— Еster, hvorfor blander du dig udenom? — hvisker mine veninder. — Hun er ikke en del af familien mere. Han gifter sig igen og glemmer alt om dig. Og barnebarnet vokser op og husker dig heller ikke. Du bruger bare dine penge og kræfter forgæves.
Men jeg skammer mig. Skammer mig over, at jeg opdraget min søn uden en fars hånd, og nu betaler prisen for det, jeg ikke gav ham dengang — en samvittighed.
Min Søren giftede sig for syv år siden. Hans udkårne, Mette, kom til vores Aarhus for at studere. De flyttede sammen næsten med det samme, lejede en lejlighed og byggede deres lille liv. Med Mette klikkede det ikke rigtig mellem os. Vi skændtes ikke direkte, men der var en mur.
Jeg blandede mig ikke. Jeg arbejdede fra morgen til aften, havde ikke tænkt mig at gå på pension endnu. Besøgte dem, når jeg blev inviteret, eller når jeg selv havde lyst.
Et par år senere fik de en søn — Magnus. Familien fortsatte med at bo til leje og drømte om at låne til en bolig. Men da den lille begyndte i børnehave, begyndte skænderierne.
Søren forsikrede mig, at der var tale om ingen anden kvinde. Men jeg er jo mor — jeg mærker, når noget ikke er rigtigt. Og ja: lige så snart Magnus startede i børnehaven, indgav min søn skilsmissepapirer.
— Mor, gør det ikke til en tragedie. Jeg betaler børnebidrag. Og for en god ordens skyld, min nye kæreste, Ida, er gravid — det er min familie nu. Mette må klare sig selv. Hun kan tage hjem til sine forældre, der er renere luft der, — sagde han uden at møde mine øjne.
Vi skændtes heftigt. Mette ville ikke tage hjem — i hendes hjemby nær Randers var der ingen arbejde eller børnehave. Og hendes forældre ventede hende ikke med åbne arme. Hun begyndte at lede efter et værelse at leje, for hun kunne ikke klare lejligheden alene.
Jeg holdt kontakten med hende. Da min niece skulle aflevere sine søns gamle ting, tilbød jeg at tage dem med — de skulle prøves. Jeg kom om middagen, lige da Mette gav Magnus mad. Hun tilbød mig en tallerken grønlangkål.
— Jeg kan ikke lide grønlangkål uden flæsk… — mumlede drengen. — Mor købte ikke kød, fordi vi skal betale lejen.
Mette vendte sig mod vinduet. Og begyndte at græde i tavshed.
Jeg kunne ikke holde det ud. Bad om lov til at tage Magnus med på en gåtur. Jeg købte ind, købte slik. Og mens jeg gik hjem, huskede jeg, hvordan jeg selv som barn spiste tom grød hos min bedstemor i de magre år. Dengang var der krig, men nu — bare en ligegyldig far.
Fra den dag begyndte jeg at hjælpe hende økonomisk. Min søn vidste det ikke. Indtil Magnus en dag ved et uheld lod det slippe ud.
— Er det normalt? Du kan ikke købe en cykel til dine børnebørn, men du betaler deres husleje! — eksploderede Søren.
— Vil du have, at din søn skal sove på banegården? — kunne jeg ikke lade være med at sige. — Du løb fra ansvaret, og hun kæmper alene. Jeg skammer mig over dig. Så derfor betaler jeg — for måske at gøre din koldhed lidt bedre.
— Så du har valgt en fremmed kvinde over din egen søn?
Lad det være sådan. Men barnebarnet — han er ikke fremmed. Og så længe jeg lever, skal han ikke spise grød uden smag. Selv hvis min søn aldrig forstår det.
