Historien om ensomme hjerter
På nytårsaften sad de ældre kvinder i et plejehjem i en lille by ved foden af de danske bakker og ventede forhåbningsfuldt på deres børn. De, der ikke kunne gå, lyttede til de mere mobile, der kiggede ud ad vinduerne i håb om at spotte et kendt ansigt. Men sneen lå tyk på stien til porten, og ingen sjel afveg fra den ryddede hovedvej for at besøge plejehjemmet. Gården var begravet i sne, som om ingen bekymrede sig om de ensomme ældre.
Anna Kirsten havde en søn, som hun talte stolt om, selvom hun følte en svag skyld overfor de andre. Hendes Michael var en succesrig arkitekt, hans kone en revisor i en stor virksomhed, og deres søn var færdig med universitetet. En perfekt familie, som de andre kun kunne drømme om. De andre kvinders børn var enten på flugt, i alkoholens vold eller forsvundet ud i intetheden. Anna næsten skammede sig over sin lykke, men i sit hjerte håbede hun stadig, at Michael ikke ville glemme hende.
Om aftenen samledes de ældre kvinder i fællesrummet og fortalte hinanden historier fra deres liv for at holde hukommelsen skarp. De gentog gamle historier og klyngede sig til minder som til en redningsplanke.
Anna havde fortalt sin veninde Vibe, da hun først kom til plejehjemmet, at hun var født i en lille landsby i det jyske hedeland. For nogle år siden havde sønnen overtalt hende til at flytte fra hjemmet. Han lovede omsorg og et hyggeligt værelse i hans lejlighed. Annas mand, nu afdød, havde ikke ville flytte og mumlede altid, at byen ikke var noget for dem, men gav til sidst efter. Michael, der vidste, at faren var veteran fra den kolde krig, så en fordel i det. Han skaffede dem en stor treværelses lejlighed i byen. Michael’s kone, Hanne, kunne ikke holde glædestårene tilbage – før havde de boet i en lille toværelses.
Men et år senere døde Annas mand. Hun blev alene tilbage, og sorgen ramte hende så hårdt, at hun fik et slagtilfælde. Hun kom sig mirakuløst og lærte at gå igen, men plejen af hende blev en byrde for familien. Hanne blev mere og mere irriteret, smækkede med dørene og råbte af Michael. Anna hørte det hele og bad til sidst sin søn: “Tag mig til et plejehjem, jeg vil ikke have, at I skal skændes på grund af mig.” Michael nikkede bare, og snart var Anna i plejehjemmet.
Vibe havde sin egen sorg. Hendes søn, Anders, var en god mand, men livet var gået galt for ham. Han havde været i fængsel, men skulle løslades lige før nytår. Vibe ventede på ham som på et mirakel. Hun fortalte, at hans kone, Lise, var skyld i det hele. Hun arbejdede i en supermarked og tog hovedsagelig kød, ost og senere flasker med snaps med hjem. Først drak de “for hyggens skyld”, men snart blev det deres liv. Lise blev fyret, og sammen med Anders begyndte de at stjæle. Først tog de fra Vibes hus, så fra naboerne. Da den gamle kvinde ikke længere kunne gå, bad hun om at komme i plejehjem for ikke at se sin søn synke dybere ned.
Anders kom i fængsel, men lovede i breve, at han ville ændre sig og begynde et nyt liv. Han nævnte ikke Lise – Vibe vidste ikke engang, om hun levede. Hver morgen bad hun om, at sønnen ville holde sit løfte og komme til hende.
Dagen gik, og ingen kom til porten. De gamle kvister hviskede: “Måske er der sket dem noget? De kunne da ikke bare glemme os?” Håbet smeltede som sne under de svage vintersolstråler.
Da det blev sengetid, kom sygeplejersken ind til Anna og Vibe:
“Vibe Margrethe, har jeres Anders et anker tatoveret på armen?”
“Ja!” udbrød Vibe og sprang op fra sengen, på trods af smerten i benene.
“Han er i live, bare rolig. Han sover i portnerlogen ved kedelrummet. Hans tøj er slidt, og han har en skægget helt ned til brystet. Han ville over til dig, men skammede sig over sit udseende.”
“Åh, Kathrine, søde, tag disse penge, giv ham mad, klæd ham ordentligt på,” græd Vibe og rakte sygeplejersken nogle sammenkrøllede sedler.
“Behøves ikke,” smilede hun. “Han er mæt, varm og ren. Han sover tungt. I kan vente ham på besøg i morgen tidlig.”
Vibe tørrede tårerne og takkede sygeplejersken, der bare vinkede afværgende og gik. Anna lå og stirrede op i loftet. Michael kom ikke. Løftet fra sønnen havde været tomme ord. Hendes hjerte knugedes af sorg, men hun tav for ikke at ødelægge venindens glæde – det eneste lyspunkt i deres kolde værelse den aften.
