Svigermoren græd højlydt midt under brylluppet. Kun hun vidste hvorfor.
Gæsterne råbte muntert »Skål!« og klappede i takt, mens champagnebobler dansede i glassene. Brudgommen kyssede forsigtig bruden på kinden, før de ifølge traditionen skjulte sig under sløret og udførte en anstrengt, næsten teatralsk kyssescene. Jeg så det hele. Der var ingen gnist mellem dem, ingen ægte intimitet. De fnisede og spøgte, som om de spillede en rolle i en andens bryllup.
Min tætte veninde Lise giftede sin eneste datter, Freja, af. Hun var fuld af nervøs energi, tørrede sine håndflader mod kjolen hvert andet minut. Da gæsterne havde sat sig, trak hun mig til side med en bekymret mine:
»Se lige hvordan svigermoren opfører sig. Det er som om det er en begravelse, ikke en vielse.«
Jeg så mig om. Jeg havde ikke bemærket brudgommens mor før, og anede ikke hvem hun var blandt gæsterne. Først da Lise pegede på kvinden i den grå kjole med sølvindslag, forstod jeg det. Hun sad ved det bagerste bord med en mine, som om verden lige var gået under. Hun tørrede øjnene med et lommetørklæde, læberne dirrede, og hvert åndedrag bar præg af en sådan smerte, at det gik gennem mig.
»Måske føler hun sig ikke godt?« foreslog jeg forsigtigt.
»Åh, det er slet ikke det!« svarede Lise. »Hun er bange for at min Freja vil kravle oveni hende med barnebarnet. Sønnen har en stor lejlighed efter sin bedstemor, og hun tror, Freja vil lægge beslag på den.«
»Du overdriver. De er knap nok gift, og du deler allerede boliger,« prøvede jeg at spøge, men stemningen blev ikke lettere.
Jeg kunne ikke lade være med at iagttage svigermoren. Mens gæsterne spiste, drak og lo, rørte hun ikke sin tallerken eller sit glas. Hun så ikke op, ikke engang mod sin søn, som burde have været hendes stolthed denne aften.
Da der igen lød et højt »Skål!«, vendte hun sig brat mod vinduet og bed tænderne sammen, så læberne blev hvide. Jeg kunne ikke få mig selv til at blive siddende og gik forsigtigt hen til hende.
»Undskyld mig, men… De virker så ked af det. Er alt i orden?«
Hun så op. Øjnene var fulde af tårer, men ikke af svaghed – af ægte, gennemlevet sorg.
»Jeg kan ikke lade som ingenting,« hviskede hun. »Undskyld, men det her er en skueforestilling. Min søn… han elsker ikke den pige. Freja er sød og lykkelig, hun tror på kærligheden. Men han… han gifter sig for at såre sin eks.«
Jeg stivnede. Det havde jeg ikke set komme.
»Er De sikker?«
»Han sagde det selv. Han ville vise hende, hvor ’lykkelig’ han er. Jeg bad ham, skældte ham ud, men han er så stædig. Han tror, man kan lindre smerte ved at give den videre. Men når jeg ser på Freja… hun tror på alt dette. Og han… han handler af hævn. Det gør mig så ondt.«
»Måske ændrer det sig? Følelser kan vokse…«
»Det håber jeg,« sukkede hun, »men mit hjerte er så tungt. Jeg har ondt af hende. Virkelig ondt. Min søn… han er ikke længere den, jeg kender.«
Jeg sagde ingenting til Lise. Men et par dage senere ringede hun selv.
»Freja er kommet hjem. Hun har pakket sine ting uden et ord. Ingen tårer, ingen råben – hun er helt tavs. Jeg forstår det ikke! Alt var så perfekt!«
»Jeg kommer nu,« svarede jeg kort og lagde på.
Jeg kørte med hænderne krampagtigt om rattet. Det gjorde ondt at tænke på Freja. Men mest af alt på svigermoren. På kvinden, der vidste, at hendes søn skabte ulykke, men intet kunne gøre. Lise og Freja ville komme sig. Møde nye mennesker, lære at stole igen.
Men hun… hun vil aldrig glemme. Dagen hvor hendes søn spillede med følelser som på en scene. Dagen hvor han giftede sig – ikke af kærlighed, men af hævn. Og dagen hvor hun var den eneste, der ikke klappede. Fordi hun ikke kunne. Fordi hun kendte sandheden.
