Seks måneder under samme tag med min svigermor: hvordan hun ødelagde vores ægteskab
For et halvt år siden blev mit liv en endeløs nervepirrende sløjfe. Dengang meldte min svigermor – Birthe Jensen – at hun ikke længere kunne bo alene. Tårer, pres, historier om ensomhed og natlige ængstelser. Hun pressede min mand så hårdt, at han, uden at rådføre sig med mig, skyndte sig at flytte hende ind i vores toværelseslejlighed midt i Aarhus.
Hun har for resten sit eget hus med have og et stort køkken. Men der var åbenbart blevet “for stille”. Selvom ingen havde forladt hende eller ignoreret hende. Vi besøgte hende, bragte varer, hjalp med medicin. Men hun besluttede anderledes – hun ville have fuld kontrol. Over sin søn. Over mig. Over vores liv.
Birthe Jensen er en utålelig kvinde. Stædig, kæphøj, med en storhedsvanvid. Mens hendes mand levede, kunne hun lige holde masken. Men efter hans død, da den eneste, der i det mindste delviss holdt hende i skak, var væk, begyndte et virkeligt mareridt.
Først kom sorgen. Vi alle sørgede over tabet. Hun led virkelig, og jeg, på trods af den kolde tone mellem os, prøvede at være der for hende. Vi lod hende ikke være alene en eneste dag. Men efter et par måneder lyste der igen en gnist i hendes øjne. Og desværre var det ikke varme, men kontrollyst.
Hun begyndte igen at kaste spydige bemærkninger min vej:
“Kunne du ikke lige have redt håret, før du mødte din mand?”
“Hvad er det for noget kød? Det smager jo som en sål. Lærte din mor dig ikke at lave mad?”
Og så de konstante sammenligninger: “Se, Lottes søn spiser bøf og rosiner og elsker det. Men din, han laver kun grimasser…” Men Lotte er hendes niece med tre børn og en mand, der ikke tør åbne munden uden tilladelse.
Da hun foreslog, at vi skulle flytte til hende, sagde jeg nej. Ja, hendes hus er større. Men jeg kunne ikke engang trække vejret frit der. Vores lejlighed er måske lille, men den ligger midt i byen, tæt på arbejde, børnehaven og butikker. Og vigtigst af alt – det er vores hjem. Men ingen lyttede til mig. Min mand hørte kun på hende:
“Mor, du er jo alene… Ja, selvfølgelig, flyt ind hos os, tag dog lidt tid til at komme dig.”
Jeg bad ham tænke sig om. Jeg advarede ham. Jeg vidste, hvordan det ville ende. Men han lovede:
“Det er bare midlertidigt. Jeg sørger for, at hun ikke gør dig fortræd.”
Seks måneder er gået. I den tid er jeg holdt op med at genkende mig selv. Jeg er irritabel, træt, udmattet. Hver dag er den samme. Fra morgen til aften står jeg til rådighed for en velfungerende voksen kvinde, der har besluttet, at jeg skal springe om hjørner for hende som en tjener på et femstjernet hotel.
“Te med citron, men ikke for varmt.”
“Sæt den serie på, men ikke den der, den giver mig for højt blodtryk.”
“Lad os gå en tur, ellers sidder jeg her som en hund i bur.”
Hvis jeg gør noget forkert, så er det showtime:
“Jeg føler mig dårlig! Ring efter en læge! Mit hjerte!”
Min mand og jeg havde længe planlagt en ferie – bare en uge væk, til stranden, for at få en pause. Jeg drømte om det. Men da vi nævnte det, satte Birthe Jensen en scene i gang. Tårer, jamren:
“Så forlader I mig igen! Jeg har det forfærdeligt! I giver ikke en skid for mig! Tag mig med, eller også bliver I her!”
Min mand sagde, som sædvanlig, ingenting. Trak bare på skuldrene.
“Hvad kan jeg gøre?.. Hun er min mor…”
Men jeg kan gøre noget. Jeg orker det ikke mere. Jeg bad ikke om paladser, diamanter eller luksus. Jeg ville bare leve med min mand og børn i et hjem, hvor ingen stod og åndede mig i nakken eller fortalte mig, hvordan man skræller en gulerod. Men det fik jeg ikke.
Familien falder fra hinanden. Jeg mærker, hvordan respekt og kærlighed forsvinder. Min mand valgte at være søn. Og jeg er træt af at være et offer.
Hvis hans mor er vigtigere end hans kone og familie, så må han blive hos hende. Jeg er ikke af jern. Jeg er en kvinde. Ikke en skygge i baggrunden af en andens vilje. Og hvis skilsmisse er prisen for min fred, så er jeg klar til at betale den.
