**En dans for to: en historie, der startede med et hypertensionsanfald**
Ida Kirstine ankom til et lille sanatorium i det nordlige Jylland i håb om endelig at få en rigtig ferie for første gang i mange år. Uden arbejde, uden opkald, uden bekymringer. Men ferien tog en uventet vending allerede første dag: i gangen blev hun overfaldet af en ung kvinde i hvid kittel, forskrækket og forvirret.
“Vil du ikke nok hjælpe! Der er en mand i naboværelset, der har det skidt! Hent en læge!”
“Jeg er læge,” reagerede Ida hurtigt. “Vis mig vej.”
På en sofa i værelset lå en bleg mand. Ida tog straks kontrol: målte hans blodtryk, konstaterede et hypertensionsanfald, og gav ham de nødvendige medicin.
“Det er under kontrol,” sagde hun, da den vagthavende læge og en sygeplejerske stormede ind. “Blodtrykket var højt, men ikke farligt. Jeg har givet ham det, han har brug for.”
“Undskyld mig, men arbejder du her?” spurgte manden forvirret, da han kom lidt til sig selv.
“Nej, jeg er på ferie. Eller det var i hvert fald planen,” smilte Ida.
Sådan mødte hun Henrik Mikkelsen – hendes nabo på gangen, en distingveret mand med grånende tindinger, intelligente øjne og et trist smil.
**En mislykket roman og en aften i lysthuset**
Senere så Ida, hvordan Henrik til middag sad sammen med en glamourøs blondine i en stram kjole, der så ud til at kede sig ihjel. Ved nabobordet hviskede en af de ældre damer:
“Den unge tøs regner nok med hans penge, men han har ikke helbredet til det. Desuden rygtedes det, at hun har noget kørende med sanatoriets forvalter. Det er nok derfor, at den stakkels mand fik trykket op.”
Ida hørte det med et halvt øre. Hun kendne alt for godt til den slags historier. Hendes egen mand havde forladt hende til fordel for en yngre kvinde. Efter tyve års ægteskab forlod han hende for at finde “nyt liv,” og han så sig aldrig tilbage.
Forræderiet havde ikke gjort hende bitter, men forsigtig. Arbejde, børn, stille styrke og et koldt hoved – det var, hvad der havde reddet hende. Og nu, så mange år senere, havde børnene givet hende denne ferie, så hun endelig kunne leve lidt for sig selv.
Ida havde fundet et yndet hjørne i parkens lysthus. Der var køligt, stille, og løvet ovenover hviskede deres egne historier. Hun sad med en bog, da Henrik dukkede op.
“Må jeg sidde her? Du har fundet et paradis.”
“Selvfølgelig. Men jeg er bange for, at din ledsager leder efter dig.”
“Lad hende lede,” svarede han afvisende. “Så bruger hun i det mindste energien på noget andet end mig.”
**Dans, der ændrede alt**
Samtalen trak ud. Henrik viste sig at være en følsom, interessant mand med en god humor og dybde i øjnene. De snakkede helt til middag, og om aftenen aftalte de at gå en tur langs stranden.
“Hvad synes du om dans, Ida Kirstine?” spurgte han pludselig.
“Engang elskede jeg det…”
“Så lad os gå! Sammen med mine jævnaldrende fra spisesalen kan vi næsten virke unge igen.”
Hun lo. Hun dansede. Og hun undrede sig over, hvor let hun havde det.
Efter den dag mødtes de hver dag. Nogle gange sluttede den blonde kvinde, Sofie, sig til dem. Men det var tydeligt, at hun kede sig. Samtaleemnerne var for tunge, og vittighederne for “kloge.”
**Skuffelse og afslutning**
En aften hørte Ida en skænderi fra Henriks værelse. En kvindestemme skreg hysterisk:
“Du bruger al din tid med den gamle lægekvinde! Jeg gider ikke være her mere!”
Ida smilede lidt. “Gamle” – det var sjovt. Især når det kom fra en, der manglede både charme og intelligens.
Næste morgen var Sofie taget afsted. Henrik så lettet ud.
Men Ida forstod det stadig ikke helt: Hvorfor var han sammen med hende? Venskab? Taknemmelighed? En læge på standby?
Men han talte aldrig om sygdom. Aldrig om medicin.
**Familiedag – dag for sandheder**
På søndag kom Idas børn på besøg. Sønnen med kone, datteren med børnene. De holdt picnic uden for sanatoriet. Henrik stod og så på i det fjerne.
Ida inviterede ham med. Præsenterede ham som naboen. Henrik passede perfekt ind – hjalp med grillen, lo, lyttede.
Om aftenen, da alle var kørt, mødtes de ved sanatoriets indgang.
“Du virker lidt trist. Er alt okay?”
“Det er bare, når børnene kører. Det gør altid lidt ondt.”
“Du har vidunderlige børn, Ida. Jeg må indrømme, at jeg er misundelig. Min søn og jeg… det er anderledes. Hans mor døde i en ulykke, da han var ti. Jeg overlevede, hun ikke. Han boede hos mine forældre. Jeg prøvede at glemme: først byture, så arbejde. Jeg ville ikke giftes igen. Hvad var meningen? Så kom kvinder som Sofie… selvfølgelig.”
“Jeg forstår.”
“Fra første øjeblik jeg så dig, tænkte jeg: Hvis min kone havde levet, ville hun have været som dig.”
“Jeg ved ikke… Jeg tror ikke længere på mænd. Jeg har set for meget.”
“Alligevel… Måske behøver vi ikke at dø alene?”
De talte til morgen. To voksne, kloge, lidt forslåede sjæle, der fandt hinanden i det, de troede var tabt for evigt.
Og da det var tid til at tage hjem fra sanatoriet, pakkede de deres kufferter sammen. For de vidste: Dette var ikke længere bare et møde. Det var en begyndelse. En begyndelse på noget, de troede var umuligt.
*Livets ironi er, at det ofte venter til sidste øjeblik med at give os det, vi allerede havde opgivet.*
