**Betaling for en sjov**
Femten år sammen. Det burde være en helt almindelig familie fra Aarhus: Mads og Mette, to børn – Emil og Freja. En samlet, kærlig familie med stærke bånd og et godt ry blandt venner. Alle kaldte dem det forbilledlige par. De levede harmonisk, uden højrøstede skænderier, med respekt og varme. Det føltes, som om lykken for altid havde slået sig ned i deres hjem.
Mads var altid sjovens pioner, en født spøgefug. Hans passion var praktiske vittigheder – ikke de harmløse, men dem, der fik folk til at stå med hårene i vejret.
Han kunne pakke en klump modellervoks ind i en slikpapir, så det lignede en rigtig bolsje. Eller fylde kiks med tandpasta. Han elskede at hælde soyasovs i en sodavandsflaske, så det lignede cola. En gang fik hans ofre, der forventede en cremet chokolade, i stedet en klump ler. Mads grinede til tårerne randt, mens de andre sjældent fandt det lige så morsomt.
“Mads, jeg beder dig,” sagde Mette gentagne gange. “Ikke i dag. Lad vores jubilæum foregå i fred. Uden dine streger.”
“Okay, jeg lover – ingen sjov, kun fest,” lovede han på deres krystalbryllupsdag.
Hjemmet blev klargjort til gæsterne. Mette stod i køkkenet, børnene pyntede stuen. Mads fik en lang indkøbsliste og kørte til supermarkedet. Han kom tilbage et par timer senere. Men foran var hans parkeringsplads optaget.
Efter at have mumlet lidt for sig selv, lagde han en seddel til “overtræderen” og parkerede i gården. Poserne var tunge, men han skyndte sig – uden disse varer ville festen ikke blive til noget.
Han gik op. Prøvede nøglen – den virkede ikke. Sveden brød frem. Dørklokken lød anderledes, ikke den kendte lille pippen. Dåen gik op, og…
Foran ham stod en ukendt kvinde i morgenkåbe med hårrullere.
“Nå, der er du endelig! Vi har ringet til hele supermarkedet! Hvor er varerne?” sagde hun irriteret.
Mads stod som forstenet.
Kvindens mand dukkede op – en stor, jovial fyr ved navn Niels.
“Lise, det må være buddet.”
“Hvor meget skylder vi? Hvor er kvitteringen?” Lise rodede allerede i poserne.
“Undskyld…” stemmen knækkede for Mads. “Det her er min lejlighed. Jens Baggesens Vej 12, lejlighed 17?”
“Ja, helt rigtigt. Vi købte den for fem år siden af en kvinde med børn. Jeg tror, hun hed Mette, og børnene Emil og Freja.”
Mads var lige ved at tabe poserne. Hjertet sammensnørede sig. Han trak sit pas frem og viste adressen. Alt stemte – lejlighed 17.
“Kom indenfor, se selv,” tilbef Lise.
Han trådte ind… og befandt sig i et ukendt hjem. Møblerne var andre. Væggene malet om. Intet var genkendeligt. Hovedet svimlede. Han sank ned på en stol. Lise og Niels’ børn kom ind – på samme alder som hans egne. Latter, stemmer, støj. Det hele føltes som en marionatdrøm.
Han tog telefonen og ringede til Mette.
“Mette… hvad sker der? Hvor er du? Hvorfor er der fremmede i vores lejlighed?”
“Mette, kommer du?” lød en mandlig stemme i baggrunden.
“Straks, skat!” svarede hun muntert. Så i røret: “Hvem er det?”
“Mette! Det er mig, Mads!”
“Hvem? Mads? Laver du sjov? Du har været væk i fem år, og nu pludselig – hej?”
“Hvilke fem år?! Jeg var kun i supermarkedet i to timer!”
“Du forsvandt på vores jubilæumsdag. Vi hørte aldrig fra dig. Jeg solgte lejligheden – kunne ikke klare det alene. Børnene er voksne. Vi har et nyt liv. Jeg er gift. Vi bor i min mands hus…”
“Vent! Hvad snakker du om?” Tårerne stak ham i halsen. “Er det en joke? En hallucination?”
“Nej, Mads. Det var dig, der drillede os i årevis. Men i dag fik du smagt din egen medicin…”
Og så… trådte børnene, Mette, naboer og venner ind. Med latter og klapsalver.
“Joke på dig!” råbte de i kor.
Mads’ knæ gav efter. Han så sig om – alle de kendte ansigter. Som i et teaterstykke.
“Det var en praktisk vittighed,” bekræftede Mette. “Vi har planlagt det i et halvt år. Vi ville, du skulle føle, hvordan det er at være den, der bliver narret.”
“I… er sindssyld…” hviskede han og famlede efter valeriantropperne.
“Mød Niels og Lise. Skuespillere fra Aarhus Teater. De spillede deres roller perfekt.”
“Hvad med dørklokken? Hvad med låsen?”
“Niels er en håndværker. Han skiftede lås og dørklokke. Alt efter manuskriptet.”
“Og stemmen i telefonen?”
“Min bror, Jakob. Han holdt et klæde for munden, så du ikke genkendte ham.”
Mads faldt sammen på sengen, mens Mette rakte ham et glas vand.
“Mor,” hviskede Emil, “måske gik vi for langt?”
“Jeg håber, han endelig forstår, hvordan det føles at være udsat for sjov. Nu tror jeg, vittighederne stopper.”
Og han forstod det virkelig. For altid.
