**Det passede ikke sammen**
Den tidlige morgen var så stille, men alligevel føltes det som om alting var ved at gå i stykker.
“Kommer du ikke for sent? Hvornår skal du afsted, Mads? Mads…!” Mette ruskede sin mand i skulderen, men han viftede bare irriteret af hende. Han havde ikke tænkt sig at stå op endnu, og han var sikker på, at han nok skulle nå det.
Mette så på sin telefon – kun syv om morgenen.
*Hvorfor stod jeg op så tidlig en lørdag? Der er jo ingenting at lave, jeg pakkede hans taske i går…* Hun overvejede at krybe tilbage under dynen, men så –
Så ramte det hende igen. Den underlige, uhåndgribelige fornemmelse af uro, der havde plaget hende mere og mere for tiden. Alt burde jo være perfekt: Manden ved hendes side, lejligheden midt i København, nyrenoveret, designer-møbler, dyre apparater. Mads havde sin egen bil, og Mette havde også en. De havde lige købt et sommerhus i Nordsjælland. Alt var der – på papiret.
Mange kunne kun drømme om sådan et liv. Prøv at bo til leje, tage bussen på arbejde, lave lektier med børnene om aftenen, betale af på lån, skrabe penge sammen til skoleudflugter… Når du endelig lægger dig, ringer vækkeuret allerede, og så er det samme rutine igen. *Jamen, hvad har du at klage over? Bare fordi du har en mærkelig fornemmelse?*
Men det var ikke bare en fornemmelse. Mette kendte den alt for godt. Grundløs angst, en form for tomhed, en forudanelse af ulykke og en følelse af, at noget vigtigt smuttede mellem fingrene. Det kom ud af det blå og forsvandt lige så hurtigt – men kom altid tilbage.
Og nu var det der igen. Mette rejste sig, så en sidste gang på sin sovende mand og gik ud i køkkenet. Mads skulle på endnu en forretningsrejse. De var blevet så hyppige for tiden! Hans nye chef havde været der i halvandet år, og lønnen var steget betydeligt. Firmaet var stort, og Mads var en af de vigtigste medarbejdere – afdelingsleder. Men jobbet tog alt for meget tid. Og nu skulle han også afsted i weekenderne.
Mette lavede morgenmad og gik tilbage for at vække ham.
“Mads, skal du så stå op, eller hvad? Du kommer til at komme for sent!”
“Nej, det gør jeg ikke…” mumlede han søvnigt og satte sig langsomt op.
“Kom, morgenmaden er klar.”
“Mm.” Han gik efter hende ud i køkkenet og satte sig med telefonen i hånden. Mette lagde mærke til, hvor langt de var kommet fra hinanden for tiden. De skændtes ikke. Alt var fint – han tog engang imellem blomster med hjem, nogle gange overtalte hun ham til at spise ude, og han gik med til det. De kunne gå en tur i Fælledparken, besøge venner eller se en film. Men det var ikke som før.
“Mads, kan jeg ikke tage med dig på den her rejse?” spurgte hun pludselig.
“Mm,” svarede han uden at kigge op fra telefonen.
“Alvorligt, hvad er problemet? I bor på et hotel, ikke? Om dagen er du på arbejde, om aftenen er du sammen med mig.”
“Hvad? Nej, selvfølgelig ikke! Hvorfor skulle du være der?” Han kiggede endelig op.
“Hvorfor ikke? Jeg har aldrig været i Århus før. Jeg kan shoppe, måske besøge et museum…”
“Århus? Det er da bare en provinsby! Hvad skal du der? Vi har da masser af butikker her i København!”
“Men jeg keder mig her! Jeg vil ikke være i vejen…”
“Mette, hvis du vil på ferie, så køb en rejse selv!” sagde han irriteret.
“Alene? Jeg vil jo være sammen med dig. Vi er vist stadig mand og kone, hvis du ikke har glemt det!”
“Åh, nu begynder du igen! Jeg har sagt det hundrede gange – arbejdet er helt vanvittigt lige nu! Chefen presser os! Det er ikke min skyld!”
“Men det virker som om det altid er dig, der skal arbejde i weekenden! I sidste uge så jeg da Jesper og hans kone med børnene i Fields. Hvorfor var du så på arbejde?” Hun havde ikke tænkt sig at skændes, men ordene kom af sig selv.
“Skal vi virkelig begynde at diskutere, hvem der var hvor? Tak for morgenmaden!” Han rejste sig og gik i bad.
Mette ryddede op imens han så fjernsyn. Derefter lavede hun smørrebrød og fyldte en termokande med kaffe til ham.
“Mette, hvor er min taske?” råbte han fra entreen.
“Den står på kommoden,” svarede hun roligt.
“Nå, jeg kører så. Vær nu ikke sur – der er virkelig ingenting at lave derovre.”
“Nej, nej, jeg er slet ikke sur. Farvel.”
Mads kørte, og Mette blev alene. Det var lørdag – hun kunne ringe til en veninde, mødes om aftenen, spise på en hyggelig café.
Men hvem skulle hun ringe til? Lise havde mand og to børn – det var udelukket. Anne og hendes mand havde lige købt et sommerhus og var der hele tiden – hun kom ikke til byen i weekenden. Og Trine var flyttet til London – hun havde ikke hørt fra hende i evigheder. Alle havde deres eget liv, deres egne bekymringer, børn…
Mette var snart 38, og hun og Mads havde ingen børn. En fejl i ungdommen – en abort. De var lige begyndt at bo sammen dengang, lejede en lille lejlighed, og deres lønninger var mikroskopiske.
Hun var blevet gravid og havde fortalt det til Mads. Han mente, de skulle vente. Mette var imod abort, men hun protesterede ikke – deres situation var virkelig dårlig. Hvad kunne de tilbyde et barn? Hvis hun blev gravid nu, ville det være en helt anden sag! Hun ville ikke kede sig sådan, hun ville have en mening med livet, og forholdet til Mads ville helt sikkert blive bedre.
Barnet kunne være 14 år nu.
“Hvordan ville vores barn have været?” hviskede hun til sig selv og begyndte at græde.
Hun gik i bad og stirrede på sit grædende ansigt i spejlet.
“Nej! Sådan kan det ikke blive ved. Jeg ringer til Sofie!” sagde hun til sit spejlbillede med et lille smil.
Hun fandt telefonen og ringede til en af sine veninder.
“Sofie, hej!” sagde hun glad.
“Øh, hej Mette… Hvad så?” svarede Sofie med en underlig, sløv stemme.
“Jeg ville bare høre, om du havde lyst til at tage en kop kaffe eller shoppe lidt? Hvordan har du det?”
“Øh… altså, jeg er lidt syg, så det kan ikke lige denne gang.”
“Åh, har du forkølelse?”
“Ja, præcis…”
Mette beslutMette smiled as she watched Leon and Katrine walk hand in hand into the sunset, finally feeling that the empty space in her heart had been filled.
