**Fortællinger, der slynges sammen i en lille by**
I en lille by ved en å, hvor gamle lindetræer hviskede med vinden, stod Grethe som sædvanlig og lavede flæskesteg. Krydderiernes duft bredte sig i køkkenet, mens solen sænkede sig bag horisonten. Pludselig blev stilheden brudt af telefonen. Det var hendes barnebarn, Asger.
“Mormor, hej! Har du og morfar noget imod, at jeg kommer forbi i morgen? Men jeg er ikke alene…” Hans stemme lod hemmelighedsfuld, som om han gemte på noget, der fik Grethes hjerte til at banke lidt hurtigere.
“Selvfølgelig, kom du bare! Hvem bringer du med?” Hun kunne ikke skjule sin nysgerrighed og en lille smule uro.
“Det er en overraskelse,” svarede Asger listigt og lagde på.
Næste dag ringede det på døren. Grethe tørrede hænderne i forklædet og skyndte sig at åbne. Der stod Asger – og ved siden af ham en fremmed pige med et genert smil.
“Mormor, morfar, det her er Maja,” præsenterede Asger, og hans øjne lyste. Da Grethe hørte navnet, føltes det, som om tiden stod stille.
*
Normalt, når skolen var slut, kom børnebørnene forbi Grethe og hendes mand, Erik. Den ældste, Ida, stormede altid ind til morfar så snart hun kunne:
“Morfar, jeg er helt lost i matematik! Kan du hjælpe?”
Erik lagde avisen fra sig med et smil. “Nå, hvad er det for et problem? Tag din mappe, så finder vi ud af det. Se her – lignen er simpel, når du flytter denne del… Nå, hvad siger du? Har du fundet løsningen?” Han så stolt på hende. “Du klarede det helt selv, Ida! Og du sagde, det var svært. Min dygtige pige – og så også så smuk!”
Han betragtede Ida med glæde. Hun lignede Grethe så meget fra dengang hun var ung! De samme stædige gnister i øjnene, den samme vilje til at nå sine mål, selv når kræfterne var ved at slippe op. Kinderne blussede, og smilet – præcis som Grethes, da de lige var begyndt at date.
“Skal vi spille et spil matador?” blinkede Erik.
“Morfar, jeg tabte jo sidst,” protesterede Ida.
“Og hvad så? Er det slut, fordi du tabte én gang? Nå, så lad os ikke spille,” svarede han med et skælmsk glimt i øjet.
“Nej, vi spiller! Hvor er brættet?” Ida var allerede i gang med at sætte det op. “Du vælger først! Det er mine sorte brikker! I dag vinder jeg, og så spiller vi guitar bagefter, aftale?”
Den yngste, Asger, løb altid til Grethe. Morfar var streng, men retfærdig, og det respekterede han.
“Mormor, hjælp mig med dansk, jeg fik kun en 4-taller, og det er ikke pænt nok,” hviskede han og så ned. “Sig det ikke til morfar, jeg ordner det, okay? Hvad er der til aftensmad? Stegte flæsk? Jeg elsker det! Se lige, hvordan jeg skriver nu, så bliver det flot.”
Grethe satte sig ned og så, hvordan han omhyggeligt tegnede bogstaverne. Asger var en kopi af Erik – de samme hurtige blikke, den samme besluttsomhed. Allerede som femårig kunne han tælle til hundrede, plusse og minusse som en voksen.
“Mormor, se, det lykkedes!” rakte Asger hende hæften. “Pænt og rent! Det er din fortjeneste!” Han krammede hende. “Ved du, hvorfor jeg kom alene? Jeg ville overraske jer – jeg købte hindedeeritter til alle! Far gav mig penge til frokost, men jeg sparede lidt sammen.”
“Åh, min gode dreng! Hent morfar og Ida, så spiser vi, og så får vi te med dine hindedeeritter.”
“Vent, mormor, der er mere…” Asger flyttede sig tættere på og hviskede: “Der er en pige i min klasse, Maja. Jeg vil gerne give hende parfume, det drømmer hun om. Jeg sparer allerede op.”
“Er det alvor, skat? Er I gode venner?”
“Næ, mormor, jeg er jo stadig for… lille,” sukkede han.
“Er hun ældre? I går i samme klasse.”
“Nej, jeg er ældre, jeg er ti, hun er ni et halvt. Men hun er højere, mormor, meget højere. Måske hvis jeg giver hende parfume, forelsker hun sig i mig?”
Grethe smilede:
“Selvfølgelig gør hun det! Du er jo en fin fyr! Højde betyder ingenting – du dyrker jo basketball. Vi hjælper dig med at købe parfumen til Maja, du skal ikke bekymre dig. Men nu – hent de andre, så spiser vi!”
*
Tiden flyver ubarmhjertigt. Ida er færdig med skolen og rejst til København for at læse. Asger er i gang med eksamene, optaget af basketball og skole – men han kommer stadig forbi en gang om ugen. Han er voksen nu, selvstændig og stærk som Erik i sin ungdom.
I aftes ringede han, og stemmen dirrede af ophidselse:
“Mormor, har du og morfar noget imod, at jeg kommer forbi i morgen? Men jeg er ikke alene. Overraskelse! Jeg fortæller det hele i morgen.”
“Han bringer en pige med, det ved jeg,” hviskede Grethe til Erik, efter hun lagde på.
“Nå, så tager du dit blå kjole på, du ligner stadig en ung pige i det. Jeg finder en flot skjorte og jeans. Vi skal da holde niveau – vi har da stadig stilen!” grinede Erik.
Næste dag ringede det på døren ved middagstid. Grethe skyndte sig at åbne.
“Asger!” udbrød hun.
“Mormor, morfar, det her er Maja.” Asger var let rød, men smilet strakte sig fra øre til øre. Ved siden af ham stod en høj, skrøbelig pige med et varmt smil.
“Hun er højere end Asger,” noterede Grethe stille for sig selv.
“Det er til jer,” sagde Maja og rakte en lille gave frem. “Asger sagde, at I lige havde haft fødselsdag.”
Grethe åbnede gaven – hendes yndlingsparfume, den samme som Erik gav hende for så mange år siden, da de lige var begyndt at date. Øjnene blev fugtige.
“Og her er hindedeeritter, kan du huske dem, mormor?” Asger rakte en pose med stadig varme kager.
“Kom indenfor, vi spiser, og så drikker vi te. Tusind tak for parfumen, det er så rørende!” Grethe vendte sig mod Erik. “Så du det, Erik?”
Morfar blinkede skælmsk til Asger. Det var tydeligt – de havde planlagt det sammen, og Erik havde fortællt ham, hvilken parfume han skulle vælge.
*
Ved bordet fortalte Asger muntert om alt muligt, mens Maja lo og så på ham med ømhed. Grethe mindedes, hvordan Erik eng*
Ved bordet fortalte Asger muntert om alt muligt, mens Maja lo og så på ham med ømhed, og Grethe tænkte på, at livets smukkeste øjeblikker oftest gemmer sig i de stille timer, hvor kærligheden bliver givet videre til nye generationer.
