Kartoffelmos, kylling og en skilsmisse, der aldrig skete
København. En efterårsaften. Fugtig vind, trætte øjne og et endnu mere træt hjerte. Freja kom hjem efter ti timer i en supermarkedskasse. Kun én tanke kørte rundt i hovedet på hende:
»Hvis bare Mads lige havde stegt nogle kartofler…«
Lejligheden mødte hende med duften af noget lækkert. Freja smed jakken af, sparkede sine støvler af og gik ind på køkkenet – på bordet stod tallerkener med dampende kartoffelmos og ovnbagt kylling. Ved siden af lå der skeer, salt, brød og en tekande. Mads nikkede bare stumt mod stolen:
»Sæt dig.«
»Wow, hvad fejrer vi?« Freja smilede anstrengt. »Er der noget nyt?«
»Det mest almindelige mad i verden,« trak han på skuldrene. »Men jeg skal tale med dig om noget.«
De spiste under tavshed. Kyllingen var mør, kartoffelmosset lige salt nok. Freja satte vand over, lavede hibiscus-te og satte sig overfor sin mand.
»Nå, kom med det. Jeg kan se, der er noget, der gnager dig.«
Mads stirrede længe ud ad vinduet. Så vendte han blikket mod hende.
»Bedstemor og bedstefar fejrer deres guldbryllup i lørdag. Vi er inviteret.«
»Åh, dem, der gav os de 5.000 kr. til vores bryllup? Hvordan skal vi dog komme afsted? Vi skulle jo til at blive skilt.«
»Lad os bare tage afsted. For deres skyld. De er ældre, de vil sætte pris på det. Vi er trods alt stadig gift.«
Freja så tvivlende på ham. Hun havde hverken kræfter til at skændes eller slås.
»Fint, lad os det. Måske er det sidste gang, vi besøger nogen sammen.«
De kørte i Mads’ fars bil. Han og faren foran, Freja og hans mor på bagsædet. Tavshed.
»Har I skændtes?« hviskede svigermor.
»Nej,« svarede Freja med et anstrengt smil.
»Se lige, hvilke ringe vi har købt til dem. Guld, smukke.«
»De *er* smukke,« nikkede hun.
»Hold sammen. Om halvtreds år gør jeres børn det samme for jer.«
Freja sænkede blikket. Halvtreds år? Det var jo en evighed…
Jubilæet var festligt: unge, voksne, gamle. Masser af mad, latter, skåle. Men Freja holdt sig væk fra Mads. Kvinderne fra hans familie trak hende straks ind i planlægningen af underholdningen. De var lige over tredive, ligesom hende. De skændtes, drillede deres mænd, men… man kunne se, at de elskede dem.
Freja stillede sig selv spørgsmålet:
»Elsker jeg ham? Elsker han mig?«
Måske engang. Men nu… Hjemmet føltes koldt. Penge var der aldrig. Hun havde ikke købt en ny frakke i tre år. Børn? Han nævnte dem ikke engang. Han kunne ikke finde et ordentligt job. Og engang havde han været hendes drøm…
Festen sluttede sent. Gæsterne blev kørt hjem. Bedstemor Grete kom hen til dem:
»Bliv her. I kan sove over. Og hjælp lige med at rydde lidt op.«
Freja og Mads begyndte tavst at rydde af bordene. De arbejdede rytmisk, uden ord. To timer senere var huset pletfrit.
Bedstemor satte te over.
»Nå, Erik, så har vi da holdt halvtreds år,« smilede hun til bedstefar.
»Og hvor mange gange vi næsten blev skilt,« mumlede han. »Vi nåede helt til Borgerservice.«
»Men vi kom også hjem igen.«
»Jeg var arbejdsløs dengang, ingen penge,« mindedes bedstefar.
»Glemmer du, hvordan alle kiggede efter mig? Kaldte mig prinsesse. Og du strålede som en lygtepæl.«
»Jaja… *Prinsesse*,« fnøs han, men hans øjne lyste stadig.
Freja så på dem – og noget snørede sig sammen inden i hende. De skændtes, afbrød hinanden, men… de elskede hinanden. Rigtigt.
»Sådan var vi også,« tænkte hun. »Unge, stolte, sure. Sikre på, vi havde ret. Nu griner de af det, de næsten gik fra hinanden over.«
Bedstemor Grete trak en kuvert op af lommen:
»Her, køb noget til jer selv. Til efteråret. Og skændes ikke. Vi bliver ikke fattige af det.«
Freja ville sige nej, men Mads tog imod.
»Tak, bedstemor.«
»Så, gå nu ind og slap af. Værelset er klar.«
Værelset var velkendt – her havde Mads tilbragt sin barndom. Men nu var der to i sengen. De lagde sig. Tavse.
»Freja…« hviskede han.
Hun trykkede sig ind mod ham. Varmt, velkendt skulder. Ikke rigdom. Ikke en ny frakke. Bare ham.
Mads faldt i søvn. Freja stirrede op i loftet.
»Godt, vi ikke blev skilt. I morgen køber vi den frakke. Og så, måske… et barn. Og om mange år… guldbryllup. Med de samme ringe.«
Hun smilede. For første gang i lang tid. Og faldt i søvn. Roligt. Ved siden af ham.
