Hvor jeg hadede hende…
Et let sammenkrøllet papir lå i hendes skuffe – lige ved siden af hendes opsigelse. En underlig følelse snegede sig ind i brystet: som om det stykke papir ikke lå der tilfældigt, men havde ventet på netop mig.
Jeg tog det, og minderne fra barndommen væltede ind. Hvordan vi drenge i Aarhus legede spioner og skrev hemmelige besked med mælk på papir, som vi læste ved at holde det over en flamme. Ida og jeg havde engang mindes de lege, mens vi sidde ved kaffe og snakkede om ingenting.
Jeg kunne knap vente til frokost. Jeg skyndte mig hjem som en galning. Hjertet hamrede – ikke af frygt, men af fornemmelsen af noget uundgåeligt. Jeg tændte komfuret, holdt papiret over flammen, og… ordene dukkede frem. Ligesom i barndommen. Men denne gang var det en bitter, voksen sandhed.
»Hvis du læser dette, tog jeg ikke fejl. Du huskede og gættede det. Alt kunne have været anderledes. Men vid, at da du ydmygede mig, dræbte du alt, hvad jeg følte for dig. Næsten som om du nød at plage mig. Du tror måske, det er alt, hvad du er værd.
Nogen har såret dig – og nu ødelægger du dem, der ikke kan eller vil gengælde det. Tror du, jeg ikke kunne slå tilbage? Det kunne jeg. Men så ville jeg ikke længere være mig selv.
Man kan vinde en kamp, men tabe krigen. Lad være med at lede efter mig. Farvel. — I.«
Jeg sad med det brev og kunne ikke røre mig. Hvorfor? Hvorfor hadede jeg hende så inderligt, så vildt… mens jeg også elskede hende?
Hun dukkede op på kontoret uden forvarsel. Da hun trådte ind, fyldte hun rummet med lys. Et almindeligt kontor på tredje sal i en gammel bedriftsbygning i København blev pludselig fyldt med duften af havluft, sollys og morgenfriskhed fra en have.
Hun var ikke en skønhed – ikke en model. Men der var noget ved hende, der fik mig ud af balance. Jeg, en erfaren mand, der havde kendt kvinder af alle slags – elegante, dristige, glamourøse og jordnære – følte mig pludselig fortabt. Alt, der plejede at virke, betød intet længere.
Jeg var vant til opmærksomhed, til intriger. Blonde, rødhårede, mørkehårede – de kom og gik. Dates, blomster, korte affærer, og så frihed igen. Jeg valgte. Jeg styrede. Jeg bad ikke – jeg tog.
Men Ida…
Jeg ville lægge mig i hendes skød, indånde hendes duft, stryge de lyse lokker, røre ved hendes håndled og hals, føle hendes ånde, høre hendes latter, se hende bide sig i læben, når hun var nervøs.
Ida arbejdede under mig – både bogstaveligt og billedligt. Hun var en del af mit team. Ikke en leder, ikke en stjerne. Men jeg vidste: hvis der var en svær opgave, ville hun løse den. Præcist, til tiden, uden unødig støj.
Jeg begyndte at nyde at skælde hende ud. Som om hendes blotte tilstedeværelse gav mig en undskyldning for at være grusom. Hun trak sig sammen, blev skrøbelig og forsvarsløs – og i de øjeblikke følte jeg mig som en gud. Hvis hun bare havde grædt… hvis hun var brudt sammen. Så ville jeg have trøstet hende. Måske ville jeg selv have ændret mig.
Men hun holdt ud. Stille. Uden bebrejdelser. Uden klager. Uden svaghed. Og det gjorde mig endnu mere rasende. Jeg prøvede at vinde hendes opmærksomhed: lod chokolade ligge på hendes bord, gav hende små gaver. Komplimenter med bagtanker. Blikke, hentydninger. Hun forstod det – det vidste jeg. Og jeg følte, hun også følte noget.
Nogle gange troede jeg, at hvis jeg bare rørte hendes hånd, ville verden stå stille. Og en dag turde jeg. Jeg omfavnede hende. Blidt. Næsten kærligt. Og hun… trak sig væk. Stirrede mig ind i øjnene. Tavs. Uden ord.
Og det var værre end et slag i ansigtet.
Hun var en udfordring for mig. Min ligemand. Men jeg ville ikke indrømme det. Jeg havde brug for at føle mig overlegen. Jeg var ikke klar til at være sårbar. Ikke foran hende.
Jeg iagttog hende. Hvordan hun løste problemer. Hvordan hun håndterede stress. Mine kolleger kunne også lide hende. For godt. En af dem prøvede endda at invitere hende ud. Jeg så det alt sammen. Og raseri boblede inden i mig.
Jeg lavede scener af jalousi. Talte med andre kvinder i telefon, højlydt og påtaget. Latter, flirt, invitationer til middag – alt mens hun var der. Og hun? Hun trak sig bare ind i sig selv. Ikke et blik, ikke en gestus – intet.
Jeg troede – nej, jeg vidste, at hun også følte noget. Der måtte ske noget. Jeg mærkede det på min krop. Jeg var sikker på, hun ville blive. På at hun ikke kunne slippe væk. På at hun ville holde ud. På at hun til sidst ville give efter.
Men hun gik. Uden drama. Uden skænderier. Hun forsvandt bare.
På fredag kom hun ikke på arbejde. Telefon slukket. Mail blokeret. Projektet hun arbejdede på blev aldrig færdigt. Jeg stod som en idiot. Over for chefen. Over for mig selv.
Hun forsvandt. Fordampede som røg. Som en sky. Den samme – uopnåelig, flygtig, min og alligevel ikke min.
Og jeg troede, det var umuligt. Troede, alt var under kontrol. At alt kunne ændres, tvinges, manipuleres.
Jeg tog fejl.
Sådan sker det også.
