“Jeg har opdraget jer fem, og I vil ikke engang forsørge én far”
En dramatisk historie fra den jyske landsby
— “Poul, kom nu op, det er længe siden morgenstunden, du skal på arbejde!” — ruskede Valentina sin mand, mens hun med den ene hånd holdt en forkullet stegepande og med den anden fastholdt det svage håb om, at han blot drillede.
— “Jeg står ikke op. Lad mig være, Valdemar. Det er nok. Jeg går ikke mere på fabrikken,” mumlede Poul uden at åbne øjnene og vendte sig mod væggen.
Konen lo først — nå, tænkte hun, ferien er forbi, han er bare ikke helt vågen endnu.
— “Åh, hold nu op, det er da noget pjat! Vi har fejret Lærkes bryllup, haft vores hygge, nu er det tid til at falde tilbage i rytmen. Der er masser at tage hul på!”
— “Jeg mener det alvorligt. Det er slut. Jeg har sagt op. Jeg arbejder ikke mere. Indgav ansøgningen før ferien. I går var min sidste dag.”
— “Hvad bilder du dig ind, Poul?! Er du blevet vanvittig?! Hvor skal du finde en sådan stilling igen? Der er kun to år til din pension! Bær det nu!” — Valentina blegnede og var lige ved at tabe stegepanden.
— “Jeg orker det ikke mere. Kræfterne svigter. Det er slut. Vi har opdraget fem børn. Tre sønner, to døtre. Alle har fået en uddannelse, alle har et sted at være. Sat dem på benene. Og mig? Nu vil jeg bare hvile. Mit arbejde er gjort.”
— “Du må være sindssyg, hvis du tror, du kan lægge dig til last for børnene,” sukkede konen bittert. “Hvem skal forsørge dig? Min pension er en dråbe i havet. Og så har du besluttet, at de skal tage dig under deres vinger?”
— “Selvfølgelig. De er jo mine egne. Fem stykker! Mon ikke én far kan få mad?”
— “Du er ikke rigtig klog, din gamle stodder!” — Valentina kogte af raseri. “Børnene har nok at se til. Lejligheder med lån, børnebørn i skole. Men dig… en dovenlars!” — hun greb ham i ærmet og rystede ham.
Han slog hårdt tilbage — hun ramte skabet og gispede af smerte.
— “Bliv væk. Rør mig ikke. Jeg har besluttet mig. Det er slut.”
Tårerne pressede sig på hos Valentina. Hun vidste det: når Poul havde sagt det, var der ingen vej tilbage. Hun sprang op, kastede et tørklæde over hovedet og løb til naboens hus — til tante Else, den kloge gamle dame, som selv politiet søgte råd hos.
— “Åh, tante Else, det er en katastrofe! Poul er blevet tosset! Han har sagt op, siger han ikke kan arbejde mere. Hvad skal jeg gøre? Hvordan får jeg ham til at komme til fornuft?”
— “Hvorfor så meget postyr? Manden er træt. Fem sjæle har han opdraget — det er ikke ingenting. Måske har han slidt sig op. Lad ham hvile. Prøv med lidt kærlighed.”
— “Ja, lige netop! Jeg skal nok vise ham kærlighed. Når børnene kommer, skal han få en »ferie«!” — Valentinas øjne var fyldt af bitterhed.
En uge senere var hele familien samlet. Valentina havde ringet rundt, dækket bordet med retter, så ingen skulle gå sultne. De grinede, krammede, børnebørnene legede i haven. Men da middagen var ovre og tallerkenne fjernet, blev der pludselig stille.
— “Far,” sagde den ældste, Erik først, “er det sandt, du har sagt op?”
— “Ja, min søn. Jeg har besluttet mig. Kræfterne rækker ikke længere.”
— “Men far, hvad tænker du på?” — Klaus, den mellemste, brød ind. “Der er kun to år tilbage. Hold ud. Det giver jo ingen mening!”
— “Jeg har taget min beslutning. Jeg har over fyrre års anciennitet. Pensionen når jeg. Og I — I er fem. En enkelt far kan I vel forsørge?”
Konens ansigt lyste af triumf, mens børnene begyndte at fumle. Erik hostede:
— “Altså… vi har lige taget en billån. Det bliver svært.”
— “Hos os går Lærke til musikalske timer og har privatundervisning. Pengene forsvinder, du ved selv—”Og hos os er der lige lagt nyt gulv, og nu skal have taget nyt køkken, så der er ikke en krone til overs,” tilføjede den yngste søn, Niels, med et undvigende blik.
