Laurits stod på trappen til sine forældres hus, sugede den varme, sommeraftenluft ind og satte sig på den gamle bænk, som knagede under ham, lige som den altid havde gjort i barndommen. Et øjeblik efter kom Mads gående hen ad stien. Han var den samme gamle ven, som Laurits havde vokset op side om side med, men for mange år siden var noget gået gået i stykker…
»Nå, hvordan går det?« spurgte Mads og gav Laurits et venligt klap på skulderen.
»Det går nu nok,« nikkede han. »Jeg arbejder og har købt en lejlighed i byen.«
»Flot,« sagde Mads med et anerkendende nik. »Du var altid den kloge. Ikke som mig…«
»Åh, hold nu op!« grinede Laurits. »Forældrene har fortalt mig, at du har det fineste hus i hele landsbyen. De siger, at naboen følger dit eksempel.«
»Du klarer dig da heller ikke dårligt – en lejlighed i byen. Ikke ringere end mit hus.«
De lo begge. Og så, som om de faldt tilbage i gamle vaner, gik de hen til Mads’ hus. De tog brød, æg og pølse frem. En flaske hjemmebrændt blev sat på bordet. De skænkede sig et glas, rynkede begge på næsen – de drak sjældent.
Pludselig sagde Mads:
»Hør her… Ved du hvad med Johanne?«
Laurits spidsede ører:
»Hvad med hende?«
»Hun er blevet gift. Med en fyr… fra nabobygden. Hun underviser nu i vores gamle skole.«
»Johanne?« gentog Laurits, og der var et stik i brystet. »Det vidste jeg ikke…«
»Jeg troede det heller ikke først. Tænkte, det ville gå over… Men jeg sad på traktoren i tre dage – det gjorde det ikke. Forstår du?«
Han skænkede igen. De drak og sad derefter tavse, stirrende ned i deres egne kaffekopper.
Pludselig så de begge op og brød ud i latter – den samme hjertelige latter som i barndommen. Til de græd, til de fik hikke.
»Sådan gik det,« tørrede Mads tårerne væk. »Så mange år på grund af hende… og så ender det sådan her.«
»Ja,« nikkede Laurits. »Vi holdt en konkurrence. Om hvem der var sejest, hvem der holdt længst ud, hvem der råbte højest. Og så – pludselig – gik hun bare sin vej med en anden.«
»Hun er sej,« sagde Mads uventet. »Hun valgte på sin egen måde. Og vi prøvede jo…«
»Ja,« svarede Laurids tankefuld. »Men når alt kommer til alt, var det ikke forgæves. Du byggede et hus, jeg blev overlæge. Vi er begge noget værd nu.«
»Præcis!« sagde Mads livligt. »Vi er kun niogtyve. Livet er kun lige begyndt!«
»Men du startede det hele,« mindede Laurits ham om.
»Måske. Men du fortsatte. Din snedige satan.«
»Så var jeg lige så tåbelig. Vi var det begge to,« grinned Laurits.
»Kan du huske, hvordan hun sad på bænken efter skole og så på os helt ens? Ikke dig, ikke mig – ingen af os.«
De tav igen. Mindedes.
Laurits og Mads havde kendt hinanden siden fødslen – de blev født næsten på samme dag. De voksede op som naboer, legede sammen, gik i samme klasse, sad ved samme skolebænk. Indtil niende klasse var de uadskillelige.
Men så kom Johanne ind i klassen.
Hun var blevet stor på en sommer. Fra den drengede pige på cykel blev hun til en slank ung kvinde med langt, gyldent hår. Og alt ændrede sig. Vennerne blev rivaler.
Mads havde hovedet fuldt af maskiner og ødelagde sin fars traktor. Laurits havde hovedet i bøger og dyr. Den ene kæmpede med markarbejdet, den anden med biologien.
Johanne så på dem begge med det blik, der fik hjertet til at slå hurtigere.
Efter skolen tog Laurits til byen for at studere, mens Mads blev tilbudt arbejde i gårdfællesskabet. Johanne læste i fjernundervisning og dukkede op hos dem vekselvis. Hun bragte nyheder: Hvem der tjente mest, hvem der fik stipendium. Men hun kom ikke tæt på nogen af dem.
Selv militæret fik dem ikke til at slå til igen. De blev mænd, hver på sin egen vej. Mads byggede et hus og købte den første bil i byen. Laurits blev læge og skrev en afhandling. Men trods alt dette – forblev de begge ugifte. Begge – stadig alene. Stadig med den samme erindring om den pige med det gyldne hår.
Og nu sad de her i køkkenet, trætte, med øjne mørknet af tid – og grinede. Bittert og lykkeligt på én gang.
»Men det er godt, hun er blevet gift,« sagde Laurits til sidst. »Ærligt talt. Måske elsker han hende virkelig.«
»Måske…« svarede Mads stille. »Jeg håber, han gør. Ellers… Så var det alt sammen spildt.«
De tav lidt. Så bankede Mads i bordet:
»Ved du hvad? Lad os fejre det. For hende. For os. For at livet går videre.«
»Ja,« grinned Laurits. »For at vi stadig er her. Og ikke er fjender.«
Mads hældt op i glassene en sidste gang.
»For Johanne.«
»For Johanne.«
Glasene klirrede. Udenfor blev aften til nat. Over den gamle bænk bøjede to silhuetter sig – ikke længere drenge, men heller ikke gamle mænd. Bare to, som livet engang bragte sammen og aldrig lod gå fra hinanden.
Og Johanne… Ja, må hun være lykkelig. Hun fortjener det.
