Den gamle sommerhus, hvor lykken blomstrede igen
Anders havde inviteret sine venner til sit sommerhus. Det stod klart på deres ansigter – forventningerne var ikke blevet indfriet. Nogle rynkede endda på næsen, mens de kiggede på de afskallede vægge og den overvoksede have.
»Hvad havde de regnet med?« tænkte Anders, mens han iagttog deres reaktioner. »Troede de, jeg tog dem med på luksusferie? Det her er bedstemors gamle hytte, ikke et moderne landsted.«
Men snart begyndte grillen at ryge, kødet at syde, og musikken at spille fra højtalerne. Latter, vittigheder, stegt kød og duften af røg – og aftenen blev langt hyggeligere. Grillfesten var en succes, øllerne flød, og stemningen blev bedre.
Der var plads til alle om natten. Nogle sov på den gamle sofa, andre på madrasserne på verandaen. Om morgenen kørte alle hjem – mætte og tilfredse.
Anders blev tilbage. Han havde ikke lyst til at vende tilbage til den larmende by. Han sad i stilheden og kiggede på det gamle porcelæn i skabet, da en stemme pludselig lød udefra:
»Hallo, er der nogen hjemme?«
Han gik ud på trappen og standsede op. På stien stod en pige – sød, med et let forvirret blik. Hun så varsom ud.
»Er… er du ejeren? Plejede Anna og Viktor ikke at bo her? Hvem er du?«
»Hvem er du selv?« svarede Anders skarpt. »Ser jeg ud som en bedrager?«
Men pigen smilede pludselig blidt, næsten venligt.
»Nej, det er bare… jeg har ikke været her i lang tid. Jeg var engang venner med Anna og Viktors barnebarn. Og du ligner ham slet ikke, ærlig talt.«
»Ligner ham ikke?« grinede Anders. »Jeg ER det barnebarn – Anders. Du har forvekslet mig med en anden.«
Pigen blev ildrød i kinderne.
»Jeg er Ida. Du var venner med min bror, Mads. Husker du, da I lod mig være med ude ved bålet? Du gav mig engang en slik, da vi grillede pølser…«
Anders kiggede nærmere. Der var noget genkendeligt i hendes ansigt, især det glade udtryk. For ti år siden løb hun altid efter dem, mens han og Mads prøvede at slippe væk.
»Er det virkelig dig?« spurgte han forbavset. »Den lille pige med fregner?«
»Jeg er ikke helt så lille længere,« lo Ida.
De gik ind i huset. Anders satte vand over, mens Ida hentede bedstemors gamle kopper fra skabet.
»Må jeg? Jeg har altid drømt om at drikke te af dem. De er så smukke…«
De drak te og spiste gårsdagens småkager. Urket på væggen begyndte at tikke igen – Anders havde trukket det op for første gang i årevis. Det var, som om huset, der længe havde været glemt, pludselig blev levende igen.
»Jeg var på svampejagt, men jeg turde ikke gå alene,« indrømmede Ida og holdt koppen med begge hænder, som et barn.
»Kan du lide svampe?« grinede Anders. »Så skal vi da ud sammen i weekenden?«
Selv han blev overrasket over, hvor let det var at være sammen med hende.
Siden da begyndte de at ses. Alt, Ida rørte ved, syntes at genoplives. Hun vaskede vinduerne, pudse de gamle skabe, og foldede linnedet ordentligt – nøjagtig som bedstemor plejede.
»Alt føles som nyt her,« sagde hun undrende. »Det er, som om din bedstemor vidste, at vi skulle bo sammen.«
Og det var sandt. Det gamle hus syntes at vågne til live. Anders reparerede trappen og malede skodderne. Selv bedstefars gamle knallert startede igen. Livet begyndte at dreje sig her.
»Jeg anede ikke, man kunne elske på den måde,« sagde Anders en aften ved bålet.
»Det gjorde jeg heller ikke,« svarede Ida.
Da Anders besluttede at arbejde hjemmefra og flytte permanent til sommerhuset, undrede hans forældre sig.
»Er du blevet skør? Derude i ingenmandsland?« udbrød hans mor.
Men Anders trak bare på skuldrene. Her var det ægte – skoven, åen, det gamle hus og… Ida.
Bedstemor og bedstefar kom på besøg en dag – bare for at se det.
Anna strøg hen over trævæggene.
»Det er, som om huset har ventet på os,« hviskede hun.
Og bedstefar blev næsten ung igen. Han satte sig på knallerten, snappede med fingrene og lavede vittigheder. Han bad om at få lov at lege med det tog, Anders havde repareret.
»Godt, I ikke glemte stedet,« sagde han og så på sin barnebarn med stolthed. »Din bedstemor og jeg havde så mange lykkelige år her… Og nu bliver der glæde igen. Livet fortsætter.«
»Bedstemor, bedstefar, tak for sommerhuset,« sagde Anders, da de skulle afsted. »Uden det ville jeg aldrig have mødt Ida.«
Og Ida, der stod ved siden af, tilføjede:
»Og tak for jeres varme. Den er her stadig. I hver eneste bræt. I hvert eneste tik fra uret på væggen…«
Og huset, gammelt og trægt, med et utæt tag, åndede igen. Det var levende. Og i det lød latteren – livets latter.
