Det var bestemt ikke tilfældigt
Mette dansede gennem gaderne som om hun fløj.
En kort jeansnederdel, stramme metallicblå legings, snehvide sneakers, en top med et modemotiv og en høj hestehale holdt sammen af et solidt elastik. Læberne – lyserød læbestift, øjnene – farverig øjenskygge. En ægte stjerne.
Alle sagde, at Mette var et vidunder. Det vidste hun også godt selv. Stolten af kvarteret. Kom ind på universitetet i København – helt alene. Uden forbindelser, uden hjælp.
Hvad var det nu fru Jensen mumlede?
– “Dig, Nielsen, har lige så meget chance for at komme på uni som at gå til månen! Maks en erhvervsskole, og det kun hvis din stedfar lige får snøvlet sig til det. Uden det – venter gadefejerne på dig.”
Åh ja, netop. Stedfaren. Den rigtige far forsvandt for længst. Og stedfaren… han ville næppe gøre sig umage for “sådan en talentløs type.”
Fru Jensen ventede, at pigen skulle briste i gråd. Men Mette rejste sig, så hende lige i øjnene og sagde roligt, næsten udfordrende:
– “Vi får at se, hvem der ender som hvad.”
Fru Jensen kneb øjnene sammen og lovede hende en sød hævn til eksamen. Men Mette bestod. Og kom ind. Alene. Uden “ekstra hjæp fra toppen.” Sådan var det.
– “Frøken, har du lyst til ren og ægte kærlighed?”
– “Med dig? Mikkelsen, har du helt mistet forstanden?”
– “Metten, hvad så. Hvordan går det?”
– “Bedre end alle andre.”
– “Krop du har, mmm…”
– “Vil du også have en sådan?”
– “Ja.”
– “Kom forbi, så klæder jeg dig på – du bliver lige så god.”
– “Åh, du er ond, Nielsen. Men måske elsker jeg dig alligevel.”
– “Du kan forsvinde, din ulykke, min bedstemor viede en aspestav – mod sådan nogle som dig og mareridt om natten.”
– “Hvorfor sådan…”
– “Bare for en god ordens skyld.”
De gik gennem de aftendæmpede gader, kastede vittigheder frem og tilbage. Unge. Frie. Usårlige.
– “Hør her, skal vi ikke smutte forbi skolen på mandag?” foreslog Mikkelsen.
– “Er du blevet tosset? Hvorfor?”
– “Forestil dig fru Jensens ansigt, når hun hører, du selv er kommet ind. På universitetet.”
Mette fnøs.
– “Jeg er ligeglad. Hvad med dig?”
– “Jeg tager det roligt denne sommer, og så er det værnepligten. Vil du vente på mig?”
– “Selvfølgelig. Jeg sidder på en bænk, med tørklæde, og strikker sokker til dig. Hundrede meter lange.”
– “Hold nu op…”
– “Præcis.”
– “Åh, se, der er Majken! Gik hun ikke på erhvervsskole?”
– “Jo. Hver sin smag. Nå, Mikkel, jeg smutter. Der er mine piger. Flirter du med Majken?”
– “Nej, altså… vi hygger bare.”
– “Hun er sød. Hun venter gerne. Men det gør jeg ikke.”
– “Så er det bare slet ikke en mulighed?”
– “Nej.” Sagde hun kort. Og gik.
Studierne kom let til Mette. Ikke fordi det var nemt – men fordi hun ikke brokkede sig.
– “Hvordan når du alt?” spurgte værelseskammeraten.
– “Hvad mener du?”
– “Altså, både biografen, diskotekerne, og så dine studier…”
– “Ved det ikke,” trak Mette på skuldrene. “Jeg lever bare. Klager ikke. Prøver at holde mig fra fyre. Studierne er min fremtid. Men at feste? Hvis ikke nu, hvornår så?”
– “Jeg vil gerne giftes. Med en rig en.”
– “Det vil jeg ikke.”
Mette mødte Jonas på diskoteket. Han var for pågående – Mette slap væk. Men næste dag kom han på kollegiet. Med blomster, med chokolade. Hun – smækkede døren for næsen af ham. Han – prøvede med biograftur og flere blomster. Hun – gik igen forbi.
Pigen begyndte at få nervøse øjenkast af hans opmærksomhed. Hadede ham næsten. Og så kom der breve fra Mikkelsen i militæret. Han savnede hende. Men ikke livet som soldat – han skrev om følelser.
Og hun kendte den Mikkelsen – løb rundt i brune leggings under træningstøj indtil han var 14… Hans bedstemor tog ham til en klog kone – mod sengenådning.
Jonas kørte på motorcykel, holdt øje med hende som i en film. Og så… så faldt han. For hendes øjne. Og uden at tænke løb hun hen til ham. Ikke fordi det var Jonas. Men fordi han var et menneske.
Og af en eller anden grund… sagde hun ja til en date.
Et halvt år sås de. Ingen sommerfugle. Ingen kærlighed. Men på en måde… sammen. Han blev en del af hende.
Så kom brevet fra Mikkelsen: fornærmelser, beskyldninger, grimme ord. Nogen havde sladret. Og hun havde ikke engang prøvet at skjule det.
Med Jonas var det lettere. Han var der. Pålidelig. Med ham kunne hun drømme. Om bryllup. Om en fremtid.
– “Du er heldig, Mette,” sagde værelseskammeraten.
– “Hvorfor?”
– “Med Jonas. Ved du ikke, hvem han er?”
– “Hvad mener du?”
– “Hans far er en stor fisk. Købte motorcyklen til ham. Nu bilen. Han er enebarn. Rige forældre. Sent i livet.”
– “Og?”
– “De siger… han allerede har en kæreste. Liva. Fædrene vil binde forretningerne sammen.”
Om aftenen spurgte Mette Jonas. Han blev nervøs.
– “Det er far. Jeg vil ikke. Liva skal jeg ikke bruge. Jeg har dig. Vi tager væk.”
– “Jeg besøger mine forældre i weekenden.”
– “Okay…” og hun syntes, han sukkede af lettelse.
Da hun kom tilbage – var noget galt. Pigerne så underligt på hende. Drengene – med hånlige smil.
– “Hvad foregår der?”
– “Sæt dig ned… Mette… Jonas… Han…”
– “Hvad?”
– “Han er blevet gift.”
Ingen rysten. Ingen tårer. Indeni – et bjerg der styrtede sammen. Men udenpå – sten.
– “Er det alt?”
– “Du er så rolig…”
– “Hvad skulle jeg være? Jeg vidste det. Rejste væk for at forstå. Og han – giftede sig. Jeg lod ham. Det giver mening.”
Hun lænede sig mod værelseskammeraten:
– “Sig ikke hans navn. Aldrig. For mig eksisterer han ikke.”
Efter eksamen tog Mette ikke hjem. Hun tog til fødegangen.
Lille Asbjørn kom til verden. Stærk. Med en fast greb om livet.
– “Mette… vil du… fortæ– “Fortælle hans far om ham?”
