Ved brønden…
Anna Kirstine, med et besværet sæt, balancerede bøjlen på sine skuldre og gik ad den smalle sti. Den metalliske klirren fra spandene gennembrød den stille morgenluft. Vandet i brønden – krystallerklart, iskoldt og gennemsigtigt – var som en helligdom for hende. Selvom hun var godt over de halvfjerds, vovede hun sig dagligt ned til denne kilde i udkanten af landsbyen. Stædig og stærk som en gammel eg, lod hun sig ikke mule af sin svigerdatter.
“Mor, nu må det dog være nok! Der er da vand både i gården og i huset!” sukkede Mette og rullede med øjnene.
Men Anna Kirstine lod som ingenting. Det vand fra hanen ville hun ikke engang bruge til at støve kaffe af – “det smager af rør,” sagde hun. Nej, brøndvandet var noget helt andet. Livgivende. Sødere end sukker, tungt af minder.
Hun stoppede, satte spandene i jorden og lukkede et øjeblik øjnene. En let brise listede sig gennen den unge linds blade – træet var plantet for nylig ved brønden. Engang stod der en gammel valnød, bred og stolt, hvor hun som ung mødtes med Flemming.
Hvor hun dengang kunne mærke blodet banke i kinderne, når hun løb ned til brønden! Og dér stod han – høj, mørkhåret, med øjne som kolde novemberdage – lænet mod brøndkanten, ventende på hende. Alle pigerne i landsbyen var misundelige. Især Lise, hendes bedste veninde.
“Prøv bare at lægge dig i selen efter ham, Lise,” advarede Anna Kirstine. “Jeg slås for ham med negle og tænder!”
Men Lise så bare underligt på hende og gryntede:
“Spåkone har sagt, han bliver min… Ej, det er bare for sjov!” forsøgte hun at bløde det af.
Anna Kirstine rystede det af sig, men uroen havde allerede sat sig fast i hendes hjerte. Og så – som om skæbnen ville hjemsøge hende – kom feberen. Hun lå som en klud og bad Lise:
“Gå ned til brønden. Sig til Flemming, han må ikke vente på mig i dag. Sig, jeg er syg – vi ses i morgen.”
Lise smilede… på den der mærkelige måde. Så forsvandt hun, efterlod blot lyden af klaprende hæle. Hvad hun fortalte Flemming – det fik Anna Kirstine aldrig at vide. Men da hun næste dag kom til valnødden, så hun dem stå der sammen.
Hun vendte sig om, iskold af indvendig smerte, og løb. Gråden kvalte hende, hjertet føltes som om det blev revet itu.
En uge senere friede naboen – Niels. Rolig, beskeden, altid betaget af hende.
“Send forlovere, Niels,” sagde hun stolt, mens hun knugede smerten til sig. “Før jeg ombestemmer mig.”
Lise kom senere grædende:
“Der var ingenting mellem mig og Flemming, Anna. Stop nu…”
“Du fik, hvad du ville. Og du bliver aldrig lykkelig. Ligesom mig. Gå nu. Gå for altid.”
Brylluppet føltes som en begravelse af drømme. Forældrene var bekymrede, men Niels… Niels gjorde alt for at hun ikke skulle fortryde det.
Han stod for madlavningen, vasken, nattesøvn med børnene. Alle i byen vidste det: guldhænder, hjerte af guld. Men… elskede ham? Det kunne Anna Kirstine aldrig rigtig. Hun respekterede ham, men der var ingen gnist.
Lise blev gift med Flemming. Og han… forsvandt. Rejste straks efter brylluppet. Påstod, han skulle bygge hus. Ville ikke bo hos sine forældre eller i konens hjem. Sandheden? Han løb. Løb fra hende. Først til Århus, så Aalborg – alt for at slippe væk.
Fra Århus kom budskabet: Flemming var blevet dræbt på et byggeplads. En bjælke knuste ham.
Hele byen fulgte ham til graven. Anna Kirstine blev væk. Hun gad ikke flashe sin sorg. Men om aftenen gik hun alene til den friske jord. Stod og bad. Vidste ikke helt hvad om. Græd bare – stille, længe, som om hun ikke havde trukket vejret i alle disse år.
Pludselig – en hånd på skulderen. Hun vendte sig. Lise. I sort. De så på hinanden. Ingen ord. Gik hver til sit.
År gik. Lise døde. Anna Kirstine besøgte kirkegården ofte. Der lå hendes mand, forældrene… og dén grav. To side om side.
Hun passede dem. Pudsede gravstenene. Rykked uog pludselig vidste hun, at hun til sidst kunne lægge fortiden til hvile og se fremad – for livet vinker endnu med små, lyse øjeblikke af glæde.
