Astrid lå og holdt øjnene lukket. På den modsatte seng sad Freja med korslagte ben og læste højts fra sin lærebok. Pludselig ringede Astrids telefon med en populær melodi. Freja smækkede bogen i og sendte Astrid et bebrejdende blik.
Astrid svarede modvilligt. Et øjeblik efter sad hun oprejst på sengen, smed telefonen fra sig, sprang op og begyndte at fare rundt i det trange værelse, mens hun proppede ting fra skabet ned i sin sports taske.
“Hvor skal du hen? Hvad er der gået galt?” spurgte Freja bekymret.
“Det var naboens mor. Min mor er blevet indlagt på sygehuset, hun har fået et hjerteanfald.” Astrid lukkede tasken og gik mod døren, hvor deres jakker og støvler stod.
“Ir morgen er der eksamen! Hun er på hospitalet, de passer på hende. Gå til eksamen, så kan du tage afsted bagefter,” sagde Freja og rejste sig, mens hun iagttog Astrid, der trak sine støvler på.
“Freja, kan du ikke forklare det i studiekontoret? Jeg kommer tilbage og sørger for det hele. Jeg tager eksamen i ferieperioden. Jeg har en bus om fyrre minutter,” sagde Astrid, der allerede knappede sin jakke.
“Ring og fortæl mig, hvordan det går med din mor,” bad Freja, men Astrid var allerede ude ad døren. Bag den tynde dør hørtes lyden af fjernende hæle.
Freja trak på skuldrene og vendte tilbage til værelset. Hun så Astrids telefonopløber på sengen, greb den og løb barfodet efter sin veninde.
“Astrid! Astrid, vent!” råbte hun, mens hun løb ned ad trappen.
Hoveddøren næsten smækkede i. Freja sprang over tre trin ad gang, skubbede døren op og var lige ved at falde ud på gaden efter hende.
“Astrid!”
Drengen vendte sig og så ledningen i Frejas hånd. Hun løb tilbage.
“Tak.” Og så var hun væk igen.
“Jensen, hvad er det, I skal lave? Én knuser næsten døren, og den anden løber uden skøjter! Er I så fulde?” protesterede vagtkonen og rejste sig fra sin plads bag skranken.
“Undskyld, fru Møller, vi ryger ikke,” svarede Freja og vippede nervøst fra den ene fod til den anden. Sandkrop pressede sig ind i hendes bare fødder fra den ene, der var blevet spredt udenfor.
“Astrids mor er blevet indlagt. Det er koldt, må jeg gå op?” sagde Freja og forsvandt op ad trappen uden at vente på svar.
“Åh, Gud!” sukkedefru Møller og gjorde korsets te. “Vær med os, Herre!”
Freja vendte tilbage til værelset, stænnede sandet af fødderne, ryddede Astrids ting op, tog sutsko på og gik ud i køkkenet med elkedlen. Efter en kop varm te ville hun læse videre.
Det var blev koldt, da der forsigtigt blev banket på døren.
“Hvem der?” råbte Freja, men der kom intet svar.
Hun sukkede, rejste sig og åbnede døren.
“Hej,” stod Anders der med en lille bukket blomster foran sig.
“Kom ind,” sagde Freja og ventede, til han var kommet ind, før hun tilføjede, at Astrid var taget hjem.
“Hvorfor? I morgen er der jo eksamen,” sagde han forundrer.
“Jeg kan forklare det i studiekontoret. Hun har en syg mor, hun kan tage eksamen i ferien.” Frejas øjne blev hængende ved blomsterne.
“De er til dig,” sagde Anders og rakte dem til hende.
“Tak. Vil du have noget te?” Freja gik over til vinduet og tog en vase.
“Jeg skal bare have vand, du kan tage dit tøj af,” sagde hun med et smil og forlod værelset.
Anders tog kun skøjterne af, tog to skridt og satte sig på Astrids seng. Han strøg hen til det billige tæppe, som om han kærtegnede hende.
Freja kom tilbage, satte blomsterne på bordet, tog et skridt tilbage og betragtede dem.
“De er smukke. Hvad er det for nogle blomster?”
“Luktiljer,” svarede Anders. “Jeg må være afsted.” Han rejste sig.
“Skulle du ikke noget med Astrid?” spurgte Freja hurtigt.
“Jo. Jeg havde billetter til en koncert.”
“Virkelig? Så tag mig med i stedet. Det er synd at spilde billetterne.”
Anders tøjrede.
“Men du har jo eksamen i morgen.”
“Hvad så?” svarede Freja med et skuldertræk. “Jeg har læst hele dagen, jeg skal også have lidt afsluftning.”
Anders tænkte sig om. Astrid var væk, og billetterne ville gå til spæge. Han og Astrid var lige begyndt at date, det var intet seriøst. Ville det virkelig være at svigte hende, hvis han tog til koncert med hendes værelseskammerat?
“Kom så,” sagde han.
“Ja!” Freja sprang af glæde og klappede i hænderne. “Vær sød at vente udenfor, jeg skal have tøj på.”
Anders bandt sig skøjterne hurtigt og forlod værelset.
Fem minutter senere kom Freja ud. Han bemærkede, at hun havde fundet tid til at sætte makeup på øjenvipper og læber og gjort håret pænt. Hvornår nångge hun det?
“Kom, så vi ikke kommer for sent,” sagde han og skyndte hende.
På koncerten dansede Freja og sang med, mens hun kastede blikke til Anders. Han lod sig rive i med og begyndte også at synge med.
Efterfølgende gik de hjem ad vejen og diskuterede koncerten ivrigt.
“Det bedste var da de spillede den her,” nynnede Freja.
“Ja! Og også…” Anders nynnede også med et par engelske ord.
De nåede hjem til kollegiet, men døren var låst. Freja ruskede i den.
“Det er Bente, der er på vagt i nat. Hun åbner aldrig. Hvad gør vi nu?” Hun så forvirret på Anders.
“Kom.” Han tog hendes arm og førte hende langs bygningen. Rundt om hjørnet så de et åbent vindue på stueetagen, hvor to piger kravlede ind. “Lad os følge efter!”
Freja blev skubbet op, og nogen trak hende ind. Lige bag hjørnet lød der en fløjtende lyd.
“Anders, skynd dig!” hviskede hun.
Han kravlede hurtigt ind efter hende, og de lukkede vinduet. En fløjteton lød, men faldt tav. De skævede til hinanden.
“Tak, venner. Vi må videre,” sagde Anders og trak Freja mod døren.
Bag dem grinede pigerne. De nåede op på anden sal, ind i værelset og lo lettet.
“Jeg tror, det er bedst, jeg går,” sagde Anders og rejste sig.
De stod i mørke – ingen af dem havde tændt lyset.
“Bliv. Jeg kan godt lide dig. VirMen nogle ting kan man ikke flygte fra, og da Anders og Freja mødte hinanden igen tyve år senere med deres egne familier, forstod de, at nogle valg har konsekvenser, der varer hele livet.
