**Dagbogsnotat**
Jeg har været gift i tre år. Vi har endnu ikke børn, selvom tanker om forældreskab længe har hængt i luften. Alt dette tid har min mand og jeg boet til leje i centrum af Aarhus – ikke fordi vi ikke havde råd til andet, men fordi min svigermor, Mette Hansen, ikke ville lade os flytte ind i hendes tomme toværelseslejlighed, som havde stået ubrugt i årevis.
Hun opdragede min mand, Magnus, alene. Lejligheden fik hun engang fra den tekstilfabrik, hvor hun havde arbejdet i tyve år. Senere giftede hun sig igen.
“Min stedfar var en god mand, han virkelig blev en far for mig,” fortalte Magnus. “Men med min mor var der altid skænderier. Hun klagede konstant over mangel på penge, som om der aldrig var nok.”
Stedfaren havde en datter fra sit første ægteskab. Han ville adoptere Magnus, men Mette var helt imod det – hun var bange for at miste statslige ydelser. Da hun flyttede sammen med sin nye mand, låste hun sin gamle lejlighed og lod den stå. Der var end ikke lavet renovation, hun gad ikke engang udleje den.
Efter brylluppet bad vi hende om at bo der – beskedent, men alligevel vores egen bolig. Men svigermoren ville ikke høre tale om det:
“Vi er lige ved at blive skilt,” sagde hun. “Han er en karrig, doven stakkel, der ikke kan bruges til noget. Jeg er kun sammen med ham for fordelene. Hvis vi skilles, hvor skal jeg så tage hen, hvis I allerede bor der?”
Og ja, kort efter indgav hun skilsmissepapirer. Men hun forlod ikke mandens lejlighed. Så ramte ulykken – stedfaren døde. Mette var sikker på, at den store lejlighed nu ville blive hendes. Men arven gik til hans datter.
Samtidig døde min bedstemor, som allerede havde givet mig sin hyggelige lejlighed. Vi begyndte at renovere og planlagde flytning. Men alt blev ødelagt af Mettes hysteriske udbrud.
“Jeg plejede ham, mens hans datter ikke engang besøgte ham! Jeg lavede mad og hentede medicin til ham. Og nu lever hun i København i hans arv, mens jeg skal bo i en fugtig lille lejlighed! Hvor er retfærdigheden?” råbte hun i telefonen.
Alle disse problemer skabte hun selv: hun nægtede adoptionen, hun ville ikke bo sammen med os. At diskutere var meningsløst. Nu måtte hun tilbage til den tomme, forfaldne lejlighed. Intet møbler, ingen ordentlighed. Bare nøgne vægge.
Magnus syntes synd på hende. Han ville gøre lejligheden lidt mere beboelig, i det mindste give den et nyt strøg. Jeg foreslog, at vi tog min bedstemors møbler med – vi ville alligevel skifte til nye. De var rene og solide, om end ikke nye.
Mette havde taget nogle ting fra afdøde mands lejlighed, men det var mest indbygningsapparater, der ikke kunne fjernes. Og arvingen – ikke dum – ville ikke give noget værdifuldt væk.
Da vi bragte møblerne, fik Mette et raserianfald:
“Hvad er det her?! Giver I mig affald fra loftet?! Min mand er død, og I behandler mig som skrald! I køber alt nyt til jer selv og giver mig ragelse! Skam jer!” skreg hun i opgangen.
Selvom min bedstemors sofa kun var fire år gammel og næsten ikke brugt. Vores nye møbler blev købt af mine forældre. Hvorfor Mette troede, vi skulle udstyre hendes lejlighed fuldt ud, er en gåde. Hun krævede, at vi tog alt tilbage og bebrejdede os, at vi kunne renovere, men ikke hjælpe hende.
Vi vendte os om og gik. Møblerne blev stående i gangen. Jeg troede, Magnus ville hente dem i weekenden. Men nej. Mette fik hjælp af en nabo og slæbte det hele ind selv. Åbenbart indså hun, at det ikke gavnede hende at spille stolt, især med tomme lommer.
Sådan lever hun nu. Med nag, med lånte møbler, men med sin egen stolthed. Men stolthed, som det viser sig, laver ikke aftensmad og varmer ikke om natten.
