Efter at have sat sin elskerinde af ved bilen, tog Mads Buchen blidt afsked med hende og kørte hjem. Han standsede et øjeblik foran opgangen og vejede mentalt alt det, han ville sige til sin kone. Han gik op ad trappen og låste døren op.
“Hej,” sagde Mads. “Agnete, er du hjemme?”
“Ja, her er jeg,” svarede konen roligt. “Hej. Skal jeg stege dig en schnitzel?”
Mads havde svoret at handle direkte – bestemt, resolut, som en rigtig mand! Han ville sætte en stopper for sit dobbeltliv, mens kysset fra hans elskerinde stadig var frisk på hans læber, før han igen blev suget ned i hverdagens grå kedelighed.
“Agnete,” rømmede Mads sig. “Jeg er kommet for at fortælle dig… vi er nødt til at skilles.”
Nyheden tog Agnete mere end roligt. Agnete Buchen var svær at få ud af fatning. Engang havde Mads endda drillet hende og kaldt hende “Agnete den Kolde.”
“Hvad mener du?” spurgte Agnete i køkkendøren. “Skal jeg lade være med at stege schnitzel?”
“Det er op til dig,” sagde Mads. “Hvis du vil – gør det, hvis ikke – lad være. Men jeg forlader dig for en anden kvinde.”
Efter sådan en erklæring ville de fleste koner angribe deres mænd med en stegepande eller sætte igang med en rasende scene. Men Agnete hørte ikke til den gruppe.
“Åh, store knald,” sagde hun. “Har du hentet mine støvler fra skomageren?”
“Nej,” blev Mads forvirret. “Hvis det er så vigtigt for dig – jeg kører hen og henter dem nu!”
“Tsk tsk,” mumlede Agnete. “Typisk dig, Mads. Send en fjols efter støvler – han kommer tilbage med noget gammelt skrammel.”
Mads blev fornærmet. Han følte, at hele samtalen om deres ægteskabs ophør gik helt forkert. Der manglede følelser, lidenskab, rasende anklager! Men hvad kunne man forvente af en træstiv kone kaldt Agnete den Kolde?
“Agnete, jeg tror ikke, du hører efter!” sagde Mads. “Jeg siger officielt, at jeg forlader dig for en anden kvinde – og du taler om støvler!”
“Netop,” sagde Agnete. “I modsætning til mig kan du gå, hvor du vil. Dine støvler er jo ikke i stykker. Hvorfor ikke bare gå?”
De havde levet sammen i mange år, men Mads kunne stadig ikke afgøre, om hans kone var sarkastisk eller alvorlig. Dengang han først blev forelsket i hende, tiltrak hendes jævne sind, fredelighed og fåmælthed ham. Og så var der selvfølgelig hendes praktiske sans og velformede kurver.
Agnete var pålidelig, trofast og koldblodig som et skibsanker på 30 ton. Men nu elskede Mads en anden. Han elskede hende inderligt, syndigt og sødt! Derfor måtte han sætte punktum for deres forhold og begynde et nyt liv.
“Så, Agnete,” sagde Mads med en blanding af højtidelighed, sorg og anger. “Jeg er taknemlig for alt, men jeg forlader dig, fordi jeg elsker en anden. Jeg elsker ikke dig længere.”
“Hold da op,” sagde Agnete. “Han elsker mig ikke, den stakkels tosser! Min mor elskede fx naboens mand. Min far elskede dominobrikker og snaps. Og se, hvor fantastisk jeg blev alligevel.”
Mads vidste, at det var svært at diskutere med Agnete. Hvert ord af hende var som en vægt. Hans oprindelige iver var forsvundet, og han havde ikke længere lyst til at skændes.
“Agnete, du er virkelig fantastisk,” sagde Mads bittert. “Men jeg elsker en anden. Jeg elsker hende inderligt, syndigt og sødt. Jeg forlader dig, forstår du?”
“En anden – hvem?” spurgte konen. “Mener du Nikoline Toft?”
Mads rykkede sig tilbage. For et år siden havde han en hemmelig affære med Toft, men han anede ikke, at Agnte kendte hende!
“Hvordan ved du…?” begyndte han, men stoppede. “Ligemeget. Nej, Agnete, det er ikke Toft.”
Agnete gabte.
“Så er det måske Lærke Møller? Har du tænkt dig at løbe til hende?”
Mads fik kuldegysninger. Møller havde også været hans elskerinde, men det var fortid. Hvis Agnete vidste det – hvorfor havde hun så ikke sagt noget? Åh ja, hun var som en klippe, man kunne ikke presse et ord ud af hende.
“Forkert gæt,” sagde Mads. “Ikke Møller eller Toft. Det er en helt anden, vidunderlig kvinde, mit livs store kærlighed. Jeg kan ikke leve uden hende, og jeg vil flytte til hende. Prøv ikke at tale mig fra det!”
“Så er det nok Majken,” sagde konen. “Åh, Mads-Mads… du er godt nok en skør fyr. Hvor originalt – dit livs store kærlighed er Majken Valentin Gudmann. Femogtredive år, et barn, to aborter… Ikke sandt?”
Mads greb sig til hovedet. Hun ramte plet! Han havde netop haft en affære med Majken Gudmann.
“Hvordan?” stammede han. “Hvem har afsløret os? Har du spioneret efter mig?”
“Simpelt, Mads,” sagde Agnete. “Min ven, jeg er erfaren gynækolog. Jeg har undersøt alle kvinderne i denne pokkers by, mens du kun har været sammen med få af dem. Jeg skal bare kigge det rigtige sted, før jeg ved, om du har været der, din fjols!”
Mads samlede sig.
“Lad os sige, du har ret!” sagde han stolt. “Ja, det er Gudmann. Men det ændrer ingenting – jeg forlader dig for hende.”
“Åh, Mads, du er så dum,” sagde Agnete. “Du kunne i det mindste have spurgt mig! Der er i øvrigt intet specielt ved Gudmann, alt er helt normalt – det siger jeg som læge. Har du nogensinde set din drømmekvindes journal?”
“N-nej…” indrømmede Mads.
“Præcis! For det første, hop i brusebadet med det samme. For det andet, ringer jeg til Sørensen i morgen, så du kan komme i klinikken uden ventetid,” sagde Agnete. “Så taler vi. Det er så pinligt – en gynækologs mand, der ikke engang kan finde en rask kæreste!”
“Hvad skal jeg gøre?” klynkede Mads.
“Jeg steger schnitzel,” sagde Agnete. “Du kan vaske dig og gøre, hvad du vil. Hvis du virkelig vil have en drømmekvinde uden sygdomme – så spørg mig. Jeg kan anbefale en…”
