Hej, mor
Taxaen susede hen ad vejen, som var våd af efterårsregn. Den ældre chauffør kørte roligt gennem de velkendte gader i byen og kiggede så nu og da i bagspejlet på sine passagerer.
På skødet holdt den unge kvinde en baby på fem-seks måneder, og derfor undrede han sig lidt over adressen, de havde oplyst – den lokale børnehave.
Forældrene så ud som et lykkeligt ungt par: han – høj og statelig i sin flyvevåbensuniform som seniorløjtnant, hun… simpelthen en smuk ung kvinde med store blå øjne og lyst hår, der faldt ned over skuldrene.
“Pelle, blomsterne!” mindede hun ham om.
“Jeg husker det, Astrid, jeg husker det,” svarede han og bad chaufføren: “Ville du standse ved blomsterbutikken?”
Militærmanden steg ud og gik resolut mod butikken uden at lade sig genere af vinden. Chaufføren fulgte ham med øjnene og spurgte:
“Er det din mand?”
“Min mand,” smilede hun lykkeligt og rettede på barnets lille hue.
“I har en smuk baby, og I ser selv ud til at have det fint. Hvorfor så til børnehjemmet?” spurgte chaufføren med en anklagende tone.
Den unge mor forstod først ikke spørgsmålet, men da den skjulte mening gik op for hende, blev hun helt målløs og kunne kun hviske:
“Frygteligt… Hvad bilder du dig ind?”
“Jeg mente det ikke sådan… Man ved jo aldrig i disse tider,” sagde chaufføren og så nu varmere på hende. “Men hvorfor skal I til børnehjemmet?”
“Jeg voksede op der. I syv år, indtil jeg blev adopteret. Og min mand – Pelle – han boede der også i fire år.”
“Hos Lise Hansen?” chaufføren smilede bredt. “Nå, sådan er det! Og I kom direkte til hende, lige som I ankom? Det er fandeme flot!”
“Kender du hende?” spurgte kvinden interesseret.
“Hvem kender hende ikke?”
Chaufføren ville til at fortælle mere, men døren til taxaen gik op, og en pragtfuld buket roser kom ind i bilen i hænderne på militærmanden.
“Astrid, se hvad der findes i vores by!” sagde han stolt.
“Pelle!” udbrød Astrid begejstret. “Du har aldrig givet mig sådan nogle roser!”
“Vær nu ikke sur, Astrid,” undskyldte Pelle. “Jeg siger jo – sådan nogle roser findes kun i vores by! Og hvornår var vi her sammen sidst?”
“Sammen? Sammen… for elleve år siden…”
…Lise Hansen sad ved sit skrivebord i kontoret, indhyllet i et blødt uldtørklæde. Der var varmt i bygningen, men tørklædet var så blødt og behageligt, at hun ikke kunne lade være med at have det på.
Hun havde en sjælden pause: de store børn var i skole, og de små havde middagslur. Børnehjemmet var uventet stille, kun lyden af bestik, der klirrede på køkkenet, hvor de forberedte frokost.
Lise bladrede gennem et fotoalbum. Ansigter… ansigter af børn, drenge og piger, unge mennesker… Hendes børn… Hun huskede dem alle ved navn, og selv de voksne mænd og kvinder kaldte hun stadig som dengang – lille Lars, Mikkel, Lotte…
Og her – Astrid Nielsen, nej, nu hed hun Astrid Sørensen. Den gode Armen Vinter adopterede hende for hvad der måtte være femten år siden…
Og her – Pelle. Hvor er du, Pelle? Han gennemførte officerskolen og blev pilot. Her er hans foto: kadet – militærpilot, selv om han som barn drømte om at blive dyrlæge som Ole Jensen. Ole – han tog også en stor del af mit hjerte med sig, den lille skælm, men det var det værd…
Dæmpede fodtrin i gangen. Hvem kunne det være? Der blev banket på døren:
“Kom ind!” – Åh gud! En enorm, pragtfuld buket roser! Og hvem gemmer sig bag dem?
“Pelle! Pelle, min kære!” Bukket landede på gulvet. “Hvor har du været hele tiden, Pelle?”
“Lise, altså, Lise. Her er jeg jo. Jeg skrev ikke, men det var ikke altid muligt… Jeg er ikke alene. Her er min kone. Og vores datter – Lise…”
“Astrid… Astrid! Er det virkelig dig? Tag lige barnet, Pelle! Lad mig omfavne Astrid…”
Da følelserne havde lagt sig, og hjertene bankede roligere, tog gæsterne deres overtøj af, lagde det sovende barn på sofaen og satte sig omkring bordet.
“Hvordan har I to holdt fast i jeres følelser? Så længe væk fra hinanden… Armen fortalte mig om jer, han sagde så mange fine ting om dig, Pelle.”
“Jeg gav Astrid mit ord, Lise. Og jeg holder altid mit ord!”
“Det har jeg hørt før,” grinede Lise venligt. “Astrid, hvordan er det gået dig?”
“Lykkeligt, Lise!” Astrids ansigt udtrykte ærlighed. “Jeg blev færdig som læge, sammen med Martin og Peter, mine brødre. Og tro mig, de tillader ikke, at nogen gør mig fortræd. Nu er jeg børnelæge, ligesom far. Og Pelle og jeg har altid været tæt, selv når vi var adskilt… Og her er vores datter, Lise – navnet var aldrig til diskussion.”
“Nå, hej Lise-lille,” Lise bøjede sig over det sovende barn, “må du blive lykkelig. Har bedstefar set sin lille datterdatter endnu?”
“Ikke endnu, Lise, vi kom direkte til dig…” Astrid smilede undskyldende.
“Ring til ham fra mig, så han er forberedt. Armen og Lotte får et chok af lykke, hvis I bare dukker op,” Lise vendte sig mod Pelle med et skælmsk smil:
“Nå, hil lige på mor, hun har kigget på dig længe.”
Pelle vendte sig på stolen og stirrede. På gulvet, en meter fra ham, sad en trefarvet kat og så uafvendt på ham. Der var et sting i hans hjerte, lige som dengang i barndommen, i det forladte hus, hvor han første gang mødte hende.
Endelig blinkede katten langsomt med begge øjne, rejste sig og gik mod ham. Hun hoppede op i hans skød, rejste sig på bagbenene og lagde forpoterne på hans løjtnantsgrad, mens hun gnavede sit ansigt mod hans og fortsatte med at spinde.
“Mor, lille mor,” Pelle kærtegnede hendes bløde pels og begravede sit ansigt i hendes varme dække. “Jeg glemte dig aldrig,” hviskede han i hendes øre, “hvis det ikke var for dig…”
“Hun har passet halvdelen af børnene her,” forklarede Lise, “de husker hende alle. Da hun for et år siden fik kræft, stod hele børnehjemmet udenfor Ole Jensens klinik, mens han opererede hende. Det gik heldigvis godt…”
På sofaen begyndteDen lille Lise rørte på sig og knyttede sin hånd om kattens bløde pels, mens solen sank bag de danske bakker og fyldte rummet med et varmt, gyldent skær, der mindede dem alle om, at kærlighed – uanset hvor den kommer fra – altid finder vej hjem.
