**At beslutte sig for skilsmisse…**
Med et bakke i hånden havde Mette stået i den endeløse kø i kantinen og skyndte sig at sige til den unge fyr ved disken:
“Tre suppeer, tre bøffer med løg og tre saft, tak.” Der var ikke plads nok på bakken. Flere gange kastede Mette et blik mod bordet, hvor hendes mand og søn ventede. Sønnen var kun ti, så det var klart, han ikke vidste, at han kunne hjælpe. Men manden sad bare med næsen i sin telefon og så ikke op. Så Mette måtte gå to gange. Hun dansede frem og tilbage med bakken under de misbilligende blikke fra de andre i køen. Uden at kigge op skubbede manden tallerkenen med suppe til sig, tog en skefuld og fnøs:
“Hvad, du valgte ærtesuppe? Jeg vil ikke have ærtesuppe. Du kunne da lige have spurgt.”
“Du kunne også selv gå derhen og vælge,” svarede Mette træt. “Jeg er ikke tankelæser.”
“Åh, hold op! Som om det er for meget at bede om!”
Mette bøjede sig over sin suppe og besluttede sig for ikke at svare. Det var altid det samme med Lars. Han var aldrig tilfreds. Og deres tiårige søn, Oliver, kopierede bare sin far.
“Ad, mor, hvorfor har du taget bøf med løg? Jeg kan ikke lide det, det ved du godt!”
“Vores mor tænker kun på sig selv,” mumlede Lars, stadig med blikket på telefonen, men alligevel proppede han suppen i sig, som han lige havde brokket sig over.
“Spis, hvad du får,” hvæsede Mette til Oliver og så sig hurtigt omkring for at se, om nogen havde hørt det.
Kantinen var proppet. Folk skyndte sig at spise for at nå ned til stranden. Mette havde samme plan – hun vidste bare ikke, om de alle sammen ville gå derned, eller om det bare blev hende og Oliver. Lars kunne lige så godt blive og blive liggende på værelset. Han havde brokket sig hele dagen i går over, at stranden lå for langt væk. Selvfølgelig var det hendes skyld – hun havde jo valgt denne feriebolig. Selvom hun havde foreslået, at de valgte sammen. Lars havde bare viftet hende væk og blevet sur:
“Kan du ikke selv finde ud af det? Lad mig være i fred efter arbejde. Du klarer det bare. Hvad er der nu svært ved det?”
Nå, men så gjorde hun det. Og som altid var det ikke godt nok. Ferieboligen lå langt fra byen. Ingen seværdigheder. Ti minutters gang til stranden. Lars hadede det.
Da de var færdige med morgenmaden, begyndte Mette at samle de tomme tallerkener på bakken og så det par fra naboværelset komme ind. En velplejet kvinde midt i halvtredserne og hendes smilende, veltrænede mand.
Kvinden “sejlede” ind som en dronning og satte sig med det samme ved et ledigt bord. Manden skyndte sig at stille sig i kø, men ikke uden lige at spørge sin kone:
“Skal jeg hente dessert til dig i dag, skat?”
Mette hørte det, mens hun bar bakken med tallerkener væk. Hun gik alene, for Lars og Oliver var allerede gået, så snart de havde spist færdig. Ikke første gang hun misundte naboen. *Sådan* en mand! Hvor i alverden fandt man dem?
Engang havde hun troet, Lars var sådan. Han havde været så romantisk, omhyggelig og opmærksom. Efter brylluppet hentede han hende fra arbejde, de lavede mad sammen og planlagde aftnen. *Sammen*.
Hvornår ændrede det sig? Måske efter Oliver blev født.
Mette gik på barsel, og så blev det bare forventet, at da hun jo var hjemme, skulle der være aftensmad klar og huset i orden, når Lars kom hjem. Oliver var et roligt barn, så det var ikke svært. Hun prøvede at være den perfekte kone.
Senere kom hun tilbage på arbejde. Alligevel fortsatte hun med at tage det hele – madlavning, rengøring, sønnen. Hun var jo kvinden, det hørte med. Hvis bare Lars satte pris på det. Eller… overhovedet *lagde mærke* til det.
I stedet forventede han det bare, og nu begyndte han også at mukke. At skjorten ikke var stryget ordentligt. At pastaen var fra i går. Mette tog alt for hårdt til sig. Hun skyndte sig at rette op på sine fejl. Lars var jo ellers en fin mand. Han tjente godt, var trofast. Kom direkte hjem fra arbejde. Og hvis han altid var sur, så var det bare hans personlighed. Det kunne man ikke ændre.
Mette skyndte sig ud af kantinen for at nå Lars og Oliver. De var allerede langt forude uden at vente på hende. Da hun indhentede dem, stakåndet spurgte hun:
“Skal vi op på værelset nu? Omklædning og så på stranden?”
“Igen ud i den varme,” sukkede Lars og rullede med øjnene. “Sådan er det, når man lader *dig* vælge feriebolig. Nå, men lad os gå, hvad kan man gøre?”
Da de endelig nåede stranden, var solen allerede ulideligt varm. Lars, der havde brokket sig hele vejen, smed shorts og t-shirt på gruset og løb direkte i vandet. Han tog Oliver med og råbte til Mette, at hun lige skulle betale for liggestole og parasol. Mette blev sur. *Hun* ville også gerne ned i vandet! Hvorfor skulle *hun* stå og svede mens hun ordnede liggestolene? Var det også en kvindelig pligt? Hun sukkede, men gik alligevel hen til kassen. Der var ikke noget at gøre – skulle hun skændes med sin mand over sådan noget?
Mette var ikke den store svømmer, så hun holdt sig tæt på stranden. Så snart hun kom i vandet, overlod Lars Oliver til hende og svømmede væk. Langt væk. Han kunne godt lide at svømme alene. Han legede lidt med Oliver og forsvandt så. Mette var vant til det. Men det der *virkelig* irriterede hende, var når Lars gik fra stranden før dem.
“Nå, jeg går op,” meddelte han efter en time. “Jeg vil hellere ligge i aircondition.”
“Bliv nu lidt endnu, så går vi sammen?”
“Næ, jeg er færdig. Det er for varmt.”
Lars trak shorts og t-shirt på og forsvandt op til ferieboligen. Selvfølgelig tog han ikke vandflasken eller svømmeringen med – Oliver var jo stadig i vandet.
Sådan gik ferien. Nogen havde ferie, andre arbejdede – som hjemme. Selv udflugterne arrangerede Mette. Og Lars brokkede sig bagefter, som han plejede, over at bussen var for varm, at turen var kedelig, og at det *slet* ikke var, hvad han havde ønsket sig. Alt var forkert. Ferien var ved at være slut, og Mette havde ikke engang haft tid til at slappe af. Alt hvad hun gjorde, var at springe om Lars og gøre ham tilpas. Hun ville bare have, at de kunOg da de året efter igen stod ved kantinen med Lars, der nu selv stod i køen med Oliver, vidste Mette, at hendes beslutning om at stå fast havde givet hende mere end bare en ferie – det havde givet hende tilbage livet.
