Der var engang, for længe siden, da jeg på vej hjem fra brugsen tilfældigvis stødte på en gammel bekendt. Vi havde ikke set hinanden i årevis — engang havde vi sludret som naboer, delt nyheder, men livet havde ført os hver vores vej. Hun smilede glad, omfavnede mig, som om de år mellem os ikke eksisterede. Hun foreslog at sætte os på en bænk ved parken — lad os snakke, mindes fortiden, sagde hun. Jeg blev ved hende. Dengang anede jeg ikke, at denne samtale ville efterlade et sår i sjælen.
Vi faldt i snak. Jeg fortalte, at jeg havde været gift i tre år, at min mand og jeg havde to dejlige børn, den yngste kun et år gammel. Jeg var på barsel og nød at være mor. Jeg delte mine følelser åbent, med varme — for jeg troede, hun var én, jeg kunne være ærlig over for. Men mens jeg talte, forandrede hendes ansigt sig: smilet svandt, øjnene mørknede, og hendes blik blev fyldt med en underlig træthed og bitterhed.
Først tænkte jeg, hun måske bare var i dårligt humør. Men så hørte jeg hende sige, med en stemme så spids som en nål:
»Nå, men det må man sige, du har født, men din krop er stadig som en ung piges… man kan slet ikke se det…«
Hun forsøgte at lyde ligeglad, men bag ordene lå der misundelse, næsten arrigskab. Jeg smilede akavet, ville skifte emne, men mærkede, hvordan der nu hang en ubehagelig stemning mellem os. Alt, jeg sagde, fik hende til at rynke brynene, som om mine glæder sårede hende.
Da jeg sagde, jeg måtte gå — »Jeg skal hente den ældste i skolen« — kom der et hånligt smil fra hende:
»Du er så heldig… Mand, børn… Ja, det er der nok ikke mere at sige.«
Så rejste hun sig hurtigt og gik. Og jeg blev siddende på bænken, som om nogen havde hældt koldt vand over mig. Jeg vidste, hun kun havde én søn, en mand langt over de tredive. Jeg havde hørt historierne om ham gennem årene: han arbejdede ikke, ville ikke bo selv, hang fast om halsen på hende. Engang var han faldet i med et dårligt selskab og var begyndt at tage stoffer. Han ville ikke giftes, og hans temperament var svært, umuligt at komme godt ud af det med. Men for hende var han altid hendes eneste, hendes meningen med livet.
Måske var det derfor, mine ord om min familie ramte hende så hårdt. Misundelse. Det var, hvad der fyldte hende. Ren, skarp misundelse. Selvom jeg ikke provokerede, ikke pralede. Jeg svarede bare på hendes spørgsmål.
Nu ved jeg bedre: ikke alle kan bære at høre om andres lykke. Især ikke, når deres eget liv er knust eller aldrig blevet til noget. Det var ikke min skyld, at det ikke var gået godt for hende og hendes søn. Jeg var ikke kommet for at sammenligne — det var hende, der valgte at møde mig.
Dage er gået siden den samtale, og jeg har stadig en sten for hjerte. Den snak var som en slikkepind med gift i midten — først sød, så bitter.
Måske begik jeg en fejl: jeg var for åben. Nogle gange ønsker man at dele sin glæde, men glemmer, at ikke alle smil er ærlige. Ikke alle, der hilser venligt, er glad på dine vegne.
Nu ved jeg det: lykke er som en stille å. Den skal ikke vises frem. Ikke alle fortjener at høre om dine glæder, for bag dit smil kan nogen kun se et spejl af deres egen sorg.
