Der kaldte bror
»Giv ham her! Lad ham være! Du gør ondt på ham!« Tilde, som var ved at blive kvalt af sine egne tårer, hamrede løs på drengen, der havde taget hendes killing. Hun slog af alle kræfter, men det hjalp ikke en skid. Drengen bare grinede og klemte endnu hårdere om den lille, skrøbelige krop. Tilde, der ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre, bed ham i armen og blev straks skubbet væk. En metallisk smag fyldte hendes mund, og hun kunne mærke noget varmt løbe ned ad hendes hage. Hun strøg sig over ansigtet og lukkede øjnene, da hun så, at hånden var rød. Så skreg hun af alle kræfter.
»Hjælp mig!…«
På en eller anden måde blev hendes råb hørt. Da hun hørte drengen gispe, åbnede hun øjnene. Fra stedet, hvor hun lå, kunne hun ikke se ret meget, men hun nåede at se, hvordan hans beskidte sneakers forsvandt op i luften. Drengen faldt om på jorden og råbte arrigt:
»Hvad fanden! Er du sindssyg?!« Hans stemme lød ikke så selvsikker som lige før.
»Jeg slår dig ihjel, hvis du ikke fiser væk herfra! Hvis jeg nogensinde ser dig her igen, eller du rører hende, så er det mig, du får med at gøre! Forstået?!«
Stemmen, der tilhørte en Tilde endnu ikke kunne se, lød rolig, næsten doven.
Tilde drejede hovedet. Hvad nu? Endnu en! Selvom han havde forsvaret hende, vidste hun ikke, hvad der ville ske nu. Hun så sig panisk omkring. Hvor var… Der! Den lille pelsklump lå stille på jorden. Tilde krøb hen til den uden at rejse sig og rørte ved den. Den levede! Forsigtigt løftede hun den lille krop op mod sig. Hun måtte væk! Hjem til mormor. Hun ville hjælpe. Men hendes ben lystrede ikke…
»Lille ven, er du okay? Åh, for satan! Du ser da vildt ud!«
Drengen, der nu stod ved siden af Tilde, var ældre end den første. En voksende, klodset teenager prøvede at fange hendes blik, se hende i øjnene.
»Lad mig se! Er det din læbe eller din tunge?«
»Ved ikke…«
»Nå, men det finder vi ud af. Kan du rejse dig?«
Tilde rystede på hovedet. Sent kom reaktionen, og hun begyndte at græde igen.
»Hey! Græd nu ikke! Han er væk. Og han rører dig ikke igen. Bare han prøver! Hvis der sker noget, så sig det til mig. Forstået? Hvad har du der?«
En ikke særlig ren hånd med korte, afbrækkede negle rakte ud mod killingen, men Tilde krøb sammen og gemte den, mens hun græd endnu højere…
»Okay, okay, jeg rører ham ikke! Vær ikke bange!«
Tilde prøvede at berolige sig, men det lykkedes ikke.
Hun skulle aldrig have bedt om at gå udenfor uden mormor i dag. Hun havde nærmest tryglet. Hun var jo stor nu – skulle i skole om et år. Alle andre gik alene, men hun skulle altid have mormor med.
»Lille Tilde, jeg har også brug for at komme ud.« Agnes havde altid grinet af hende. »Du leger, og jeg snakker med mine veninder på bænken. Hvad er der galt med det?«
»Mor, men alle ved jo, at du holder øje med mig!«
»Og hvad så?«
»Jeg er stor nu!«
»Hvem siger andet? Du passer på mig, og jeg passer på dig.«
»Jeg vil selv!« Tilde så sur ud, og Agnes lo. Præcis som sin far – altid ville gøre tingene selv. Men han var en dreng, og hun var en pige.
»Hvad med, at vi gør, som din mor siger?«
»Nej! Hun vil aldrig lade mig gå alene!«
»Har du spurgt?«
Tilde rystede på hovedet. Hendes mor var streng. Hun arbejdede på hospitalet som kirurg. Der måtte man være streng. Ellers lyttede patienterne ikke. Men selvom Tilde ikke var syg, var hendes mor altid lige streng. Hvis hun sagde nej, var det nytteløst at prøve igen. Men mormor havde ret – Tilde havde ikke spurgt. Det måtte hun prøve. Hvis det ikke virkede, måtte hun blive ved at gå med mormor.
Tildes mor lod hende gå uden mormor.
»Du er stor, det er rigtigt. Men vi gør det sådan her: Du skal bevise, at jeg kan stole på dig. Kun så vil jeg tro, at du er gammel nok, okay?«
»Ja. Hvad skal jeg gøre?«
»Hør her. Du må gå udenfor uden mormor, men du lover mig, at du ikke går ud af gården. Og du skal gå, hvor mormor kan se dig fra vinduet, hvis der sker noget.«
»Selv ikke på den anden gyngesæt?«
»Tilde, hvor er den anden gyngesæt?«
»I nabolaget…«
»Og hvad sagde jeg lige? Må du? Tænk dig om.«
»Nej.«
»Hvorfor spørger du så?«
Tilde nikkede, glad for, at hendes mor endelig havde sagt ja.
Men Tilde brød sit løfte med det samme. Først kom Emilie fra lejlighed 35. De hoppede lidt på springtov, og så sagde Emilie, at hun ville på gyngen.
»Jeg må ikke.« Tilde så sur ud og kiggede op mod vinduerne. Mormor var ikke at se, men det betød ikke, at hun ikke så efter.
»Som du vil!« Emilie tøvede. »Tilde, måske bare lidt? Vi er hurtige, mormor lægger ikke mærke til det!«
Tilde rystede på hovedet. Nej! Så ville hendes mor aldrig lade hende gå ud igen.
Emilie trådte væk og løb mod udgangen af gården, mens Tilde satte sig på en bænk. Kedeligt! Der var ingen andre i gården. Måske kunne hun alligevel løbe med Emilie og komme tilbage hurtigt… Det var lige ved siden af, og hun skulle ikke engang krydse vejen. Hun kiggede hurtigt op mod vinduerne og løb efter sin veninde.
Efter at have gynget sig til døsighed, gik de tilbage mod deres egen gård. Lige ved opgangen i det andet kvarter, hvor de forbandede gynger stod, så de en killing ligge midt på stien. Hvordan den var kommet der, var et mysterium. Der var ingen kat i nærheden. Pigerne kiggede i alle buskene og kaldte på moren, men den dukkede ikke op.
»Så lille! Øjnene er kun lige åbnet. Han kan ikke klare sig uden sin mor.« Emilie strøg forsigtigt over hovedet på den lille killing, som Tilde holdt.
»Hvordan ved du det?«
»Vi havde en kat før. Da hun fik killinger, fortalte min mor mig om dem. Så gav vi Musse til mormor, og nu har vi Tutter.«
»Hvem?« Tilde så forvirret på EmilI dag, mange år senere, står Tilde og Max side om side og ser tilbage på deres rejse, klar til at møte fremtiden sammen, som de altid har gjort.
