**Dagbogsnotat – En ny begyndelse**
“Signe, det er slut mellem os!” sagde Magnus koldt. “Jeg vil have en rigtig familie, børn. Det kan du ikke give mig. Jeg har indgivet skilsmissepapirer. Du har tre dage til at pakke. Ring, når du er ude af lejligheden. Jeg bor hos min mor, indtil jeg gør lejligheden klar til barnet og dets mor. Ja, du hørte rigtigt – min nye kæreste er gravid! Tre dage, Signe!”
Signe tav og følte, som om gulvet gik under hende. Hvad kunne hun sige? I fem år havde de prøvet at få et barn, men tre graviditeter endte i sorg. Lægerne forsikrede, hun var rask, men hver gang gik det galt. Signe levede sundt, og under graviditeterne passed hun endnu ekstra på. Sidste gang blev hun dårlig på arbejde, ambulancen nåede det ikke…
Døren smækkede efter Magnus, og Signe, udmattet, sank sammen i sofaen. Hun havde ikke kræfter til at pakke. Hvor skulle hun hen? Før ægteskabet boede hun hos sin tante, men hun var død, og hendes søn havde solgt lejligheden. Skulle hun tage tilbage til landsbyen Bjerghøj, til sin bedstemors hus? Leje et sted? Og arbejdet? Spørgsmålene myldrede, men hun havde ingen tid til at tænke.
Næste morgen åbnede døren, og hendes svigermor, Birthe, trådte ind.
“Sover du ikke? Godt,” sagde hun tørt. “Jeg er her for at sikre, du ikke tager noget, der ikke er dit.”
“Jeg har ikke tænkt mig at stjæle din søns gamle sokker,” snappede Signe. “Skal vi tælle mine egne ting?”
“Forsøger du at være fræk? Du var så sød og stille før. Jeg sagde til Magnus efter første gang, at du ikke kunne få børn.”
“Er det derfor, du er her? Så ti stille og pas på.”
“Hvorfor tager du servicet?” udbrød svigermor.
“Det er mit, en gave fra min tante. Det er en erindring om hende.”
“Det bliver tomt her uden det!”
“Det er ikke mit problem. Men til gengæld får du et barnebarn.”
“Tag kun, hvad der er dit!”
“Min laptop, kaffemaskine og mikroovn er gaver fra kollegaer. Bilen købte jeg før brylluppet. Din søn har sin egen.”
“Du har alt, men kan ikke få børn!”
“Det rager ikke dig. Måske var det sådan, det skulle være.”
“Har du ikke ondt af det? Måske gjorde du det med vilje?”
“Det er vrøvl. Tanken gør ondt.”
Signe så sig omkring – hendes ting var væk. Børste, makeup, sutsko… Hun havde glemt noget vigtigt. Svigermoren forstyrrede. Så huskede hun – kattefigurinen, en gave fra bedstemor. Indeni var der en lille gemme med øreringe og en ring. Ikke værdifulde, men dyrebare. Magnus syntes, den var skrammel. Havde han smidt den ud? Signe åbnede altandøren.
“Hvad laver du der?” råbte svigermoren. “Pak og forsvind!”
Katten var der, alt var i orden. Nu kunne hun køre.
“Her er nøglerne, farvel. Jeg håber, vi ikke mødes igen.”
Signe kørte til kontoret. Hun var sygemeldt, men bad om ferie.
“Vi er alle ked af det,” sagde chefen. “Men det bliver hårdt uden dig. Tre uger nok? Hold kontakten, halvdelen af projekterne ligger stille uden dig.”
“Det er fint, det vil distrahere. Tak.”
“Har du brug for hjælp?”
“Nej.”
“Jeg sørger for feriepenge og bonus.”
“Tak for det.”
Signe lejede ikke noget – hun kørte til Bjerghøj. Bedstemors hus havde stået tomt i tre år. Hun kendte ikke sin mor, der døde under fødslen. Nu kunne hun selv ikke blive mor…
En times kørsel, og hun var der. Den gamle birk, de vildvoksende blomster. Sidst hun og Magnus var her, grillede de. Signe parkerede, nøglen til skuret var i huset. Hun åbnede døren og standsede. Stilhed. På bordet – beskyttede kopper, tallerkener. Hun havde gjort rent sidst! Nogen havde været der.
To kopper, tomme juicekartoner, flasker med Magnums yndlingschampagne. Ikke fra sidste efterår. Så han havde været her. Med hvem?
“Ligegyldigt,” tænkte Signe. Hun skiftede låse. Ny start, rengøring, varmt bad. Hun ville vaske fortiden væk.
Pludselig bankede det på døren, så på vinduet.
“Hvem er det?”
“Er alt i orden?”
“Ja…” svarede hun forvirret.
Signe gik ud. En fremmed mand stod der.
“Undskyld, jeg skræmte dig sikkert,” sagde han. “Jeg er nabo, så dig i dag. Så forsvandt du, men røg fra skorstenen. Tænkte, om der var sket noget.”
“Tak, alt er godt.”
“Er du i familie med Magnus? Han var her for nylig med en kvinde… Søster?”
“Nej, næsten ekskone. Skilsmissen er i gang.”
“Er huset dit?”
“Ja.”
“Jeg bor hos en ven midlertidigt. Også skilsmisse. I morgen er jeg fri. Sig til, hvis du har brug for hjælp. Jeg er Tobias.”
“Signe. Vent, kan du skifte lås?”
“Ja. Sig bare til.”
“Gerne snarest. Jeg køber en i morgen.”
“Lad mig se på det og købe den rigtige. Jeg skal alligevel ind til byen.”
“Okay.”
To uger gik. Kun én ferieuge tilbage, men Signe havde ikke lyst tilbage til byen. Magnus tav, sendte kun en dato for retsmødet. Det var bedst – hun kunne ikke se ham.
En lørdag inviterede Tobias hende til en gPå deres tur til søen mødte de en gammel mand, der smilede og sagde: “Nogen gange må livet falde fra hinanden, før det kan samles rigtigt igen.”
