, han havde drømt om – han ønskede én, der var livlig, selvsikker og velklædt, selv derhjemme. Men her stod hun, en trist skikkelse i en slåbrok, med undskyldende øjne.
Nej, Freja var anderledes! Hun var fræk, smuk og fuld af selvtillid. Hun ventede altid på ham og elskede ham lidenskabeligt. Og selvfølgelig, som alle elskerinder, håbede hun, han en dag ville forlade Mette.
Hans hånd famlede efter mobilen i lommen.
“Jeg tager en lille gåtur og køber noget brød,” løj han.
Så snart han var ude af døren, ringede han til Freja.
“Hej, min søde,” sukkede han. “Jeg har savnet dig sådan. Jeg kan ikke holde ud at være hjemme. Kan jeg komme forbi?”
“Hej, skat!” svarede hun blødt. “Jeg venter på dig, knus.”
Kåre købte brødet, rynkede panden af babys gråd og fortalte Mette, at han var blevet kaldt ind på arbejde i en akut vagt.
Han arbejdede på skift, så løgnen om en syg kollega var let at sælge.
Mette nikkede forstående og ville give ham et kys, men han drejede sig væk, som om det var en tilfældighed.
Da barnet var faldet i søvn, sad Mette alene i stuen og tænkte over mandens ord.
Ja, hun havde ændret sig siden brylluppet. Hun havde glemt sig selv og taget på. Drengen krævede alt hendes tid, så hun spiste hurtigt, ofte om natten.
Klokken var 23.
Hun prøvede at ringe til Kåre, men hans telefon var slukket.
Efter at have ammet, gik hun i seng.
Næste morgen kom Kåre hjem og erklærede straks, at han forlod familien. Han havde forelsket sig i en anden – Mette elskede han ikke længere. Men han ville ikke efterlade sønnen og lovede at betale børnepenge.
Det var svært at beskrive, hvad Mette følte i det øjeblik. Men hun græd ikke, og hun tiggede ham ikke om at blive.
Et år gik…
Meget var sket. Drengen var begyndt i børnehave, Mette fandt et arbejde og meldte sig ind i fitnesscenter og svømmehal. Vægten langsomt faldt. Hun blev ikke tynd som en nål, men hendes former blev blødere.
På arbejdet hjalp en kollega, Mads, hende altid med et smil.
En dag inviterede han hende i biografen og derefter en tur i parken. De begyndte at date, og et halvt år senere giftede de sig. Mads var ligeglad med hendes figur – han elskede hendes varme smil, de smukke øjne og hendes gode hjerte.
Han tog også Mettes søn til sig, og efter en tid kaldte drengen ham far.
Engang mødte Mette en gammel nabo fra den tid, hvor hun og Kåre boede sammen.
“Mette, jeg har set Kåre! Han er gift med sin elskerinde nu. Hun har lige født, men hun er blevet virkelig stor. Nu arbejder han hele tiden over…”
Mette rystede bare på hovedet. Hun havde ikke set ham i lang tid. Han betalte børnepenge, men det var småpenge, og han tog sjældent kontakt til deres søn. Men det betød ikke noget.
Nu var hun lykkelig med Mads – den bedste mand og far, hun kunne ønske sig.
**Lært i livet:** Nogle mennesker ser kun overfladen, men de, der virkelig elsker dig, ser dit hjem.
