Min svigerdatter smækkede døren lige for næsen af mig: jeg føles som en fremmed i deres liv
— Min søn har været gift i fem år, og i al den tid har jeg aldrig været på besøg hos dem. Ikke engang kommet over dørtrinnet. Min svigerdatter gjorde det klart fra starten: hun kan ikke lide gæster, fortæller den 60-årige Mette Kjær med en stemme fuld af smerte.
Sønnen bor med sin kone i hendes lejlighed — en beskeden etværelses i Københavns midtby. For to personer er det nok. De sparer op til noget større, arbejder hårdt. Alt virker enkelt og logisk.
— Mens de ikke havde børn, blandede jeg mig ikke. De arbejdede begge fra morgen til aften, og jeg var på min sommerhus i Nordsjælland. Hver sin vej. Vi sås kun til højtider og talte sammen regelmæssigt. Det passede mig fint, indrømmer kvinden.
Men for nylig ændrede alt sig. Ida — Mettes svigerdatter — fik en hård graviditet, og fødslen var svær. Den unge mor overlevede kun med nød og næppe. Svigermoren besøgte hende på hospitalet, bragte det nødvendige, støttede som hun kunne. Efter sådan en tid kunne hun ikke forestille sig, at de pludselig ville lukke hende ude efter barnebarnets fødselsdag.
— Ida sagde endda før fødslen, at de gerne ville klare sig alene. Uden hjælp. Men jeg tænkte — det er bare ord. Et par søvnløse nætter, og så ville hun bede om hjælp. Jeg ved jo selv, hvordan det er at være nybagt mor, fortæller hun.
Mette Kjær husker, hvordan hendes egen mor hjalp hende, da hun opdragede Lars. Hun lavede mad, vaskede, gik tur med ham, mens hun selv hvilede. Den støtte var uvurderlig.
— Jeg kom til hospitalet, da de skulle hjem — med blomster, gaver og tårer i øjnene. Jeg krammede min søn og ønskede Ida tillykke. Men de kørte mig bare hjem og sagde: “Vi vil gerne slappe af, vi ses senere.” Ikke engang et “kom ind på en kop kaffe” eller “bliv lidt.” Det var, som om de satte mig på pause.
Den første måned lod de slet ikke nærme sig barnet. Ida sagde noget om “tilpasningstid” og “tid til familien.” Nå, okay. Så venter vi en måned. Men så gik en anden… en tredje… Nu er der gået et halvt år, og døren er stadig lukket.
— Vi ses kun udenfor. Ida kan give mig barnevognen og sige: “Gå en tur, jeg skal hjem og vaske tøj.” Og mens jeg går, hører jeg døren smække bag mig. Ikke en gang har jeg fået lov at sætte en fod over dørtrinnet. Aldrig. I al den tid, siger svigermoren bittert.
Først blev Mette ked af det. Hun græd, blev vred. Så accepterede hun det.
— Jeg tænker, det er godt, at hun i det mindste lader mig gå tur med hende. At jeg får lov at se min barnebarn. At hun ikke gemmer hende fuldstændig for mig. Jeg går i parken med hende, synger sange, og så afleverer jeg barnevognen — og så er det farvel igen.
Nogle gange undrer hun sig — har hun gjort noget forkert? Eller har Ida sine grunde? Men der har ikke været nogen forklaring. Kun kølig afstand, som om de ikke er familie, men tilfældige møder i opgangen.
Hvad tænker du? Har den unge mor ret til at opføre sig sådan? Eller er det tegn på respektløshed og afstandtagen? Hvad ville du gøre, hvis du var i Mette Kjærs sted?
