**Skæbnen, der banker på døren**
I en lille kystby, hvor måger skreg over bølgerne, tilbragte Signe hele dagen i køkkenet. Hun lavede en duftende aftensmad: stegt fisk, kartofler med urter og bagte endda sin yndlingslagkage til dessert. Træt men tilfreds ryddede hun bordet, dækkede det med et hvidt dug og satte sig for at vente på sin mand fra arbejde. Hendes hjerte bankede lidt hurtigere end sædvanligt – i dag skulle de have en vigtig snak. Endelig raslede nøglen i låsen, og i døren stod Mads.
»Hej, skat!« smilede han og tog frakken af. »Hvad er lejligheden? Er der en fest?« Han nikkede mod det dækkede bord med alle de lækre retter.
»Kære, vi skal tale om noget alvorligt,« sagde Signe stille men bestemt. »Det vedrører vores familie.«
Mads stivnede, hans smil svandt langsomt bort, og der lå uro i hans øjne.
—
»Lise, hvordan kan du gøre sådan noget? Det er din søn!« Signes stemme skælvede af forargelse.
»Min søn, og hvad så?« svarede Lise og rettede på håret. »Jeg giver ham ikke væk for altid, kun et par måneder!«
»Lise, er du ved dine fulde fem? Det er dit barn, dit eget kød og blod!« Signe knugede tårerne tilbage.
»Hør her, Signe, jeg har forklaret det! Hvis du er så blødhjertet, så tag ham selv! Så er den snak slut. Der sker ikke noget med Nikolaj på et par måneder, og når jeg er på fode, henter jeg ham straks.« Lise rejste sig brat og gik ud af rummet med et dørsmæk.
Signe blev tilbage, målløs. Hun kunne ikke tro, at hendes søster var i stand til sådan noget. At give sin egen søn væk, selv midlertidigt, til et børnehjem? Det var utænkeligt. Men at tage Nikolaj hjem til sig selv kunne Signe ikke.
Hun, Mads og deres to døtre boede hos svigermor, Grethe Sørensen. Den tolængede lejlighed var trang, og svigermoren kunne ikke lide sin svigerdatter. Hun var også lun mod børnebørnene og tolererede dem kun for sin søns skyld. Signe vidste det: Mads var det eneste lys i Grethes liv. Hvis ikke for ham, ville svigermoren nok slet ikke have tilladt sin søn at gifte sig, især ikke med Signe.
Engang havde Signe tilfældigt overhørt Grethe klage til naboerne: »Svigerdatteren har forhekset Mads – hvordan ellers kan man forklare hans kærlighed til hende?« I starten havde svigermor været tålmodig, men alt ændrede sig, da Signe og Mads fortalte, at de ventede barn. Siden da var Grethe blevet ulidelig. Mens Mads var hjemme, holdt hun igen, men så snart han var på arbejde, forvandlede hun sig: spydige bemærkninger, bebrejdelser, ondskabsfuldhed. Nogle gange følte Signe, at hun ikke kunne holde det ud, men for børnenes skyld bed hun tænderne sammen og holdt ud.
Hun klagede ikke til Mads. Hun følte, at han ikke ville tro på hende – han elskede sin mor så højt og mente, hun var god og omsorgsfuld. Og hvordan skulle hun fortælle ham, at hans »perfekte mor« gjorde livet surt for hende? Signe drømte om at flygte, men der var intet sted at tage hen.
Hun og Lise var vokset op på et børnehjem. Da de skulle flytte ud, fik de at vide, at de ikke ville få bolig – de havde en hjemstavnsret til et hus i en landsby, efterladt af deres forældre. Men ingen havde tjekket, om det var beboeligt. Da de ankom til deres barndomsby, så de et faldefærdigt hus med et hullet tag. Det var umuligt at bo der, og der var ingen arbejde. Uden at miste håbet vendte søstrene tilbage til byen.
Signe forsøgte at undgå at tænke på alle de vanskeligheder, de havde gennemlevet. Men skæbnen smilte til hende – hun mødte Mads. De giftede sig, og kort efter fik hun tvillingedøtrene. Lise var mindre heldig. Hun boede i et værelse til leje med den lille Nikolaj, hvis far hun sjældent nævnte. Kun en gang sagde hun flygtigt, at han var gift og at de ingen fremtid havde.
Nikolaj var et år yngre end Signes døtre, og hun elskede ham højt. Lise syntes også at elske sin søn, men hendes nylige beslutning chokerede Signe. Lise havde mødt »drømmemanden«, Kenneth. Signe kendte ham ikke, men ifølge Lise var han perfekt. Signe var uenig. En ordentlig mand, tænkte hun, ville ikke afvise sin kærestes barn, selv om det ikke var hans eget. Men Kenneth insisterede på, at Nikolaj skulle på børnehjemmet – »midlertidigt«. Lise, forblindet af kærlighed, sagde ja.
Signe prøvede at tale hende fra det, men Lise væSigne tog en dyb indånding og vidste, at uanset hvor svært det blev, var Nikolajs fremtid det hele værd, og hun ville kæmpe for ham, lige som hun altid havde kæmpet for sig selv og sine piger.
