Hvorfor mor og far ikke endte med at blive sammen, fandt Signe aldrig rigtig ud af.
Hun var tre år gammel, da hendes forældre gik hver til sit. Mor tog den lille Signe med fra byen tilbage til den landsby, hvor hun selv var vokset op.
“Nå, der har vi dem,” mumlede bedstemor Agnes, da hun mødte dem ved stengærdet. “Fået en uddannelse, giftet dig, fået et barn, og nu skilt. Alt går så hurtigt i dag…”
Man siger, at man skal dømme folk efter deres handlinger, ikke deres ord.
Bedstemor Agnes var en god bedstemor. At hun knurrede og brokkede sig, det var familien vant til.
Men hvor kunne hun bage de lækreste pandekøger! Og de historier, hun kunne fortælle…
Signe elskede, når det var bedstemor, der puttede hende. Hun satte sig på kanten af sengen, rettede dynen og begyndte roligt at fortælle endnu et eventyr.
Selvfølgelig ønsker ethvert barn også kærlighed og kram. Men “kærtegn” var ikke lige bedstemors stærke side. Et godnatskys, en omfavnelse eller at sige “jeg elsker dig” – det var ikke hendes stil.
Signes mor havde taget den samme kommunikationsstil til sig.
Engang imellem tænkte Signe: Måske elsker de mig ikke, siden de ikke krammer mig?
Men en dag blev Signe syg, og i tre dage blev det kun værre, og ambulancen kom aldrig. Bedstemor Agnes holdt øje med hende både dag og nat. Hendes mor var væk på en eller anden rejse.
Hvis man tænkte over det, tilbragte Signe mere tid med bedstemor end med sin mor.
“Hvornår kommer mor hjem?” spurgte hun altid bedstemor Agnes.
“Når hun har styr på sit eget liv,” svarede bedstemor.
Hvad det betød, “at styr på sit eget liv,” det forstod den lille Signe ikke helt.
Men hun turde ikke spørge igen.
Da mors rejser blev sjældnere og til slut holdt helt op, tænkte Signe: Nu har hun endelig “styr på det,” nu bor hun altid hos os.
Men hun så så trist ud. Og det var, som om hun slet ikke lagde mærke til Signe, altid optaget af sine egne tanker.
Så blev mor syg. Først troede alle, det ikke var noget alvorligt – det ville gå over.
Hun spiste næsten ikke og forsøgte at lægge sig ved enhver lejlighed. Men hun sov ikke, lå bare stille med lukkede øjne.
“Jeg synes, vi skal til byen, få en dygtig læge til at kigge på hende, tage nogle prøver,” foreslog en nabo, som bedstemor Agnes havde hentet.
“Jeg tager ingen steder,” svarede mor, der ellers ikke havde udtalt sig.
Signe kunne se, hvor svært de ord faldt.
En uge senere blev mor meget dårligere. De måtte tilkalde en ambulance.
Signe vidste ikke, det var sidste gang, hun så sin mor.
Så var det bare hende og bedstemor Agnes.
Signe kan knapt huske de dage. Alt føltes som en ond drøm. Bedstemor, der græd og pludselig så ældre ud… Mors ting, som Signe tog med sig i sengen. Hun sovært under mors varme morgenkåbe, krammede hendes handsker, der duftede af hendes parfume.
“Gid jeg også snart var væk,” sukkede bedstemor Agnes. “Hvilket sorgens barn… Og hvem skal nu passe på dig?”
For første gang strøg hun Signe over håret med sin rynkede, slidte hånd. Signe turde knap røre sig – hvad hvis bedstemor trak hånden til sig?
Lidt efter lettede sorgen.
Signe gik i skole, hjalp til i huset og lavede lektier. Dagene gik, alle ens uden variation.
Først senere forstod hun, hvor lykkelig hun egentlig havde vært dengang. Bedstemor Agnes tog sig af hende, prøvede at være både mor og far.
…Femten år er ikke den bedste alder at stå alene tilbage i verden. Men skæbnen havde sin egen plan.
En dag faldt bedstemor Agnes i søvn og vågnede ikke mere. Hun gik stille bort i sin søvn.
På begravelsen kunne Signe ikke engang græde. Indeni var der bare tomhed og fortvivlelse.
Havde kom hun på børnehjem.
Et par dage senere blev hun kaldt ind til direktøren.
“Signe, vi har fundet din far. Han henter dig i dag. Pak dine ting.”
“Men jeg kender ham jo ikke…”
At tage med en fremmed mand? Kalde ham “far”? Det var hun ikke klar til.
“Nu lærer du ham at kenne. Du bør være glad for, at din far har meldt sig. Han kunne lige så godt have ladet være.”
…”Hej,” sagde den høje fremmede mand, der tydeligvis også følte sig forlegen over at møde sin datter, som han kun havde set som spæd.
Om han overhovedet huskede hende…
“Kom så,” sagde han og tog tasken fra Signe før han gik mod udgangen.
Signe blev stående, ude af stand til at røre sig.
“Bare rolig, jeg er også nervøs,” sagde manden med et forsigtigt smil og blinkede til hende.
“Sikke en fyr,” tænkte Signe, da hun fulgte efter sin far, som hun ikke kendte.
På vejen hjem sagde de ingenting. De vidste ikke, hvad de skulle sige.
Ved døren blev de mødt af en smuk kvinde, perfekt makeup og klædt, som om hun skulle til fest. Elegant kjole, smykker om hals og håndled.
“Hér er Lise, min kone,” sagde faren. “Og dette er min datter, Signe.”
“Hyggeligt at møde dig,” sagde Lise og sendte gæsten et koldt blik.
“Det er løgn,” tænkte Signe.
Hun gik ind i værelset, så sig omkring og gispede!
Der stod et festligt dækket bord! Hele lejligheden lignede et museum.
MalMen pludselig vågnede Signe i sin egen seng i landsbyen, med en følelse af, at alt, hvad hun havde oplevet, kun var en drøm – og hun vidste ikke længere, hvad der var virkelighed og hvad der var fantasi.
