Agnete Mikkelsen elskede to ting i dette liv: sig selv – ubetinget, og sin søn Magnus – med en fantastisk, næsten religiøs hengivenhed. Magnus var ikke bare en søn. Han var Solen, omkring hvilken hendes lille, omhyggeligt polerede univers drejede. Fra vuggen fik han det allerbedste: legetøj, som nabolagets børn kun så i butiksvinduer, tøj “som en prins” og forskellige delikatesser.
Magnus blev sendt til alle tænkelige fritidsaktiviteter: fra dans (“For holdningen, Magnus!”) til karate (“Så du kan slå tilbage!”). Magnus viste bemærkelsesværdig konsistens: han holdt sig ingen steder længere end en måned. Skole var kedeligt, træning utænkeligt. Det var meget sjovere at jage duer i gården, tegne overskæg på plakater og skræmme katten Mikkel, der engang efterlod et mindeværdigt klo-mærke på hans nye jeans. Agnete Mikkelsen sukkede bare: “Åh, hvad skal man gøre? Det er hans natur!”
Magnus voksede. Han blev til en dovendidder med evigt søvnige øjne og hænder, der aldrig havde kendt hårde dage. Og så stod Agnete Mikkelsen for en ny hellig mission: at beskytte Solen mod trusler. Mod piger. Især “de uværdige”. Hendes personlige rangliste over “værdighed” inkluderede: lejlighed (helst en separat en på Frederiksberg), bil (udenlandsk, ikke ældre end tre år) og forældre (velhavende, med status). Magnus, vant til at mor vidste bedst, sendte dem én efter én på porten. “Magnus, hendes far er bare en almindelig ingeniør!” eller “Forestil dig, hun tager metroen! Slet ikke dit niveau.” Ingen fast kæreste. De var alle “forkerte”.
Indtil han en dag i Kulturhuset, hvor Magnus var kommet for at finde en gratis koncert (måske var der gratis mad?), stødte panden mod Freja. Freja bar en stak bøger, og de faldt på gulvet. Magnus, drevet af en sjælden impuls, hjalp hende med at samle dem op. Han så ind i de store, grå øjne, som en regnsky. Og… noget klikkede. Freja arbejdede som bibliotekar. Hun boede i en beskeden lille lejlighed på Nørrebro, arvet efter bedstemor. Ingen bil. Forældrene var lærere fra Jylland. Ifølge Agnete Mikkelsens kriterier – en katastrofe. Men Freja var stille, smilende, duftede af bøger og vanilje. Magnus lyttede for første gang ikke til sin mor. Han tog Freja med hjem.
Agnete Mikkelsen mødte bruden som en general møder en fjendtlig spion. En undersøgelse fra top til tå. Iskold te. Spørgsmål som et forhør:
“Har du en lejlighed? Åh, en lille en… På Nørrebro… Forældre? Lærere? Interessant… Kan du køre bil? Nej? Sørgeligt.”
Freja rødmede, knugede en serviet, svarede stille og ærligt. Magnus spiste mors kage og stirrede ud ad vinduet. I Agnete Mikkelsens hjerte rasede en storm af forargelse. “Den her grå mus?! Til min prins?! Aldrig!”
Men Magnus satte foden ned. For første gang. Måske den eneste gang i hans liv. Og Agnete Mikkelsen, med knugende hjerte, gav sit “benedictie”. Ikke fordi hun accepterede det. Hun blev ligesom en edderkop og ventede.
Brylluppet var enkelt. Freja flyttede ind i Agnete Mikkelsens lejlighed (hvor skulle hun ellers hen?). Og så begyndte det. Det, der i svigermors køkken kaldes “tilvænning”, men i virkeligheden er en planmæssig nedbrydning.
“Freja, suppen i dag… smager af ingenting. Ikke som min. Magnus elsker en kraftig bøfsuppe, men det her er vand.”
“Åh, støv på kommoden! Magnus har allergi, vidste du det? Man må tørre af hver dag!” (Freja gjorde det morgen og aften).
“Magnus, se hvordan Freja har stryget din skjorte! Der er en fold! Du kan da ikke gå sådan på arbejde? Tag den af, jeg stryger den.”
Freja tålte det. Hun elskede Magnus. Håbede, han ville beskytte hende. Men Magnus var vant til, at mor altid havde ret. Han tav. Nogle gange mumlede han: “Prøv nu, Freja. Mor mener det godt.”
Agnete Mikkelsen blev mere raffineret:
“Magnus, Freja købte det her billige pålæg i dag… Sparer hun på dig?”
“Freja, den trøje… klæder dig ikke. Magnus, sig til hende, hun ikke skal bære den.” (Trøjen var ny, købt for Fregas løn).
Freja græd i puden. Magnus blev irriteret: “Hold op med at tude! Mor vil bare det bedste for os!”
En dag, da Freja kom hjem fra arbejdet (hun underviste om aftenen), så hun scenen: Agnete Mikkelsen hældte den suppe ud, Freja havde lavet.
“Åh, Freja! Undskyld! Det var et uheld… Jeg troede, den var sur. Men Magnus, jeg laver en omelet til dig! Min omelet er den bedste!”
Freja så på Magnus. Han trak på skuldrene: “Mor gjorde det ikke med vilje. Lad nu være med at græde.”
Det var dråben. Ikke et skrig, men et stille hulk undslap Freja: “Magnus, jeg kan ikke mere…”
“Nå, og hvad så?” spurgte han ligegyldigt, mens han studerede en negl.
En måned senere søgte de om skilsmisse. Freja forlod dem stille, med en kuffert og et knust hjerte. Agnete Mikkelsen jublede: “Se, Magnus, vi er af med den døOg da døren lukkede bag hende, vidste Agnete Mikkelsen pludselig, at hun aldrig mere ville høre nogen kalde hende “mor” på den måde, der fyldte hele hendes verden.
