– Og hvilken undskyldning har du for, at jeg skal redde dig i dag? – spurgte Magnus, mens han hældte vand over sin anden portion instantnudler.
– Kartoffelmos og frikadeller! – svarede Tobias muntert.
– Åh, igen? – spurgte hans ven med et påtaget smil.
– Igen!
– Sidste uge var det også de forbandede frikadeller! Hvor mange gange skal det gentages?
– Det er præcis, hvad jeg spørger min kone om, men hun vil slet ikke høre efter! Nå, men så kom an!
***
Simon, der var deres nye kollega, stirrede forvirret på de nye bekendtskaber og forstod ikke, hvorfor Tobias ikke satte pris på madpakken. Magnus besluttede at forklare.
– Det handler om, at Tobias savner alt det usunde mad – instantnudler, pizza, kebabsandwich, og hvad der ellers findes. Men hans kone pakker hver dag en sund frokost til ham, så han spiser ordentligt. Så jeg redder ham. Maden skal jo ikke gå til spilde! Han spiser mine nudler, og jeg nyder den mad, hans kone har lavet.
– Laver hun så dårlig mad? – spurgte Simon, mens han tog sin sandwich ud af mikrobølgeovnen.
– Nej, det smager faktisk fint. Men nogle gange har man bare ikke lyst til alt det her – frikadeller, suppe med kødboller, og bøf med løg! – grinede Magnus, mens han åbnede sin vens madkasse. – Så vi hjælpes ad som brodre.
– Kunne du ikke bare bede din kone om at lade være? Hun ville sikkert takke dig for det! – bemærkede Simon.
– Jo, Tobias har prøvet, men hun vil ikke høre efter!
– Og du nyder det selvfølgelig.
– Hvorfor skulle god mad gå til spilde?
– Hvis hun var min kone, og hun lavede madpakke til mig, ville jeg aldrig give den væk! – sagde Simon drømmende og tog en bid af sin sandwich.
– Hvad er problemet? Bliv gift! Hvad stopper dig?
– Jeg har bare ikke mødt den rette endnu.
– Det skal nok ske! – klappede Magnus ham på skulderen. – Du er jo ny i byen? Der er masser af søde piger her!
De spiste frokost og vendte tilbage til arbejdet. Alle tre arbejdede i samme møbelfirma, dog i forskellige roller. Tobias var salgschef, Magnus arbejdede i produktionen, og Simon var nyansat på lageret.
Simon havde næsten forudset det. Senere den aften mødte han en smuk kvinde i starten af trediverne.
Hun stod i supermarkedet og forsøgte at nå en pakke specielle pasta fra den øverste hylde. Hun var lille – kun lige over halvandet meter – men yndig.
– Skal jeg hjælpe dig? – tilbød Simon høfligt.
Han var over gennemsnitshøjde og kunne nemt nå hylden.
– Tusind tak! – sagde den smukke fremmede og smilede.
Den smil! Da Simon så det, føltes det, som om han svævede. Alt blev til én stor tåge. Han ville blive i det øjeblik for evigt, men da hun havde fat i pastapakken, gik hun videre til andre varer.
Da han kom til sig selv, skyndte han sig efter hende.
– Hvad skal du lave? – spurgte han, som om det bare var en almindelig samtale.
– Jeg tænkte på at lave lasagne til min mand! Han er begyndt at kede sig af mine frikadeller! – sagde hun muntert.
– Jeg hedder forresten Simon! – sagde han hurtigt. – Og du?
– Jeg hedder Mette, og du må gerne sige ‘du’.
Simon havde næsten glemt samtalen med kollegerne til frokost, men nu kom det pludselig tilbage til ham.
– Er det ikke spild af tid, hvis du selv skal løbe rundt efter indkøbene? – spurgte han muntert.
– Hvorfor det? Er det forkert at forkæle sin mand?
– Jeg hørte en historie i dag, og nu ved jeg ikke, om det er godt eller skidt!
– Hvad for en historie? – spurgte hun nysgerrigt.
– En bekendt giver sine hjemmelavede frokostmadpakker til sin bedste ven og spiser instantmad i stedet. Hvordan kan man overhovedet forstå mænd?
– Sikke en mærkelig fyr. Hvis jeg fandt ud af noget lignende, ville min mand få at høre det! – sagde Mette forarget på den anden kvindes vegne.
– Ja, hvis Tobias’ kone finder ud af det, får han også problemer! – stemte Simon i.
– Tobias? – spurgte hun forvirret. – Hvor arbejder du?
– Jeg er ny i byen. Jeg kender stort set ingen endnu. Jeg er blevet ansat som lagermedarbejder hos møbelfabrikken på den anden side af floden.
Da hun hørte det, stoppede hun brat og stirrede på ham. Hun så dybt fornærmet ud.
Hun lagde to og to sammen. Hendes mand havde klaget over vægtøgning, han hed også Tobias, og han arbejdede i samme firma. Det kunne umuligt være en tilfældighed.
– Den skiderik! Så det er Magnus, der altid spiser hans mad, mens min stakkels mand lever af instantnudler! – udbrød hun vredt.
Simon indså pludselig, at han var havnet i problemer. Hvordan skulle han vide, at den smukke kvinde var hans kollegas kone?
– Ups! – sagde han skyldbevidst uden at vide, hvordan han skulle undskylde.
Mette smed kurven og marcherede mod udgangen, mumlende for sig selv:
– Hvordan kunne han! Lasagne? Nej, du skal nok få dine frikadeller, dine kødboller og din suppe. Jeg har gjort mig umage, og så gør han sådan noget!
Simon forlod sine varer og løb efter hende. Han indhentede hende ved bilen, lige da hun åbnede døren.
– Jeg kan ikke lade dig køre i det humør! – sagde han bestemt. – Kom, lad os få en kop kaffe først. Når du er rolig, kan du køre, hvor du vil.
– Nej! – sagde hun, men Simon insisterede.
Til sidst gav hun efter. Kaffen hjalp.
Mette spiste sit stykke kage og blev langsomt mere rolig, om end hun stadig var lidt sur.
– Den Magnus! Han er så fræk. Hvor længe har det stået på?
– Det ved jeg ikke. Jeg er ked af at røbe hans hemmelighed. Vær sød ikke at sige, det var mig. Din mand er min chef – han ville fyre mig!
– Det gør han ikke. Jeg siger ingenting! Men jeg finder på en måde at lære ham en lektie!
– Tusind tak. Det er ikke let at finde et godt job med god løn.
– Det ved jeg. Jeg ledte selv længe. Sådan er det: Jeg løber efter arbejde for at handle ind, bruger timer i køkkenet på at lave lækker mad til ham – og så gør han sådan noget! Jeg ved godt, at jeg laver god mad!
– Frikadellerne i dag duftede fantastisk! – indrømmede Simon med et skyldigt smil. – Jeg ville aldrig give dem væk!
– Det værste er, at jegLige da Tobias troede, han aldrig igen ville smage sin kones lækre retter, kom hun hjem med en duftende gryde hjemmelavet lasagne og et smil, der sagde, at hun måske endelig havde tilgivet ham.
