Han vandrede gennem de øde gader i den døde by, langsomt, som om hver bevægelse kostede ham en enorm anstrengelse. Manden var ikke længere ung, men heller ikke nået til ældre år. Hans blik – skarpt, men træt – gled hen over de forladte bygninger, som om han søgte efter rester af det liv, der engang havde været her.
Vinden hvirvlede som en gal gennem gaderne, fangede sig i de ødelagte lygtepæle, samlede skrald fra jorden og dansede det rundt i støvets tåge. Lygterne vaklede, knirkede, men stod fast – ligesom manden selv.
Han standsede ved en plakatsøjle, som han plejede næsten hver dag. De falmede plakater med for længst aflyste forestillinger var ham pinligt velkendte. Han vidste ikke selv, hvorfor han så på dem – måske i håb om at opdage noget nyt, måske bare af gammel vane.
»Åh,« sukkede han ud i tomheden.
Nu talte han kun til sig selv. En levende stemme fyldte på en måde stilheden omkring ham. Pludselig lød der et brag – en tom dåse ramte en gammel skraldespand med et metallisk klirr. Der lød en svag raslen inden fra. Manden spidsede ører og gik nærmere. I samme øjeblik væltede en lygtepæl – lige ned på det sted, hvor han havde stået for et øjeblik siden. Toppen af lygten rev et lag plakater af, og under dem afslørede det sig en glemt reklame for musicalen »Kattene«.
Manden stirrede forbløffet fra den faldne pæl til katteplakaten, inden lyden fra skraldespanden igen fangede hans opmærksomhed. Han fjernede skrald, plastik og klude – og frøs. Under bunken stirrede to ravgyldne øjne op på ham. De tilhørte en udtæret, blodig og tilredt kat.
Uden at tænke tog han sin jakke af, bredte den ud på jorden og hev forsigtigt den lille skabning op, til trods for al snavset. Han svøbte den ind, holdt den tæt ind til sig og skyndte sig hjem, glemt om hans sædvanlige aftentur.
Bag ham lød en drone stemme:
»Bemærk! Sidste evakueringsfly er forventet om 30 dage…«
Men i dag hørte han ikke efter. Hans opmærksomhed var kun rettet mod katten. I dagevis plejede han den – gav den mad, vaskede den, bandagede dens sår. Dag for dag blev den mere fløjlsblød, mere livsglad. Med sit ildrøde pels og de gyldne øjne lignede den et lille, flammende solskær. Engang mumlede han:
»Så du kan heller ikke lide at være alene?«
Katten svarede med en blid muren, som om den var enig.
»Jeg er vant til det,« trak han på skuldrene.
En aften, mens han strøg katten, tænkte han højt:
»Hvad skal vi egentlig kalde dig?«
Katten så sløvt på ham.
»Føniks. Ja, det passer – du er en sand Føniks.«
Sådan fik den sit navn.
Da Føniks var stærk nok, gik de ud sammen igen. Byen var den samme – død, stille, men nu føltes den ikke helt så tom. Nu var de to. Og netop som de gik gennem den støvede allé, mindede dronen dem:
»Sidste evakueringsskib afgår om tre dage.«
Fem år tidligere var jorden begyndt at blive evakueret. Planeten døde – klimaet kollapsede, katastrofer og sult hærgede. Menneskeslægten havde samlet sig og rejst til planeten Kepler-22B. Kun dem, der ikke kunne eller ville rejse, var tilbage. Han var en af dem. Ingen kone, ingen børns – kun minder. Men nu var der Føniks. Og med ham kom tvivlen.
Natten før afgangen sov han ikke. Katten heller ikke. Den murede hele natten, som om den prøvede at overdøve hans tanker. Om morgenen besluttede han sig og begyndte at pakke. Få ejendele, katten i en taske – og de tog afsted mod lufthavnen.
Mængden var broget: nogle sagde farvel, andre ventede på at blive reddet. Børn, som staten tvangseffektuerede. Dem, der stadig håbede.
På skibets side, der landede med en brølende motor, stod der med store bogstaver: FØNIKS. Manden smilede – et tegn.
Da det blev hans tur til kontrol, stoppede en officer ham:
»Åbn tasken, tak.«
»Det er Føniks. Han er en kat,« sagde manden.
Officeren rynkede panden:
»Kæledyr er ikke tilladt. Den genetiske reserve er allerede evakueret.«
»Men han… har ingen. Vi har ingen.«
»Undskyld,« svarede officeren hårdt. »Enten bliver katten, eller også bliver I begge.«
Manden tav. Føniks i tasken krøb sammen, øjnene farer vildt, som om den fornemmede farerne. Og så, pludselig – en beslutning:
»Nå, Føniks, så er det ikke meningen. Vi går hjem. Tak, officer.«
De så skibet forsvinde mod himlen. Manden, tom indeni, gav katten mad. Skumringen sænkede sig over jorden. Han rejste sig, hængte tasken over skulderen. Et sidste blik mod stjernerne.
Og så – en gnist, der løsrev sig fra satellitbæltet, styrtdykkede mod jorden. Minutter efter landede en lille færge. Ud trådte… den samme officer.
»De! Godt, I ikke tog afsted! Kom med, nu! ‘Føniks’ venter!«
»Men… hvad med reglerne?« gispede manden.
»Kaptajnen sagde: Føniks skal være om bord på ‘Føniks’. Det er et godt tegn. Og regler… Nogle gange må man bryde dem for at forblove et menneske.«
Færgen lettede og bar dem begge mod en ny verden. En verden, hvor Føniks blev genfødt – og tog ham med, der engang havde valgt at blive på en dødende jord.
