Jeg kender en kvinde ved navn Birthe, hun er 70 år. For nylig fik hun et slagtilfælde og blev indlagt på et sygehus i en af Aarhus’ bydele. De præcise årsager kender jeg ikke – om det var alderen, en usund livsstil med dårlig kost og for lidt frisk luft, eller måske en blanding af begge dele.
Hendes søn, Mads, har boet i en anden by, i København, over 300 kilometer fra Aarhus, i flere år. Han har sin egen familie – en kone og to børn. Da Birthe blev indlagt, var det naboerne, der ringede efter en ambulance. Fjerne slægtninge hørte om det og besøger hende nu, bringer medicin og giver hende opmuntring. Birthe er ved at komme sig, men kan stadig ikke stå op.
Mads ringede kun én gang. Han overførte nogle penge til medicin – og derefter hørte han ikke mere. Han kom ikke forbi, spurgte ikke til sin mor. Han har åbenbart sine egne problemer, der kræver hans opmærksomhed. Han virker ligeglad med, hvad der sker med hende. “Hvad skulle jeg kunne gøre, hvis jeg kom?” sagde han til en af slægtningene. I hans øjne er penge nok.
Men de fjerne slægtninge kommer derimod hver dag. De køber de nødvendige medicin, spørger ind til Birthes tilstand, og taler med lægerne for at forstå, hvordan det virkelig går. Deres omsorg er det eneste, der holder hende oppe i denne svære tid.
Og så spørger jeg mig selv: Hvad gør vi mødre forkert, når vores børn behandler os sådan? Jeg er sikker på, at den måde børn behandler deres forældre på, afspejler, hvordan de er opdraget. De ser på os, optager vores ord, handlinger og værdier. Hvis vi var kolde eller uretfærdige, skal vi ikke blive overraskede over at få ligegyldighed tilbage.
Jeg er overbevist om, at der ikke findes dårlige børn eller børnebørn – kun forældre, der ikke formåede at give det rette eksempel. Vil du være en god forælder, må du vise det gennem handling. Hvis et barn så sin mor tage sig af sin egen mor, lærer det den lektie. Men med Birthe var det anderledes. Mads så ikke sin mor holde kontakten til sin egen mor i hendes sidste år. Birthe vendte sig væk fra sin mor, og nu gentager hendes søn den samme vej.
Livet er som en boomerang – alt, hvad vi gør, kommer tilbage til os. Og på en måde er der en form for retfærdighed i det. Birthe ligger nu på hospitalssengen, omgivet af fremmede mennesker i stedet for sin egen søn, og må høste, hvad hun selv har sået. Det er en bitter lære, men måske er det en chance for at reflektere – både for hende og for os alle.
