Fem år efter hendes mands død stod Agnete af bussen i Aalborg med en tung kuffert og ømme knæ. Passagererne skyndte sig væk, mens hun blev stående et øjeblik og indåndede de fugtige efterårsdufte. For første gang i lang tid følte hun, at hun ikke bare kom hjem til en lejlighed – hun kom hjem til sig selv.
Hun havde tilbragt en uge hos sin barndomsveninde i Skagen, men nu længtes hun efter sit eget kokkenskab, sin egen tekop og de velkendte lyde fra sin lejlighed.
“Undskyld, er det Deres?” spurgte buschaufføren og pegede på hendes kuffert.
Agnete nikkede og trillede den mod bybussen. Byen var den samme som altid – de gamle huse, de høje popler langs vejen. Her havde hun levet hele sit liv, fået børn, mistet sin mand. Nu føltes det som at komme fuld cirkel.
Foran opgangen sad de sædvanlige vagter – Gerda og Ellen – to kvinder med skarpe tunger som altid havde en mening om alt og alle.
“Nå, Agnete, hvor har du været henne?” spurgte de med skarpe øjne.
“Hos en veninde,” svarede hun kort og ville gå ind, men de stoppede hende.
“Der er flyttet en ny ind i lejlighed 3! En høj, tynd tøs med lyst hår! Kom i en stor bil! Har en hvid, fnugget kat!”
“En eller anden rig mands legetøj, det er tydeligt nok!”
Agnete hørte blot ad, mens hun tænkte, at hun i det mindste ikke havde måttet gennemgå støjende renovation.
Lejligheden duftede af hjemme. Alt var, som hun havde efterladt det. Men lige da hun satte sig med en kop te, bankede det på døren.
Der stod “tøsen” – en ung kvinde med solbrændt hud, lyse lokker og et blik, der afslørede mere end hun måske ville. “Hej, jeg er din nye nabo. Jeg hørte dig og ville hilse. Jeg hedder Mette.”
Navnet overraskede hende. Ikke en glamourøs pseudonym, bare Mette.
De drak te sammen, og Mette viste sig at være almindelig, rar og fornuftig. “De har sikkert allerede fortalt dig alt om mig?” spurgte hun med et lille smil.
“Et eller andet,” indrømmede Agnete. “Men jeg tror på det, jeg ser.”
Langsomt åbnede Mette op. Hun fortalte om sin alkoholiske far, om flugten fra en lille by i Jylland, om den ældre mand, der havde hjulpet hende. Kun én mand. Ja, han var gift. Men hun havde aldrig bedt om mere, end han kunne give.
“Folk dømmer altid ud fra hvad de ser,” sagde Agnete stille. “Uden at kigge indenfor. Jeg forstår dig.”
En venskabelig forbindelse voksede mellem dem. Selv Gerda og Ellen tøede op, da Mette kom til Agnes fødselsdag og sang med på “I Danmark er jeg født.” Selv de mest skeptiske måtte erkende, at Mette var en god sjæl.
Tiden gik. Mette fandt arbejde, mødte en mand, fik en datter. Gerda passede ungen, Ellen bragte supper. Fortiden blev til ingenting.
I sidste ende handler livet om at give hinanden en chance. Nogen gange er det alt, der skal til – en enkelt, der siger: “Jeg forstår dig.”
