Den første vinterdag startede ikke særlig godt. Freja skulle på arbejde, og vejret var elendigt. Sneen dansede med regnen, temperaturen var lige omkring frysepunktet – hverken rigtig vinter eller efterår.
Så frakken blev hængende på knagen. I stedet måtte hun hive den tykke vinterjakke og de vinterstøvler frem.
Det var hendes første arbejdsdag efter en lang pause. Om sommeren havde hun været så lykkelig med sin Magnus, at hun utænksomt sagde sit job op efter hans råd.
Elskeren havde købt rejsen til Middelhavet, men chefen ville ikke give hende fri. Så hun skrev sin opsigelse uden at tøve…
Dengang syntes himlen at være pyntet med diamanter… Freja var sikker på, at der ved kysten ventede et frieri.
Hvorfor skulle hun så arbejde? Magnus ville sørge for dem begge, hendes småpenge betød jo ingenting.
Hun drømte om brylluppet, om et barn, om et liv i luksus i hans store hus. Hvor hun nu skammede sig over sin letsindighed!
Der kom intet frieri på den ferie. Han viste hende restauranterne, gav hende et par uforglemmelige nætter – og tog hende så hjem igen.
Han forlod hende ikke med det samme, nej. I næsten et halvt år gav han hende løse forhåbninger om, at deres forhold ville få en mening. Og så for en uge siden spurgte hun ham endelig direkte: Hvad var hans fremtidsplaner?
“Planerne er ikke store, Freja,” svarede han. “Jeg skal have min ekskone tilbage. Min far og jeg har en virksomhed sammen, men han er blevet syg. Han siger, at alt skal gå til min søn, mens hans mor styrer indtil han bliver myndig. Men hvis jeg genforener familien, vil det hele gå til mig – og til ham. Sådan er betingelserne. Undskyld, skat…”
Så fulgte den sædvanlige sludder om kærlighed og sorg over at måtte skilles. Hvor han var ulykkelig, hjælpeløs, magtesløs…
Freja kastede hans sidste gave – en varm pelskåbe – over skuldrene og sagde kun ét ord:
“Farvel.”
Og så forsvandt hun ud af hans liv. Magnus kunne hun undvære, men den spildte tid gjorde ondt.
Hun måtte bide sorgen i sig og vende tilbage til sit gamle job, bønfalde direktøren om at tage hende tilbage.
Efter en kort hilsen til kollegerne sad hun uden for chefens kontor. Morgenmødet var i gang. Bag de lukkede døre lød en sur, skarp stemme.
Sikkert en anden, der fik en overhaling for fejl.
Da dørene endelig åbnede, listede Freja ind med et forsigtigt smil. Hun forklarede sin situation: Hun kunne ikke klare sig uden arbejde, og privatlivet var gået i vasken.
Chefen – måske ikke helt ligeglad med hende, men trofast gift – så medfølende på hende og sagde:
“Enhver anden havde jeg afvist. Men dig tager jeg tilbage. Dog ikke i din gamle stilling – den er optaget. Hvad med at blive min sekretær? Maria går på barsel fra 1. december. Men ingen ekstra fridage!”
Hun tog imod tilbuddet. Og nu stod den første arbejdsdag for døren. Blyantsnederdel, hvid bluse, diskret makeup, velredt hår. Støvlerne måtte hun tage med for at skifte på kontoret.
Freja skyndte sig mod busstoppestedet, da en besked fra chefen dukkede op:
“Kom tidligere. Akut møde om 5 min.”
Hun tjekkede klokken – det kunne ikke lade sig gøre. Hun måtte ringe efter en taxa. Men lige da hun tastede nummeret, blev hun væltet omkuld af en drengeunge på rulleskøjter! Midt i det her vejr!
Pludselig lå de begge på den våde asfalt. Jakken var beskidt, strømperne ødelagte, telefonen havde fløjet ud på vejen.
Det kunne fixes. Men drengen så ud til at have ramt hårdt. Han greb fat i sit knæ. Med hjælp fra Freja og forbipasserende kom han på benene igen – men kunne ikke støtte på foden.
En venlig sjæl rakte hende telefonen. Ambulancen ankom.
“Hvem følger med drengen?” spurgte lægen. Pludselig kiggede alle andre væk.
Freja måtte tage ham med.
Hun samlede hans rulleskøjter, den ødelagte skoletaske og satte sig ind i ambulancen. På hospitalet, mens drengen blev undersøgt, ringede hendes telefon uventet.
Fem missede opkald fra chefen. Arbejdsdagen – for ikke at nævne mødet – var allerede i gang. Hun ringede til ham, men han svarede ikke. Minutter senere kom en SMS:
“Det er okay. Jeg har ombestemt mig. Held og lykke med jobsøgningen.”
Karrieren var slut. Tårerne væltede frem, men hun holdt dem tilbage. Aldrig om hun ville græde! En sekretærpost fandt hun da nok. Men inden hun nåede at tænke videre, kom drengen ud fra undersøgelsen.
“Bare rolig, mor. Det er ikke så slemt. Men det er da uansvarligt at lade barnet lege i det her vejr…”
“Undskyld, jeg er ikke hans mor, og vi har travlt. Tak for hjælpen,” svarede Freja og satte drengen ved siden af sig.
Han så ud til at være omkring fjorten.
“Hvordan har du det?” spurgte hun. “Hvor bor du?”
Han gav hende adressen, og Freja bestilte en taxa. Samtidig ringede han til sin bedstemor:
“Mormor, du må ikke blive bange… Jeg var ude på rulleskøjter og… Jeg kommer hjem nu.”
Hun hørte skrækken i stemmen, men så kom taxaen. Lænende sig mod hende, kom han om bord.
Drengen hed Emil, og hans tøj var pænt. Han kom tydeligvis ikke fra en fattig familie. Men hvorfor ringede han til bedstemoren og ikke sine forældre?
“Min far er på forretningsrejse,” sagde han. “Jeg bor hos mormor lige nu.”
De ankom til huset, hvor en nervøs kvinde ventede i døren. Freja forklarede kort, hvad der var sket, og blev straks inviteret ind på en kop te.
Hun takkede ja. Lejligheden var ren og indbydende. Freja nød den varme kop, mens bedstemoren skældte drengen ud for at tage “den bande legetøj” uden at spørge først.
De udvekslede telefonnumre, og så gik de hvert til sit.
“Jeg ringer for at høre, hvordan du har det. Hvis I har brug for hjælp, så bare sig til,” sagde Freja, tog afsked med den taknemmelige bedstemor og drengen – og gik.
Men der var faktisk ingen steder at gå hen. Arbejdsdagen var gået i vasken, og sekretærjobbet hos den forelskede chef ligeså.
“Det var måske bedst sådan,” tænkte Freja og tog hjem.
Hele ugen søgte hun jobs online. Der var stillinger, men ingenting passedeOg da forårets første blade begyndte at spire, stod Freja og Emil med hans far ved alteret, hvor en ny families historie skrev sin allerførste sætning.
