**Dagbogsnotat**
“Lad mig være! Jeg har aldrig lovet at gifte mig med dig! Og jeg aner ikke, hvis barn det er. Måske er det slet ikke mit? Så gå du bare din vej, og jeg skal nok finde min egen.” Sådan talte den forretningsrejsende Viktor til en fortvivlet Valdemine. Hun stod der, kunne ikke tro sine egne ører. Var det den samme Viktor, der engang havde erklæret sin kærlighed og båret hende i sine arme? Den samme Villy, der kaldte hende Valdemus og lovede himmel og hav? Foran hende stod nu en forvirret og derfor vred fremmed mand…
Valdemine græd en uges tid, vinkede farvel til Villy for altid, men på grund af sin alder – hun var femogtredive – og sin gennemsnitlige udseende, som gjorde det usandsynligt, hun nogensinde ville finde kærlighed igen, besluttede hun sig for at beholde barnet.
Hun fødte til sin tid en larmende lille pige og kaldte hende Mette. Pigen voksede op rolig og ubesværet, gav sin mor ingen problemer. Som om hun forstod, at det ikke nytter at råbe – det får man alligevel ikke noget ud af. Valdemine behandlede datteren ordentligt, men man kunne se, at der ikke var ægte moderkærlighed. Hun gav hende mad, tøj og legetøj, men at holde om hende, forkæle hende eller gå en tur? Nej. Det skete ikke. Lille Mette rakte ofte hænderne ud mod sin mor, men hun skubbede hende altid væk. Enten var hun optaget, havde for travlt, var træt, eller også gjorde hovedet ondt. Instinktet vågnede åbenbart aldrig…
Da Mette var syv år, skete der noget usædvanligt – Valdemine mødte en mand. Ikke nok med det, hun tog ham med hjem! Hele byen snakkede om det. Hvor kunne Valdemine være så letsindig. Manden var upålidelig, ikke fra byen, havde ikke fast arbejde, boede et eller andet sted! Måske var han endda en svindler… Sikke noget! Valdemine arbejdede i den lokale købmand, og han havde fået arbejde med at losse varer. Deres romantik startede på den faglige bane, og snart flyttede den nye kæreste ind. Naberne rystede på hovedet – at tage en fremmed med hjem! Hun burde tænke på sin lille pige, hviskede de. Og så var han så tavs, man kunne ikke få et ord ud af ham. Det måtte betyde, han skjulte noget. Men Valdemine hørte ikke efter. Det var, som om hun vidste, det var hendes sidste chance for at finde lykken…
Men med tiden ændrede naboerne mening om den tilsyneladende tavse mand. Valdemines hus var faldet i forfald og trængte til reparasjoner – Esben, sådan hed manden, fiksede først terrassen, derefter taget, rejste det væltede hegn. Hver dag reparerede han noget, og huset forvandledes for øjnene. Da folk så, at manden var dygtig, begyndte de at spørge om hjælp. Han sagde: *”Hvis du er gammel eller fattig, hjælper jeg gerne. Ellers må du betale – enten med penge eller mad.”*
Nogle betalte med penge, andre med konserves, kød, æg eller mælk. Valdemine havde en have, men ingen dyr – hvordan skulle hun klare det uden en mand? Før havde hun sjældent kunnet unde Mette frisk fløde eller mælk. Nu var køleskabet fyldt med hjemmelavet smør, fløde og mælk. Esben havde virkelig guld i hænderne. Som man siger: *”Han kan både sy og skære, og på fløjten han kan spænde.”* Og Valdemus, som aldrig havde været smuk, strålede nu – hun blev blidere, næsten som en helt anden. Endda mere øm over for Mette. Hun smilede, og det viste sig, hun havde smilOg da Mette engang kom hjem fra byen som voksen, stod hun ved hans grav, lagde en blomst og hviskede: *”Tak for alt, far, jeg vil altid bære dig i mit hjerte.”* og vidste, at kærlighed ikke altid kommer med blod, men med tid, tålmodighed og de små stunder, der gør livet helt.
