**Dagbog**
I dag var det svært at få mig selv op af sengen. Himlen udenfor var tung og grå, og regnen trommede mod vinduerne. Da jeg trådte ind på kontoret, kunne jeg knap nok få et “God morgen” over læberne. Jeg satte mig ved min computer og stirrede ud ad vinduet, hvor skyerne så ud til at smelte sammen med det våde asfalt.
“God morgen,” svarede Mette og Lise, men deres blikke mødtes et øjeblik, som om de undrede sig over mig. Normalt er jeg den smilende og snakkesalige én her på afdelingen, men i dag føltes alt bare tungt. Som om regnen havde skyllet al glæde ud af mig.
Vi er tre på kontoret: mig, Mette – den ældste, osse midt i trediverne, to børn, altid fyldt med energi – og Lise, den yngste, kun lige fyldt 28, bor sammen med sin kæreste. Mette er altid den, der tager initiativ til kaffepauser.
“Skal vi ikke have en kop kaffe?” spurgte hun og rejste sig for at gå hen til kaffemaskinen.
“Ja, tak,” sagde Lise. Jeg nikkede bare tavst.
Da Mette kom tilbage med tre dampende kopper, smilede jeg svagt, men kunne ikke få mig selv til at sige noget. Lise prøvede at lette stemningen:
“Mange tak, Mette! Du er simpelthen kontorets bedste kaffemester.”
De lo sammen, men mit smil forsvandt hurtigt. Mette kunne ikke holde til tavsheden længere:
“Helle, hvad er der galt? Har vi gjort noget?”
“Nej, det er ikke jer. Det er… familien. Eller rettere, mine naboer.”
“Er det Tina igen?” sukkede Lise. “Du må altså ikke lade hende gå dig så meget på. Det er ikke sundt at bære rundt på alt det.”
“Hvordan skal jeg ignorere det, når vi bor lige ved siden af hinanden? To huse på samme grund. Min Niklas lader som om, han ikke bemærker det, mens hans bror, Jakob, er rolig. Men Tina… det er en katastrofe. I går kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg sagde hende alt, hvad jeg havde på hjertet. Nu ved jeg ikke engang, hvordan vi skal bo så tæt på hinanden fremover.”
Da jeg giftede mig med Niklas, havde hans far bygget to ens huse i haven – ét til hans ældste søn, Jakob, og ét til os. Efter brylluppet flyttede vi ind i vores nye hjem, mens Jakob og Tina boede lige ved siden af. Men kun få dage efter døde Niklas’ forældre i en bilulykke. Pludselig var det kun os tilbage – to brødre og deres familier, delende samme grund.
I starten gik det fint. Begge familier fik børn næsten samtidig. Livet syntes at glide af sted parallelt. Men langsomt begyndte jeg at føle, hvor forskellige Tina og jeg var.
Tina er højlydt, dramatisk, altid utilfreds med noget. Jeg elsker ro, hyggelige stunder for mig selv, en stille morgen med kaffe og musik. Niklas er ligeså rolig. På den måde passede vi perfekt sammen.
“Jeg har aldrig været til store selskaber. Min familie er min verden,” fortalte jeg mine kolleger. “Jeg har det godt med bare Niklas og vores søn. Vi har ikke brug for andre.”
Men Tina så det anderledes.
“Vi er én familie! Vi skal samles, ellers er det ikke rigtigt,” insisterede hun.
Men det var ikke kun ord. Tina opførte sig som om hele grunden var hendes. Hun gik ind i vores hus uden at banke på, blandede sig i vores valg, og hvis jeg prøvede at få en stille morgen, dukkede hun altid op i vinduet:
“Nå, du drikker kaffe? Jeg kommer med det samme!” og så sad hun der, før jeg vidste af det.
“Nogen gange har jeg bare brug for at være alene,” sagde jeg til Niklas.
Men at sige det direkte? Nej. Jeg kunne ikke. Selv Jakobs bemærkninger til Tina hjalp ikke:
“Tina, lad dem nu være. Du ville heller ikke bryde dig om, hvis nogen gjorde sådan ved dig.”
I går aftes, efter en lang uge, bestilte vi sushi til en lille fejring – vores søn havde fået topkarakterer. Lige da jeg gik ud for at hente det, smækkede Tina døren op fra sit hus:
“Sushi?! I bestilte sushi uden at sige det til mig?! Hvorfor fortæller du mig aldrig noget?” Hun råbte, skældte ud, og pludselig var hele gården fyldt med hendes drama. Niklas prøvede at berolige hende, men det hjalp ikke. Jakob måtte trække hende væk, men hendes skrig kunne høres længe efter.
Jeg lukkede døren bag mig og brød sammen.
“Hvorfor skal jeg spørge om tilladelse til alt? Det er vores aftensmad, vores aften! Jeg skylder ikke nogen en forklaring!” græd jeg. “Hun blander sig altid i alt, larmer, kræver. Men vi vil bare have fred.”
I morges ankom jeg til arbejde som en skygge. Da jeg fortalte mine kolleger om det, rystede de på hovedet.
“Ti år med det her?” udbrød Mette. “Jeg havde sat hende på plads for længe siden.”
“Du har din egen familie. Din mand, din søn. Resten må klare sig selv,” tilføjede Lise.
“Ja,” sukkede jeg. “Jeg har altid været stille. Altid givet efter. Men nu… nu er det nok. Næste gang siger jeg fra. Uanset hvad.”
Udenfor regnede det stadig. Men inden i mig lyste der for første gang på længe lidt lys. For jeg havde endelig forstået: Jeg har ret til ro. Til fred. For mig selv. Uden andres råb gennem væggene.
