“Piger, kom nu, hvem af jer er Lila?” spurgte pigen og så undersøgende på mig og min veninde med et skælmsk blik.
“Det er mig. Hvorfor?” svarede jeg forvirret.
“Her er et brev, Lila. Fra Viktor,” sagde den fremmede pige og trak et sammenkneppet kuvert ud af sin kittel.
“Fra Viktor? Hvor er han selv?”
“Han er blevet overført til en vokseninstitution. Han ventede på dig, Lila, som var du mirakelnumsen fra himlen. Stirrede sig blind. Men han ville ikke komme til at stave forkort, så han bad mig læse det igennem. Jeg må afsted – snart er der middag. Jeg arbejder her som pædagog.” Hun så bebrejdende på mig, sukkede og løb væk.
…Det var sådan, det startede. Min veninde Mette og jeg havde en sommerdag, da vi var 16, vandret ind på området omkring en ukendt institution. Ferien var lige begyndt, og vi var fyldt med eventyrlyst.
Vi satte os på en bænk, snakkede og grinede, da vi pludselig blev mødt af to fyre.
“Hej piger! Keder I jer? Vil I ikke lære os at kende?” sagde den ene og rakte hånden frem. “Jeg hedder Viktor.”
“Jeg er Lila, og det er Mette,” svarede jeg. “Og hvad hedder den stille type?”
“Lars,” mumlede den anden.
De virkede lidt gammeldags og for korrekte. Viktor stirrede på vores kortnæbbede sommerkjoler og sagde strengt: “Sådan burde piger altså ikke klæde sig.”
“Åh, så må I jo lade være med at glo, hvor I ikke skal,” grinede Mette.
“Det er svært nok,” sagde Viktor. “Vi er jo mænd. Ryger I også?”
“Selvfølgelig, men ikke rigtigt,” drillede vi.
Først nu lagde vi mærke til at der var noget galt med deres ben. Viktor gik meget langsomt, og Lars haltede tydeligt.
“Er I her for at blive behandlet?” gættede jeg.
“Ja. Jeg kørte galt på motorcykel, og Lars faldt fra en klippe,” sagde Viktor hurtigt. “Vi bliver snart udskrevet.”
Vi troede på dem, dengang. Vi havde ingen anelse om, at Viktor og Lars havde levet med handicap hele livet – de var dømt til at bo på institutionen, og vi var deres eneste kontakt til fremden.
De havde hver deres historie om ulykker og uheld, men i virkeligheden var de kloge, læste bøger, og havde en dybde, der overraskede os. Så Mette og jeg begyndte at besøge dem hver uge.
Først af medlidenhed, men også fordi de havde noget at fortælle. Viktor gav mig altid blomster, han plukkede fra bedet, og Lars foldede papirfigurer til Mette. Så sad vi der alle fire – Lars helt optaget af hende, mens hun rødmede, men tydeligt nød det.
Den varme sommer gik, og den regnfulde efterår kom. Så var der eksamen, studentergilde – og vi glemte Viktor og Lars.
…Men et halvt år senere stod vi på institutionens grund igen. Vi ventede på vores gamle venner, men de kom ikke.
Så kom pigen med brevet. Jeg åbnede det med bankende hjerte:
“Kæreste Lila! Du er min blomst, min stjerne! Jeg elskede dig fra første blik. Vores møder var mit livsprim. Jeg har stirret ud ad vinduet i et halvt år, men du kom ikke. Du glemmer mig. Men jeg takker dig – fordi du lærte mig kærligheden. Jeg husker din stemme, dit smil, dine hænder.
Lars og jeg fyldte 18. Vi bliver flyttet til en anden institution. Jeg håber, jeg en dag kan få dig ud af mit hjerte.
Farvel, min eneste.”
Undertegnet: “For altid din, Viktor.”
I kuvertten lå en presset blomst.
Jeg følte mig forfærdelig. Jeg anede ikke, hvad der foregik i hans hjerte. Jeg kunne ikke besvare hans følelser – det var bare venlighed, flirt, en lille gnist af opmærksomhed. Men ikke mere.
…Årene gik. Brevet gulnede, blomsten faldt fra hinanden. Men jeg husker stadig de uskyldige samtaler, Viktors vittigheder, den lykkelige sommer.
Mette blev anderledes ramt. Lars’ forældre havde forladt ham på grund af hans handicap – hans ene ben var meget kortere. Hun blev pædagog på samme slags institution som dén, han boede på. I dag er de gift og har to børn.
Viktor endte alene. Da han var omkring 40, kom hans mor og tog ham med hjem til sin landsby. Derefter forsvandt alle følger af ham.
