**Dagbog**
Jeg var kun 11 år, da min mor besluttede at gifte sig. Hendes nye mand ville ikke have mig boende hos dem, så mor kørte mig til min mormor. Mor hjalp os ikke på nogen måde – hun var kun optaget af sin nye mand, og min mormor og jeg måtte klare os på hendes pension. Mormor havde aldrig bryder sig om min mor, men heldigvis forstødte hun ikke mig. Tak til gud, at jeg ligner min far.
Vi havde ikke mange penge, men vi kom igennem det. Mormor blev som en mor og far for mig. Jeg spurgte hende til råds, betroede hende mine hemmeligheder, og hun var den første, der hørte om mine forelskelser og teenagekriser. Hun støttede mig altid.
Da jeg startede på universitetet, døde min mormor. Jeg havde ingen andre familiemedlemmer tilbage. Jeg arvede huset. Da alle papirer var på plads, dukkede min mor op. Jeg havde ikke set hende i årevis.
Hun prøvede at overtale mig til at bytte. De boede i en lille toværelses lejlighed, mens jeg nu havde et stort hus. Hun mente, det var for meget for mig alene. Da jeg sagde nej, blev hun rasende:
*”Du er utaknemmelig! Jeg fødte dig dog!”*
Jeg ville ikke høre på hende og svarede bare:
*”Det var mormor, der opdragede mig. Hvor var du hele den tid? Du smed mig væk som en hund, da du fandt en ny mand. Jeg skylder dig ingenting.”*
Fem år gik. Jeg giftede mig og fik en søn. Vi boede i mit hus, og alt var godt. Min søn var sund, min mand og jeg arbejdede – et helt almindeligt liv. Så dukkede min mor op igen. Jeg ville ikke lade hende ind i mit liv. Hvem gør sådan noget? Først forlader man sit barn, og så kommer man tilbage. Min søn så hende og spurgte:
*”Mor, hvem er det?”*
Min mor greb chancen:
*”Jeg er din bedstemor! Må jeg komme ind? Din mor vil ikke lade mig.”*
*”Jeg har aldrig set dig før. Mor, siger hun sandheden? Hvorfor har du aldrig fortalt mig om hende?”*
*”Skatter, gå ind på dit værelse. Vi snakker om det senere,”* sagde jeg til ham og vendte mig mod min mor: *”Hvorfor er du her? Jeg vil ikke se dig. Jeg stoler ikke på dig.”*
Hun satte sig og begyndte at græde. Hun sagde, hun var blevet snydt. De havde solgt deres lejlighed for at købe en ny, men hendes mand havde taget pengene og forsvundet. Nu havde hun intet sted at bo, og så huskede hun pludselig på mig.
*”Jeg vil blive her. Du er mit eneste barn. Du kan ikke efterlade mig på gaden. Du er en god person. Jeg flytter ind hos dig. Jeg fødte dig dog!”*
Jeg lod hende blive natten over. Det var ikke rigtigt at sende hende på gaden. Jeg ringede til min moster, min mors kusine, som boede på landet. Jeg sagde, at min mand ville køre min mor derud næste dag. På landet er der altid arbejde. Hun kunne bo der. Jeg ville ikke have hende i mit hjem. Det var mormor, der havde opdraget mig.
Før hun kørte, blev min mor rasende og råbte:
*”Hvorfor er du så ond mod mig? Jeg fødte dig!”*
Netop… Hvorfor er jeg så hård mod hende?
**Lærdom:** Nogle mennesker forstår ikke, at kærlighed ikke kommer af blod, men af omsorg. Det er ikke nok at føde et barn – man skal også være der.
