– Lars, jeg beder dig for sidste gang! Drop det emne! Du har lovet, at du ikke længere vil sige grimme ting om min søn! – Lise kæmpede for at bevare roen, men hendes stemme knækkede.
– Jeg siger ikke grimme ting, jeg siger sandheden! – snerrede Lars. – Han sidder på din nakke, mens du bare bliver rørt. Kan du virkelig ikke se, at du opdrager en dovenlars?
– Jeg siger igen: samtalen er slut! – næsten råbte Lise. – Min søn studerer. Så længe han læser, vil jeg forsørge ham. Jeg har ikke brug for din tilladelse!
– Så min mening betyder ingenting? – blev Lars forarget. – Er du kun parat til at høre komplimenter? Nej, kære, du bliver nødt til at tage hensyn til mig!
– Det bliver jeg ikke! – afbrød Lise. – Hvis du ikke tier stille, går jeg lige nu. Igen! For tre uger siden lovede du, at vi ikke ville diskutere det her igen. Har du glemt det?
– Jeg husker det! – brølede Lars. – Men hvordan skal jeg tie, når han opfører sig sådan? Du vil sælge din sidste skjorte for ham, og han sætter slet ikke pris på det!
– Hvem har fortalt dig, at han ikke sætter pris på det? – Lise dirrede af vrede. – Emil elsker mig og er taknemmelig for alt. Ti stille, har du hørt! Samtalen er slut!
Hun vendte sig om og gik ud i køkkenet for at berolige sig selv. Men Lars, blussende af retfærdig harme, fulgte efter.
– Lise, vil du ikke engang høre på mig? – hans stemme lød næsten bedende. – Jeg har da fortjent det, vel?
– Først må du selv få et barn, opdrag det, og så kan du udtale dig! – afskar hun. – Dine ord er bare tomme ord fra en misundelig person!
Lars havde en datter fra sit første ægteskab, men han havde ikke set hende i otte år – hendes mor flyttede til en anden by, da pigen kun var to år gammel.
– Misundelig? – Lars var lamslået. – Tror du virkelig, jeg misundes din dovne dreng? Hvad er det for noget vås!
– Selvfølgelig misunder du ham! – kastede Lise tilbage. – Han er kun tyve år, men han har alt det, du aldrig har haft!
– Var det også noget at misunde, at mor lejer en lejlighed og sender penge hver dag? – spurgte Lars sarkastisk.
– Det må du selv svare på! – parerede Lise. – Ellers hvorfor startede du?
– Jeg forsøger bare at forklare, at du har forkælet ham! – han gav ikke op.
– Jeg vil og jeg forkæler! Han er min eneste søn, og jeg har råd til det! – afbrød Lise.
– Åh ja, du er jo millionær! – hvæsede Lars.
Skænderiet startede slet ikke her. Lise forstod ikke selv, hvordan de igen endte hos diskussionen om Emil. Alt var så fredeligt: de stod og så fjernsyn, hvor en reklame for en massagestol blev vist. Lars blev helt optaget af ideen om at købe en og fandt endda en model til en god pris.
Lise havde ikke noget imod det, men mindede ham om:
– Lad os vente lidt. Jeg har bedt dig om at undgå store udgifter, indtil jeg får min løn. Må jeg låne af dig?
Hun havde aldrig bedt Lars om penge før. Hendes løn blev sjældent forsinket, men nu var det tilfældet. Lise arbejdede hjemmefra og gik kun ud for at handle. Hele dagen sad hun med sin bærbare computer, tastede og tjekkede, men hun tjente fint – i hvert fald halvtanden gang mere end Lars. Ikke millioner, men nok til husleje, mad og at hjælpe sin søn.
– Lise, synes du ikke, at hvis pengene ikke rækker, kunne en vis person finde et bijob? – spurgte Lars med et skjult budskab.
– Mener du Emil? – hun rynkede panden. – Jeg har sagt det: jeg er imod det. Jeg sendte ham på uddannelse, ikke for at stå og råbe »Ledig kasse«!
– Han er en voksen mand! Han burde forstå, at penge ikke kommer ud af luften! – blev Lars harm.
– Han forstår det uden din hjælp! – snerrede Lise.
– Han forstår ingenting, når du serverer alt for ham på et sølvfad! – blev Lars ved.
– Det rager ikke dig! Hold op! Du driller mig! – råbte Lise.
Skænderiet fortsatte i en halv time, før det døde hen. Lise, som forsøgte at mildne situationen, gik ud i køkkenet og lavede te og smørrebrød.
– Spis lidt, – sagde hun og skubbede en tallerken hen.
Lars rynkede næsen og skubbede den væk.
– Jeg har ikke lyst… – begyndte han, men lagde så mærke til noget. – Se! Hår på tallerkenen! Din kat irriterer mig! Hvorfor er der så meget hår? Gør du overhovedet rent?
– Jeg gør rent to gange om ugen! Jeg har ikke tid til mere! – svarede Lise og mærkede vreden boble op igen.
– Du er jo hjemme hele tiden! Er det virkelig så svært at tage en moppe? – smækkede Lars.
– Jeg sidder ikke bare og glor! Jeg arbejder og tjener mere end dig! – fyrede hun af.
Lars blev bleg. Tanken om, at hans kæreste tjente mere, irriterede ham i forvejen, og hendes nedladende tone være olie på bålet.
– Så nu er jeg ikke en rigtig mand? – hvæsede han.
– Det har jeg ikke sagt! – afbrød Lise. – Du provokerer mig! Jeg ville også gerne bo i steril renhed, hvis nogen gjorde rent for mig! Rengøring er ikke kun kvinders arbejde!
– Har jeg sagt, det kun er kvinders? – snerrede Lars.
– Nej, men hvor mange gange har du gjort rent her, siden vi flyttede sammen? Ikke én gang! Og vi har boet sammen i et halvt år! – mindede Lise ham om.
Lars tænkte efter, forsøgte at huske bare én gang. Lise havde ret – han havde faktisk overladt det hele til hende, men han havde ikke tænkt sig at indrømme det.
– Åh, hvor er vi følsomme! At feje gulvet er en hel bedrift! – drillede han. – Og for resten, jeg smider jo heller ikke skrald!
– Det gør jeg heller ikke! – svarede Lise. – Men du forventer, at jeg løber rundt med en klud, vasker vinduer to gange om ugen og gulve to gange om dagen! Jeg har helt klart sagt, at det ikke sker!
Da Lars foreslog, de skulle flytte sammen, havde Lise advaret ham: rengøring to gange om ugen, efter en plan. Resten måtte han selv klare.
– Jeg vidste ikke, din kat ville dække hele lejligheden i hår! – fortsatte Lars.
– Den falder ikke af! Kigger du efter med lup? – blev Lise snerret. – Og hold op med at råbe, du skræmmer min kat! Se, den gemmer sig under sofaenLise lod Lars stå alene i den tomme lejlighed, mens hun selv gik videre med sin søn, som altid havde været og ville være hendes største kærlighed.
