»Hvor skal du hen så flot klædt?« spurgte naboen, da han så Mikkel i jakkesæt og slips.
»Til min søns studenterfest,« svarede Mikkel.
»Hold da op! Hvor tiden går, når det er andres børn…«
»Ens egne også,« smilede Mikkel.
»Det er rigtigt nok… Så bliver du snart fri af børnebidraget?«
Mikkel så på naboen på en måde, der fik ham til at krybe lidt i skindet:
»Hvad har det med noget at gøre?«
»Hvad mener du? Er du ikke træt af at betale til din eks?«
»Nej,« svarede Mikkel kort og gik videre, efterlod naboen forvirret.
Lidt efter kom den gode stemning tilbage. Minderne væltede ind…
***
Den dag, hvor hans liv ændrede sig for altid, var Mikkel helt apatisk.
På papiret havde han det jo godt: fri mand, tjente bedre end de fleste, boede i en lækker lejlighed, var populær hos damerne, og forretningen gik fremad. Så hvorfor følte han sig så tom? Intet glædede ham. Han havde lyst til ingenting. Det hele var ligegyldigt.
Da han forlod kontoret, så han, at det snart ville begynde at regne. Himlen var trukket sammen, og vinden var begyndt at hagle.
Han bestilte en taxa – det ville være det sidste at stå og blive gennemblødt.
Bilen var, selvfølgelig, på værksted, og Mikkel havde aldrig ejet en paraply.
Han satte sig på bagsædet og forsvandt ned i en dyb, tom følelse.
Chaufføren snakkede løs, prøvede at imponere den velhavende passager, mens radioen spillede en eller anden trist sang…
Mikkel kunne ikke lide den slags musik…
Men pludselig hørte han ordene, der fjernede alle hans tanker og bragte ham tilbage til virkeligheden.
*Jeg levede sorgløst, uden at tænke,*
*ungdommens fjollethed var min vin.*
*Hendes kærlighed var uendelig,*
*og jeg troede, den altid ville vare.*
*Men dag for dag, spildte jeg den,*
*gjorde hende ondt uden at se det,*
*og mistede den kærlighed, som engang var min.*
En smerte væltede igennem ham, og Mikkel vidste pludselig, hvor den kom fra.
Lise…
Lille Lise…
Lisbeth…
Sådan havde han kaldt hende gennem årene.
Deres skoleflirt endte med et bryllup. Ingen troede, at den smukke Lisbeth Nielsen ville blive gift med skolens ballademager, Mikkel Sørensen.
Men han vidste det. Han kunne ikke leve uden hende.
For hendes skyld studerede han, for hendes skyld kæmpede han sig frem, for hendes skyld blev han den mand, han var i dag.
Og hun… Hun var altid der. Elskede ham. Passede på ham. Inspirerede ham.
Fødte ham to sønner.
Altid rolig, opmærksom, smuk.
Ikke et eneste brok, ikke én klage.
Hun var altid tilfreds.
Og på et tidspunkt troede Mikkel, at det altid ville være sådan. At det var en selvfølge. At hun aldrig ville forlade ham. Hun ville forstå alt, tilgive alt. Være der, uanset hvad.
Og så mistede Mikkel fodfæstet. Penge kom, og med dem venner, piger, fester til tidlig morgen…
Lisbeth sagde ingen ting. Spurgte ikke. Accepterede det som det var…
Opdragede drengene…
Han undskyldte ikke, hjalp ikke.
Betalte.
Troede, det var nok til at hun var glad.
Han tog fejl.
En dag endte det hele med, at hun sagde:
»Mikkel, jeg elsker dig ikke mere.«
»Nå, kom nu,« svarede han forvirret, »du er bare træt. Lad os spise…«
Hun satte tallerkenerne på bordet. Og sagde bestemt:
»Du forstår ikke. Vi skal skilles. Jeg kan ikke og vil ikke være sammen med dig længere.«
»Har du tænkt på børnene?!« råbte Mikkel og skammede sig straks over den banale kommentar.
»Selvfølgelig. De skal leve i kærlighed… ikke i et ægteskab uden følelser.«
»Så forsvind da!« brølede Mikkel, greb jakken og forlod huset.
Tre dage var han væk. Ventede på, at hun ville lede efter ham, ringe.
Lisbeth sagde ingenting.
Da han kom hjem, stod der tasker med hendes og børnenes ting i entreen.
»Hvad laver du?« spurgte han.
»Pakker,« svarede Lisbeth roligt.
»Hvorfor?«
Hun så forbløffet på ham.
»Stop nu,« Mikkel kneb øjnene sammen, »det skal du ikke… Jeg går selv…«
Og han gik.
Efterlod alt til hende og drengene.
I hans verden kunne det ikke være anderledes.
Efter skilsmissen var Lisbeth alene i flere år. Det vidste han helt sikkert. Så han kom forbi, når det passede ham, bragte gaver til børnene, forventede respekt. Han mente, han havde ret til det.
Men så giftede Lisbeth sig pludselig igen.
Mikkel var rasende. Hvor vovede hun?! Hun! Hans børns mor! Hun burde takke ham for, at han havde givet hende alt, betalte børnebidrag, og oven i købet hjalp ekstra!
Og så begyndte han langsomt at forgifte hans ekskones liv.
Især når han drak.
Ja, det skete desværre oftere og oftere.
Han ringede, sendte vile beskeder…
Truede endda…
Lisbeth reagerede ikke. På et tidspunkt blokerede hun ham på alle sociale medier og telefonen.
Så begyndte han at vente på hende på gaden…
Sober blev han altid skamfuld over, at han igen mistede besindelsen, gjorde ting, han aldrig ville gøre ædru…
Men selvom samvittigheden pinte ham, undskyldte han aldrig over for Lisbeth. Han kunne ikke møde hendes blik…
Langsomt blev hans liv fyldt med had. Mod sig selv, mod Lisbeth, mod verden…
Han glemte, hvordan det var at føle noget, glemte glæden.
Alt var ligegyldigt…
***
Og nu denne sang…
»Hvem synger det der?« spurgte Mikkel hæst.
»Hvad? Det er da Kim Larsen! Har du aldrig hørt ham før?«
Mikkel svarede ikke. Et øjeblik efter beordrede han:
»Vend om! Nu! Hurtigt!« og gav en adresse.
Da de kørte forbi en supermarked, så han en gammel dame med en spand bønderrosiner. Lisbeths yndlingsblomster…
Han stoppede taxaen, sprang ud. Købte alle blomsterne, gav den forskrækkede dame en lap penge…
Og nu stod han foran døren…
Hans hjerte hamrede, som om det ville ud af brystet!
Glemte følelser vældede frem.
Han følte sig levende igen…
Ja! Sådan skulle det være!
Mikkel ringedeDøren åbnede, og Lisbeth stod der med et lille smil, mens Mikkel rakte hende blomsterne og sagde: »Jeg har brug for at sige undskyld, for alt.«
