Det var engang for længe siden, at min mand, Mads, besluttede sig for, at jeg var en dårlig husmor – efter at have rådført sig med sin mor.
Mads og jeg blev gift lidt over et år tidligere. Før det havde vi været kærester i næsten tre år, og det føltes, som om vi kendte hinanden ind og ud. Men det viste sig, at den virkelige prøve ikke var romantiske løfter under måneskin, men at dele hverdagen. Før boede vi hver for sig – jeg i Aarhus, han hos sine forældre i en forstad. Jeg var principfast mod at flytte sammen før brylluppet. Jeg troede, at hvis man virkelig elsker hinanden, kan man vente. Mads ventede. Men desværre var hans tålmodighed ikke større end det.
Så snart vi flyttede sammen, forsvandt romantikken. Tilbage var der kun regninger, rengøring og en endeløs strøm af klager. Og det sværeste var, at de ikke kun kom fra min mand, men også fra hans mor.
Mads er hurtigt opfarende, stædig og, som det viste sig, ret gammeldags. For ham skulle en kvinde ikke bare have et arbejde – hun skulle være som en flerarmet gudinde: lave frikadeller, skrubbe gulvene, stryge tøjet og samtidig smile som på et reklamebillede.
Jeg prøvede at forklare, at vi levede i det 21. århundrede, at jeg også havde et arbejde, var træt og engang imellem syg. Jeg kunne ikke forvandle mig til en rengøringsassistent efter otte timer foran computeren. Han hørte ikke efter. For ham var det indlysende: rengøring var en kvindes pligt, ligesom madlavningen.
De første måneder bed jeg det i mig. Tålte det, troede det bare var en tilvænningsperiode. Jeg gjorde mit bedste med rengøringen, lavede mad, bestilte engang imellem takeaway, hvis tiden ikke strakte til. Men en dag kom Mads hjem fra arbejde, sur som en hund, satte sig i køkkenet og sagde uden at se mig i øjnene:
»Mor og jeg har talt om det… og vi er enige om, at du ikke er nogen god husmor. Du gør ikke din del. Du burde gøre rent oftere og lave ordentlig mad. Som mor gør.«
Jeg stod målløs. Det var ikke bare ham, der var utilfreds – han havde diskuteret mig med sin mor, og sammen havde de dannet deres dom. Jeg var åbenbart ikke god nok. Kunne ikke leve op til deres krav. Klarede det ikke.
Men var det lige meget, at jeg bidrog med halvdelen af husholdningens budget? At jeg arbejdede mig halvt ihjel og også gerne ville komme hjem til en ren lejlighed, hvor jeg ikke blev skældt ud, men ventet med en varm middag – ikke fra mig, men til mig?
Han brokkede sig altid over, at det ikke var »som hos mor«. Selvfølgelig var det ikke. Hans mor var pensionist, havde hele dagen fri, ingen deadlines eller arbejdsmøder. Jeg levede i en evig travlhed. Men jeg gjorde mit bedste. I forgårs stod jeg eksempelvis ved komfuret i to timer, og han klagede over, at frikadellerne »ikke havde den rigtige sprødhed«.
For resten var han heller ikke hurtig til at løse de ting, der var hans ansvar. Pæren i entreen havde ikke virket i tre uger. Toilettet løb konstant – men det var åbenbart »ikke vigtigt«. Men hvis der var støv i stuen? Så var det katastrofe.
Engang holdt jeg ikke længere ud og foreslog en løsning: Jeg sagde mit arbejde op og blev den perfekte husmor. Lavede mad, gjorde rent, strygelse – men så måtte han også tage alle udgifterne.
Hans svar?
»Hvorfor skal jeg forsørge dig for ingenting?«
Altså, han ville have den perfekte kone – men uden at investere i det. Hun skulle arbejde, gøre rent, lave mad, smile og oven i købet være taknemmelig for at få lov at bo sammen med ham. Hvis ikke – ja, så var det skilsmisse. Han kunne åbenbart ikke se andre muligheder.
Men jeg kan ikke se nogen grund til at fortsætte dette forhold. Kærlighed er ikke det samme som slaveri. Jeg er klar til kompromiser, men ikke til selvdestruktion. Jeg er ikke hans rengøringshjælp, ikke hans gratis kokke, og bestemt ikke et emne til diskussion med hans mor. Jeg er en kvinde. Og jeg fortjener respekt. Ikke skældud fra en mand, der stadig ikke er vokset op.
