**Ensomhed i ægteskabet. Manden forlod mig for en anden.**
Jeg har levet sammen med Kristian i 20 år. Der har været både gode og dårlige dage. Men jeg har aldrig fortrudt en eneste dag med ham.
Jeg forsøgte altid at være en god hustru, stod altid klar for ham og sagde aldrig imod. Hvordan kunne det også være anderledes? En kvinde skal jo være vis. Ellers ender man hurtigt alene – der er jo så mange andre ensomme, skilte kvinder, der kredser om ham. Jeg tilgav ham utroskaben et par gange. En gang ville Kristian endda forlade os. Men jeg sagde straks, at jeg ikke kunne leve uden ham. Det skræmte ham, og han blev.
Han drak også, men hvem gør ikke det? Han arbejdede i det mindste og bragte penge hjem. Vi klarede os. Jeg arbejdede selv to jobs. Sådan levede vi.
Da vores datter blev født, og jeg var på barsel og ikke kunne arbejde, blev han værre. Han brokkede sig over hvert eneste stykke brød og insisterede på at spare. Men da jeg kom tilbage på arbejde, kunne jeg selv købe ting – til mig og vores datter.
En morgen kom han hjem beruset. Da jeg spurgte, hvor han havde været, råbte han og løftede hånden mod mig. Jeg sagde ingenting. En hustru må forstå, at en mand også har brug for tid væk fra familien.
Men senere blev det ikke bare til løftede hænder. Jeg gik med solbriller for at skjule mærkerne og fortalte alle, at jeg var løbet ind i et skab.
Så skete det igen. Og igen. Til sidst blev det en vane. Lægerne, der behandlede min brækkede næse og ribben, sagde, jeg burde anmelde ham. Men det kunne jeg ikke. Kristian var jo den mand, jeg elskede.
Og hvis jeg gjorde det, ville han blive såret og forlade mig.
Vi havde jo et barn, der havde brug for en far.
Selvom han sjældent så hende. Han ønskede sig en søn, men det lykkedes ikke, selvom jeg gerne ville have haft et barn til.
Da vores datter blev ældre, bad hun mig om at skilles. Ja, det er sjældent, børn elsker jo deres forældre uanset. Men Freja (vores datter) var bange for ham – hun fik også engang imellem en lussing. Kristian var autoriteten hjemme, og vi adlød ham, men undgik ikke altid straf.
Årene gik, jeg var over fyrre. Freja boede nu sammen med sin kæreste.
Kristian blev mere rolig, talte næsten ikke til mig og lagde knap nok mærke til mig. Jeg vænnede mig til det, elskede ham i stilhed, så ikke på andre mænd. Jeg gjorde alt for ham, bare han var tilfreds.
En dag kom han tidligt hjem fra arbejde, tavs og eftertænksom. Han gik rundt i lejligheden, som om han ville sige noget men ikke turde.
“Kristian, er der noget galt?” spurgte jeg.
Han tav lidt.
“Ja, jeg er træt af det hele. Jeg går!”
Jorden svajede under mig. Jeg greb fat i en stol.
“Hvordan går du? Hvorhen? Hvad med mig? Hvad med vores familie?”
“Hvilken familie?” råbte han. “Se dog på dig selv! Jeg har udholdt dig hele mit liv, lidt nok. Nu vil jeg endelig leve for mig selv – med en kvinde, der fortjener mig!”
“Har du en anden?” Mine øjne flød i tårer.
“Tænk selv! Selvfølgelig har jeg det. Man kan knap se på dig uden at græde, du ligner en gammel kone. Jeg er en flot mand. Enhver kvinde vil falde for mig. Men dig orker jeg ikke mere med alt din kærlighed.”
Kristian greb en taske og skyndte sig ud.
“Jeg henter mine ting i morgen!” råbte han på vejen ud.
Sådan sluttede vores 20 års ægteskab.
Senere fandt jeg ud af, at han havde haft en elskerinde i de sidste tre år. Og det var til hende, han var taget.
I dag fyldte jeg 50. Fem år er gået siden skilsmissen, men jeg er stadig ikke helt ovenpå.
Ved skilsmissen krævede han hver en skje, tog alt, undtagen lejligheden – den fik jeg af min mor. Det hele føltes som en drøm, jeg kunne ikke tro, det var virkeligt.
Hvordan kunne det ske?
Jeg gjorde jo alt for ham!
Nu, mange år senere, forstår jeg det. Man må ikke leve for en anden. Man må ikke tilgive, hvis personen ikke er oprigtigt ked af det. Man må ikke placere sig under sin partner og altid give efter. Man må ikke finde sig i ydmygelse og vold. Og jeg satte endda min datter på andenplads efter ham! Nu snakker hun knap nok med mig – hun er såret over sin ødelagte barndom.
Hvor ville jeg ønske, jeg havde forstået det før! Hvor mange kræfter er spildt.
Uret på væggen tikker højt. Denne fødselsdag tilbringer jeg også alene. Men nu ved jeg, at jeg vil leve resten af mit liv i glæde og ro. Uden at afhænge af andres humør og ønsker.
Døren ringede. Da jeg åbnede, stod min eksmand der.
“Hej, jeg er kommet hjem for altid. Jeg indså, at du er den bedste og smukkeste. Må jeg komme ind?” Han smilede, som om intet var hændt, og rakte mig en lille buket blomster.
“Nej. Gå, og bliv væk.”
Jeg lukkede døren og vidste med det samme: nu er jeg klar til at slutte kapitlet om ensomheden og begynde et nyt liv – uden figurerne fra fortiden.
*Bemærk: Denne historie er virkelig – en veninde fortalte mig den.*
Hvad tænker du? Handlede konen rigtigt? Hvordan skal en kvinde opføre sig i et ægteskab?
