Familiehemmeligheder og det nye hjem
“Kom og besøg mig på landet med din mand!” bad moren Vibe.
“Det skal vi nok, mor,” svarede Vibe med en antydning af træthed i stemmen. “Liva skal først afgive sine eksaminer, så kommer vi alle sammen. Oskar vil også gerne. Han plejede at tage hjem til sin familie på landet, men efter de døde, stoppede han helt.”
“Hvordan kan det være?” undrede moren sig. “Han har da søskende der…”
“Han kan ikke lide at tale om det,” hviskede Vibe. “Vi besøger forældrenes grave, men kun en dag, uden at se de andre. Oskar hjalp altid sine forældre, men efter deres død frøs han helt til, da alt kaos udbrød.”
“Vibe, hvorfor bærer du alt alene?” protesterede moren. “Hvad slags mand er det? En stor, stærk fyr, men du undskylder for ham. Du skal passe på dig selv! Det eneste, han gør, er at tage skraldet ud…”
“Mor, vi har snakket om det før. Jeg bærer ikke alt alene. Vi elsker hinanden, og han tjener pengene.”
“Det handler ikke om pengene! Han hjælper dig ikke med husarbejdet!”
“Hvad er der at hjælpe med? Lejligheden er lille. Han kommer hjem og lægger sig på sofaen. Der er ikke noget at lave.”
“Hvornår køber I noget større? To små værelser – det er ingenting!”
“Jeg ved det ikke,” sukkede Vibe. “Vi sparede op, men nu er vi i tvivl…”
Liva skulle på gymnasiet efter folkeskolen, og næste år var der studentergilde. Vibe længtes tilbage til landet. Byen føltes aldrig rigtig som hjem, uanset hvor længe de boede der. Ude på gaden sad kun gamle koner på bænkene og hviskede om alle og alt. På landet var der også sladder, men luften var ren og frisk.
“Kom og besøg mig,” insisterede moren.
“Vi kommer, når Liva er færdig med eksaminerne. Oskar kommer også. Han plejede at tage hjem hver sommer, men efter forældrenes død stoppede han. Han vil ikke engang høre om det.”
“Hvordan kan det være? Han har da familie, gravene…”
“Mor, lad ham være. Han besøger gravene, men hurtigt, uden at møde de andre. De er faldet uvenner alle sammen.”
Oskar var den yngste i familien. Han tilbragte hver ferie på landet ved Randers, hvor han hjalp sine forældre: han reparerede huset, byggede et skur og købte værktøj til sin far. Forældrene gav ham penge, men han lagde tit selv til. Da de døde, tog hans brødre straks alt af værdi. Værktøjet tog de med ordene: “Du har ikke brug for det i byen.” Ting, Oskar gerne ville have til erindring, forsvandt. Selv det gamle vitrineskab stod tomt.
Kun ét stel af sølvskeer, gafler og knive var tilbage – hundredevis af rustne stykker i en faldefærdig æske. Ingen havde ville have dem. Oskar tog dem med hjem. Vibe sagde ikke noget – det var hans minde om forældrene.
“Hvad med huset? Det skulle da deles,” spurgte moren.
“Nej. Hans nevø flyttede ind med sin familie. Der var et testamente. Oskar kom, men orkede ikke at kæmpe, og det endte næsten i slagsmål. Nu bor de i samme landsby som fjender.”
“Og bestikket? Ligger det bare og bliver sort?”
“Jeg rensede det. Oskar var lykkelig som et barn. Han sagde, at han kun havde set det så blankt som barn. Nogen gav det til hans forældre, men de brugte det aldrig – de gemte det.”
På landet hos svigermor var det stille og hyggeligt. Oskar gik gennem haven og noterede sig, hvad der skulle ordnes. Ingen blandede sig med råd, som hans brødre altid gjorde – de råbte bare ordrer ud uden selv at løfte en finger.
“Vibe, hvad hvis vi bygger et nyt hegn? Er din mor okay med det? Vi har penge til det – vi behøverOskar stod en aften ved haven og så månen skinne på det nysatte hegn, mens en følelse af fred for første gang i mange år fyldte hans hjerte.
