Mette havde været kærester med Mads i over et år. Deres dates var så sjældne, at man kunne markere dem i kalenderen med en rød tusch som helligdage. Han boede i Aarhus, men besøgte kun den lille by ved Vejle, når han var på arbejde for sin virksomhed. De havde store drømme om fremtiden, og i dette nytår skulle de beslutte, hvem der skulle flytte til hvem. Men pludselig ringede telefonen. Mette fo’r sammen af overraskelse – det var Mads!
”Hej, skat,” sagde hun og prøvede at lyde blid, trods den hektiske dag.
Men i røret lød en skarp kvindestemme:
”Nå, hej, hjemvekrænker!”
Mette stivnede og kunne ikke få et ord frem.
Denne nytårsaften gik alt galt. Om morgenen ringede kontoret og krævede, at hun kom med det samme for at underskrive en kontrakt med udenlandske partnere. Ingen bekymrede sig om Mettes planer, hun havde jo netop booket en frisørtid. Administrerende direktør slap af på en strand et sted, mens hun, med sammenknebne øjne, mumlede et par kraftige ord, bestilte en taxa og tog på kontoret.
Da hun forlod erhvervscentret, mindede hun sig selv om, at hun skulle hente sin kjole hos veninden Ida, der arbejdede som syerske. Kjolen, købt til nytårsaften, hang pludselig som en sæk. Mette foretrak at tro, at hun var blevet slankere, og ikke at stoffet var billigt. Hun ringede til veninden:
”Ida, undskyld, jeg glemte helt kjolen!”
”Mette, hvor har du været? Jeg har forsøgt at ringe til dig i en time!” råbte Ida gennem larmen på banegården.
”Det er vores direktør,” sukkede Mette. ”Hvordan ser kjolen ud? Skal jeg hente den?”
”Mette, undskyld,” Idas stemme knækkede. ”Vi er allerede på banegården, toget kører om en halv time.”
Mette lod telefonen synke og følte, hvordan hendes håb smuldrede. »Nåja,« tænkte hun, »uden kjole, uden frisure, men det er jo nytår! Mads kommer snart, og vi skal fejre det sammen. Det er ikke så slemt.«
Mette, trods sine seksogtyve år, forblev en romantisk sjæl, der troede på mirakler. Selv efter en forfærdelig dag håbede hun, at nytårsaften ville give hende noget magisk.
Da telefonen ringede igen, fo’r hun sammen, forddybet i sine drømme. Da hun så Mads’ navn, tog hun en dyb indånding for at lyde glad.
”Hej, skat,” begyndte hun.
”Nå, hej, hjemvekrænker!” afbrød en kvindestemme hende. ”Troede du, han ville forlade sin familie for dig? Glem hans nummer, eller du får problemer!”
Telefonen blev tavs, og Mettes hoved snurrede. De sjældne møder, stilheden i weekenden, Mads’ underlige bemærkninger – alt faldt på plads i et mørkt mønster. Hun vandrede langsomt mod busstoppestedet, lænede sig mod lygtepælen og stirrede ud i intetheden. »Hjemvekrænker« – ordet ramte som en hammer. Hendes verden kollapsede på et øjeblik. Det gamle år forsvandt og tog alt, hvad hun troede på, med sig.
”Frøken, er alt okay?” En høj stemme rev hende ud af bedøvelsen. Foran hende stod en mand med et tæt skæg, iført en rød jakke med hvidt krave.
”Nej,” hviskede Mette og kæmpede mod tårerne. ”Hvem er du?”
”Julemanden, hvem ellers!” grinede han. ”Kom, vi tager bilen, du bliver jo helt frossen!”
Han greb hendes arm og førte henne mod bilen. Mette, målløs, nåede ikke at protestere. Bilen satte i gang, og da hun kom til sig selv, råbte hun:
”Stop! Hvor kører du hen med mig? Lad mig ud!”
Føreren standsede ved siden af vejen og vendte sig mod hende:
”Jeg ville bare hjælpe. Jeg skulle i caféen og byde på en varm kop te. Du stod der i kulden, helt fra den. Det er snart nytår, og jeg er jo lidt af en Julemand.”
Den sidste sætning lød akavet, men pludselig begyndte Mette at grine. Latteren brast frem af sig selv og skyllede denne dags smerter væk: den ødelagte kjole, den aflyste frisørtid, Mads’ forræderi og denne mærkelige »Julemand«.
”Undskyld,” sagde hun gennem latterens tårer.
”Det er okay,” smilede manden. ”Det gamle år forsvinder med alt det dårlige. Alt bliver godt igen. Min bedste ven aflyste i dag vores fælles fejring. Femten års tradition – i vasken! Alt på grund af hans nye kone.”
Pludselig følte Mette en lettelse. Måske var det kulden, måske dette møde, men en tung følelse løftede sig fra hendes hjerte.
”Der er sikkert nogen, der venter på dig,” sagde manden og startede bilen. ”Hvor skal jeg køre dig hen?”
”Jeg har ingen steder at tage hen,” smilede hun trist. ”Der er ingen derhjemme, jeg fik ikke hentet kjolen, fik ikke lavet hår. Fri som vinden. Ved ikke engang, hvad jeg skal.”
”Så kan vi måske fejre nytår sammen? Jeg kender en hyggelig café, de lover en magisk aften.”
”Det lyder fint, men jeg lige skal skifte tøj,” svarede Mette. Hun havde ikke lyst til at være alene denne aften.
Hjemme skiftede hun hurtigt de gennemblødte klæder og kom tilbage til bilen med et smil og en forventning. I caféen, pyntet med blinkende lys, så hun ordentligt på sin ledsager for første gang.
”Hvorfor har du Julemandsdragt på?” spurgte hun og smilede.
”Åh, det er en lang og sjov historie,” grinede han og tog jakken og skægget af. ”Jeg hedder forresten Peter.”
”Mette,” rakte hun hånden frem. ”Fortæl, Peter. Jeg har ikke haft nogen sjove historier i dag.”
Peter bestilte te og begyndte at fortælle. Samtalen flød let, og sorgerne smeltede som sne for solen. Udenfor faldt store snefnug, og nytåret bankede på døren.
Så sluttede det gamle år og tog smerten og skuffelsen med sig. Men det nye år gav Mette og Peter begyndelsen på noget lyst og ægte – en kærlighedshistorie født under nytårslyset. Mette vidste det: et mirakel var alligevel sket.
