Hun havde lagt sit liv på hylden. Men livet gav hende pludselig en ny chance…
Nikolai kom hjem sent om aftenen. Ansigtet var træt, øjnene fortalte om en indre kamp. Han sagde ingenting, tog sine sko af og satte sig ved bordet på køkkenet.
“Nikolaj, skal du have middag?” spurgte Mia og flakkede rundt om ham. “Jeg har lavet andesteg, som du kan lide. Se, med æbler… Hvorfor ser du så mørk ud?”
Han så hende lige i øjnene uden sit sædvanlige smil:
“Mia, vi er nødt til at tale alvorligt. Jeg kan ikke blive ved med at dele mit liv mellem to steder. Hvornår bliver vi sammen? Jeg har en lejlighed.”
Mia blev pludselig alvorlig. Det, hun altid havde undgået, var nu her.
“Okay,” sagde hun stille. “Men først skal du møde mine børn.”
De mødtes på en café. Jakob og Mathias sad på den ene side af bordet, Freja ved siden af Mia. Da Nikolai kom ind, frøs børnene. Deres måber var helt åbne. Mia forstod ikke med det samme, hvad der foregik. Men da, sønnerne udvekslede mørke blikke, gik det op for hende…
“Er det din idé om en joke, mor?” råbte Jakob først. “At finde en kæreste i din alder? Hvor pinligt!”
“Mor, vi troede, du var fornuftig…” tilføjede Mathias. “Kvinder i din alder bliver bedstemødre, ikke kærester.”
“Jeg er kun fireogfyrre,” svarede Mia stille.
“Så bo da alene i fred. Jakob og jeg finder en lejlighed. Vi gider ikke bo sammen med dig og din nye mand.”
Freja vendte sig bare væk. Og i en hel måned sagde hun ikke et ord til sin mor.
Mia græd ikke. Hun sad bare om natten i stilheden og tænkte tilbage på sit liv. Hvordan det hele startede.
…Hun var engang en flittig pige. Fornuftig, med en god familie, forældre, der elskede hende og drømte om, at hun kom på et prestigefyldt universitet. Men som 17-årig forelskede hun sig. I Mikkel.
Han var fireogtyve. Høj, med en hæs stemme, stærke hænder og stolt blik. Forældrene kunne ikke lide ham. Faderen smed ham ud, da han kom for at bede om hendes hånd. Men Mia lyttede ikke til nogen – og et par måneder senere flyttede hun med Mikkel til en anden by.
Først var det som et eventyr. Den første søn, Jakob, blev født. Forældrene hjalp til og købte dem en lejlighed. Så kom Mathias – og de fik endda en større lejlighed. Men så begyndte eventyret at blive til en hverdagskamp.
Mikkels familie drak. Hans bror var arbejdsløs, forældrene festede hele tiden. Mikkel var hos dem mere og mere og forsvandt nogle gange i uger ad gangen. Arbejde? Ha. Hvem ville ansætte en mand, der drak hver måned?
Mia holdt alt sammen kørende selv. Arbejdede to jobs, læste på fjernstudie. Om aftenen ryddede hun op. Hun skammede sig over at bede sine forældre om hjælp. Mens Mikkel lå på sofaen og krævede “en kold øl”.
Da hun kom hjem fra lægen – gravid med nummer tre – og hørte: “Ingen flødeskum? Så gå ud og køb nogle!”, kunne hun ikke mere. Hun skrev under på skilsmissen. Bestilte en taxa til ham og betalte. Han grinede og troede ikke på det. Men han tog fejl.
Han kom ikke tilbage. Dørene havde nye låse. Naboen holdt øje, så han ikke lavede en scene. De blev hurtigt skilt. Han fik aldrig at vide, at han havde fået en datter.
Tre måneder senere døde Mikkel. En brand på sommerhuset, forårsaget af en tændt komfur. Hans forældre var i haven, broren overlevede, men Mikkel ikke. Mia følte skyld… men vidste, hun ikke var forpligtet til at være plejer hele livet.
Freja blev født. Tre børn. Arbejde. Hverdag. Tre timers søvn om natten.
Hun glemte, hvad kvindelighed var. Glemte at føle sig ønsket. Hun satte børnene på benene. Alle pensioner efter Mikkels død gik til opsparingen.
Kærlighed? Det var streget ud af hendes liv. Hun mente ikke, hun havde ret til det.
Men så kom den regnfulde aften. En kollegas fødselsdag, en sen bus, pludselig øsregn. Bussen kom ikke. Og så – en bil standsede.
“Skal jeg køre dig?”
En helt almindelig mand. Varme øjne. Venlig. Han hed Nikolai. Viste sig, de boede nær hinanden. Så ventede han på hende hver morgen, kørte hende på arbejde, hentede hende om aftenen. Lavede kaffe i bilen. Sagde, hun var smuk.
Mia var ikke vant til komplimenter. Men med ham var det let. Han var blevet skilt –
