**Dagbogsnotat**
»Søn, du skal få et hus. Men jeg beder dig, pas på din syge søster. Hun må ikke efterlades,« hviskede min mor.
»Hør nu på mig, søn…« hendes stemme var knap hørlig.
Hvert ord kostede hende kræfter. Sygdommen tog ubarmhjertigt livet af hende. Hun lå i sengen, udmattet, næsten gennemsigtig. For Lasse så hun ikke ud som den mor, han huskede. Engang var hun høj, fuld af energi, med et smil, der kunne varme hele rummet. Men nu…
»Søn, jeg beder dig, forlad ikke Agnete… Hun har brug for beskyttelse. Hun er ikke som andre… Men hun er vores… Lov mig det…« Pludselig greb hun hårdt om hans hånd. Hvor fik hun styrken fra? tænkte han.
Lasse rynkede panden. Hans blik fløj til hans ældre søster, Agnete, som sad i hjørnet af deres lille lejlighed i Århus. Hun var i fyrrerne, men legede stadig med en dukke og nynnede for sig selv. Hun smilede, som om der ventede en fest, ikke en afsked med en døende mor.
Lasses eget liv var vellykket: hans eget byggefirma, en dyr bil, et stort hus ved Århus Bugt. Men der var ikke plads til Agnete der. Hans børn blev bange for hendes mærkelige adfærd, og hans kone, Mette, kaldte hende »skør«. Selvom Agnete var stille, harmløs, rørte aldrig nogen.
»Altså… du ved… jeg har en familie… og Agnete… hun…« mumlede Lasse og prøvede at trække hånden fri af morens svage, men fastgribende greb.
»Søn, din fars hus bliver dit… Men til Agnete har jeg sikret en treværelses lejlighed. Alt er arrangeret.«
»Hvor fik du pengene fra?!« Lasse og Mette udvekslede et chokeret blik. Deres ansigter lysnede ved nyheden.
»Jeg plejede en gammel lærerinde… Bragte hende mad, medicin… Jeg syntes synd for hende, hun var så sød. Jeg forventede ikke, hun ville efterlade mig lejligheden. Jeg skrev den over på Agnete, så hun har et sted at være. Men du… du må sørge for hende, jeg beder dig… Lejligheden går til dine børn eller børnebørn en dag… Hvor længe hun end lever…«
De sagde farvel til mor. Hun døde samme nat.
Agnete forstod åbenbart ikke, at hun nu var forældreløs. Lasse tog hende med hjem og begyndte at renovere lejligheden.
»Hvorfor skal Agnete have så stor en lejlighed? Lad hende bo hos os lidt endnu. Så kan vi udleje den,« sagde han begejstret til Mette.
Først protesterede hun ikke. Agnete var ikke til besvær: hun legede med dukker eller ordnede sine ting i skabet, altid med et smil. Men hendes underlighed skræmte. »I dag er hun stille, men hvad nu hvis…?« hviskede Mette til ham.
»Bare lidt endnu,« bad Lasse. Men et halvt år efter mors død fik han med en bekendt notars hjælp overført både fars hus og søsterens lejlighed til sig selv. Agnete fik han overtalt til at underskrive papirer uden forklaring.
Fra det øjeblik blev søsterens liv et helvede.
Når Lasse var på arbejde, gjorde Mette livet surt for Agnete. Hun råbte af hende, låste hende inde og nægtede hende at gå ud, selv om sommeren. Nogle gange gav hun hende kattefodder i stedet for mad, skreg til hende, til hun græd. En dag slog Mette Agnete i ansigtet. Hun blev så bange, at hun… tissede på sig selv.
»Er du ikke bare skør, men også pissesvag?! Ud af mit hus, jeg kan ikke udstå dig!« skreg Mette.
Hun pakkede Agnetes ting i en affaldssæk og smed dem udenfor.
»Hvor er Agnete? Jeg har ikke set hende i dag,« spurgte Lasse om aftenen, da han lagde sig.
»Hun er løbet væk!« snappede Mette irriteret. »Kan du forestille dig, din søster tissede midt på gulvet og så låste hun sig inde på soveværelset. Jeg måtte knap åbne døren, skælde hende ud, og så greb hun en taske og forsvandt. Jeg skal da ikke løbe efter hende! Prinsessen blev fornærmet…« fnøs hun.
Lasse tav. Han tænkte sig om, før han sagde:
»Nå, hvis hun er væk…« Han tændte for tv’et. »Forresten, jeg har fundet lejere til treværelseren.«
Natten var lang. Lasse sov ikke, tænkte kun på Agnete. Hvor var hun? Var hun okay? Hun var som et lille barn, hjælpeløs. Først om morgenen faldt han i søvn og drømte om mor.
»Jeg bad dig om det, søn…« sagde hun, liggende i en kiste, og rystede på fingeren.
Dette mareridt vendte tilbage hver uge og tærte på ham. Han holdt det ikke ud. To måneder efter søsterens forsvinden ringede han til mors veninde, sin gudmor, Anna, i håb om, at hun vidste noget.
»Hvad så, Lasse, har samvittigheden ramt dig?« sagde Anna koldt. »Heldigvis kom jeg forbi din mors hus. Jeg fandt Agnete der. Hun var bange, ulykkelig. Jeg ved ikke, hvordan hun nåede derhen! Nu bor hun hos mig. Jeg passer på hende, jeg har ikke brug for hendes lejlighed. Men du må leve med skylden. Bed til, at din forstand holder til din sidste time!«
»Tante, hold nu op…« knurrede Lasse og lagde på. Han sukkede lettet: søsteren var i sikkerhed. Livet kunne fortsætte.
Agnete døde to måneder senere. Den samme sygdom tog hende, som tog mor. Lasse kom ikke til begravelsen – han havde »vigtige møder« på firmaet.
Ti år senere lå Lasse selv sengeliggende. Kroppen gjorde ondt, men sjælen smerte mere. Mette kom sjældent – hun boNu lå han der, ene i mørket, og tænkte på, hvor tomt huset føltes uden morens latter og Agnetes nynnende stemme.
