**Dagbog**
*Sidste gang*
“Jeg slår dig ihjel, forbandede!”
Nikolaj hamrede løs på døren til huset, mens de forsamlede naboer forsøgte at berolige ham:
“Nikolaj, hvad er det dog, du laver? I morgen står du der igen og beder om tilgivelse! Er du ikke flov? I har to dejlige drenge, og din Nina har aldrig givet dig grund til mistanke. Du gør dig kun til grin – og hende med!”
Nikolaj snurrede rundt mod hækken:
“Hvad glor I på? Er det en gratis forestilling? Skrid hjem, allesammen!”
Men ingen flyttede sig. Nabokonen, fru Hansen, sagde blidt:
“Nikolaj, hvad er det egentlig, der driver dig? Der må da være en årsag?”
“En årsag? Nina er årsagen! Jeg har givet hende hele mit hjerte, men hvad gør hun? Smiler til alle, låser sig inde – hvem har hun så inde hos?”
Nikolaj vaklede ned fra trappen og sank sammen på bænken. Hans stemme lød træt og grådkvalt – pinligt at høre fra en så stor mand.
Fru Hansen talte mildt:
“Du gør hende uret… Hun er en god kone. Trofast.”
Nikolaj hviskede næsten:
“Hun elsker mig ikke, tante Hansen. Jeg er bare en bonderøv, og hun er bypige – hun kigger altid efter andre.”
“Åh, din torsk… Man må lede længe efter én så dum som dig…”
Men Nikolaj hørte det ikke. Han var faldet i søvn med hovedet dinglende mod brystet. Fru Hansen puffede ham let, en eller anden lagde en hue under hans hoved, og så lå han og strakte sig på bænken.
“Nå, ja. Så sover han nok et stykke tid.”
***
For femten år siden tog Nikolaj til byen for at blive gravemaskinfører. Landsbyen var ved at vokse, huse blev bygget. Folk sagde, det snart kunne kaldes en by. Det betød ikke noget, at der ikke var højhuse eller badeværelser indendørs – det var folketallet, der talte.
Lokalområdet havde sin egen byggegruppe. Små huse til specialister blev rejst, og nu drømte de om et rigtigt kulturhus – ikke det gamle træskur, de havde brugt før. Et hus i sten, to etager, med aktiviteter for alle.
De havde endda deres egen gravemaskine, men ingen til at køre den. Chauffører og traktorførere var der nok af – men specialister? Så valgte de Nikolaj og Michael fra den anden ende af byen.
Nikolaj og Michael kunne ikke lide hinanden. Tværtimod. De sloges altid om de samme piger. Et par gange endte det endda med blødende næser.
I byen blev de sat på samme værelse – de måtte lære at tale sammen. Michael sagde med det samme:
“Jeg finder mig en bypige og bliver her. Hvad skal jeg i en lorte-landsby?”
Nikolaj rynkede panden:
“Hvad? Distriktet betaler for dig, og så vil du svigte dem?”
Michael lo:
“Er du helt blank? Det gør alle fornuftige mennesker. Hvad er der at hente på landet?”
Nikolaj fnøs bare:
“Ja, ja, de venter sikkert på en godt udseende fyr som dig.”
Tre dage senere så Nikolaj Michael med en pige. Han blev øjeblikkeligt forelsket – i Liva.
Om aftenen spurgte han:
“Hvem var den pige, du var sammen med?”
“Åh, Liva. Hun er fra byen, bor hos sin bedstemor – så der er bolig inden længe.”
“Er du forelsket?”
“Ha! Hun er flad som en plade. Jeg kan bedre lide dem med lidt”Nikolaj stirrede på hende dagen lang, indtil hun en eftermiddag stoppede og sagde: ‘Hvor længe vil du dog stå der som en skygge? Skal vi ikke tage i biografen?'”.
